Små og store projekter

Efter en på alle måder fantastisk påskeferie, tilbragt på matriklen med små og store børn og med et forholdsvis stort projekt, som vore unge mennesker heldigvis tog sig af, har hverdagen nu indfundet sig, og det er tid til mine mange små projekter.
Det store projekt fra påsken var færdigbygning af legehuset. Det har ligget i ruiner hele vinteren og kun ventet på kyndige og stærke hænder. Når detaljerne, såsom postkasse, navneskilt, flagstang, blomsterkrukke osv. er på plads kommer der et billede af det svenskrøde hus med hvide lister, vinduer og dør. Det er bare blevet så fint.
Med det her fantastiske forårsvejr kalder naturen og de udendørs projekter. I skrivende stund er de nys fundne ramsløg gravet ned på udvalgte steder, og der er linet op til et rabarberbed. Sådan et har jeg virkelig savnet. Jorden her er ikke særlig god (vi bor oven på en gammel grusgrav), så det er meget begrænset, hvad der kan gro. Vi har beriget den visse steder temmelig meget med dertil indkøbt muld. Desuden står 2 højbede og venter på, at jeg kommer i gang med tomater, peberfrugt, squash, chili og hvad jeg ellers drømmer om.
Gid det skønne vejr varer ved....

Fantastico

Aldrig så snart er erantis og vintergæk forsvundet fra haven, før det vælter op med krokus, anemoner, violer, scillaer, påskeliljer, tulipaner osv. Jeg synes, det er et under hvert år. På trods af lang vinter og hård frost venter de små løg med deres spirer bare på, at det bliver lunere, at sneen smelter, at lyset vender tilbage etc.
Og så har vi alle fuglene med deres baggrundsmusik.
Der er noget til alle sanser.
Smagssansen får vi tilfredsstillet på en anden måde. Jeg ved ikke lige, hvordan de her blomster smager, men nyudsprungne bøgeblade og nye skvalderkålskud samt brændenælder skulle smage godt. Hvad angår skvalderkål så kan vi fylde adskillige salatskåle bare med den ene ingrediens!
I aftes smagte vi på foråret på en anden måde.
Her kommer opskriften på vores seneste forårssmagsoplevelse:
Man tager et stk. ristet rugbrød og dækker det med rucolasalat. Oven på lægger man mange mindre stykker røget stenbider, hælder lidt citronsaft over, derefter pynter man med hakket rødløg og tilsidst en skefuld rogn. Dertil fik vi en meget velsmagende spidskålssalat med æbler og peberrod à la Meyer. UUUhhhhmmmm.
Det gjorde heller ikke måltidet ringere, at vi fik en skøn rosévin til. Én vi selv havde hentet sidste år på Chateau du Rooy i Sydfrankrig.
Vi havde trods alt bryllupsdag!

Alder

I weekenden var vi til en venindes 70 års fødselsdag. En superfest, hvor vi samtidig fik hilst på en masse mennesker, som vi ikke havde set i mange år.
Veninden har, siden hun fyldte 29, hvert år på sin fødselsdag hævdet, at hun blev 29.
Det har vi grinet meget af, men i dag vil jeg sige, at hendes mentale alder er 29. Hun gik på pension for et halvt år siden og følger med i alt muligt, rejser, når hun synes, og deltager i diverse studiekredse, er fortsat kirkesanger og underviser minikonfirmander.
Når man bliver 60+, virker det som om, at visse dele af samfundet nærmest har afskrevet én. De forholder sig kun til den virkelige alder og ikke den mentale. Min svigermor, som er 80+ og meget kvik, fortæller, hvordan hun har været ude for, at folk begynder at tale langsommere til hende (hun kan jo ikke være så intelligent!) og højere (hun er bestemt tunghør!) osv.
Ens mening tæller ikke så meget mere. Den bliver forresten nogle gange overhørt. Så hvad sker der med "det grå guld", som skulle være så eftertragtet?
Hvad med computere og internet? Det kan gamle mennesker ikke finde ud af. En fordom mere oven i alle de andre. Selvfølgelig kan de det.
Ligesom frisøren straks går i gang med at sætte en eller anden traditionel kone-frisure, hvis ikke man insisterer på, at det skal være korthåret og pjusket. Jeg mener, hvad bilder folk sig ind? De tænker ikke på, at de på et tidspunkt forhåbentlig kommer i samme aldersmæssige situation. Alternativet er jo skræmmende!

Den virkelige alder og den mentale alder ligger således for det meste langt fra hinanden, når det hedder 60+.
Jeg tog en test på nettet angående min mentale alder og kom frem til, at den er 28. Det passer mig udmærket, så jeg tror, jeg siger 28, næste gang jeg bliver spurgt om, hvor gammel jeg er.

Leben und Stillleben

På en dejlig gåtur rundt om spidsen på Næsset, spottede jeg forskellige scenarier, som jeg ville prøve at forevige. Mange forskellige former og tilstande, som kan hensætte en i en rolig stemning og bidrage til, at gåturen bliver anderledes end normalt. Denne gang havde jeg fokus på det levende og det ubevægelige(døde).
Undervejs så jeg bl.a. et gevir af en kæmpeelg(her er det nødvendigt med fantasien!), rundede sten (de havde fået slebet kanterne af!), hunden og vintergækkene, levende, midt i alt det ubevægelige med det stille vand og den dybe grund som baggrund. Mange skulpturelle motiver efter min mening i denne levende og døde natur. Og selv om tingene synes døde, efterlader de alligevel et skær af livfuldhed.

Legetøj

Husbonden har fået nyt legetøj: En Ipad 2. Spændende, synes han. Nu forestår der timer med at få programmer lagt ind og finde ud af alt, hvad sådan en lille maskine kan. Den er meget handy, lille og let. Den kan tages med overalt. Både en fordel og en ulempe, vil jeg sige. En tidrøver, men sådan er det jo med et godt stykke legetøj. Man skal glæde sig over at komme i gang med at lege med det og øve sig i at bruge det.

Jeg har været på loppemarked. Jeg kom, lige før det lukkede. Det foregik i hallen og bestod af mange stande og kræmmere. Pudsigt, at nogle mennesker er fantastiske til at spotte "genbrugsguldet", mens vi andre leder og kigger, vender og drejer, og ikke kan se noget særligt i lige det glas eller den vase! Udenfor snakkede jeg med en bekendt, som hører til den førstnævnte slags. Hun syntes som forventet, at der havde været mange rigtig gode ting! Men jeg spottede dog en enkelt ting, som det vist fremgår af billedet ovenfor. Et Lundby-dukkehus med nogle få møbler. Dukkehuset hedder et Smålandhus.
Jeg har selv nogle flere møbler, og efterhånden får vi bygget et helt miljø op. Forhåbentlig kan børnebørnene glæde sig over det og få megen god tid til at gå med at lege med det og hinanden.

Koncert i stalden.

I går var vi til koncert i en stald. Billetten incl. spisning havde jeg foræret min mand, eller rettere 2 billetter! Gaver, som man også selv har noget ud af, holder!
Vi skulle høre Julie Bertelsen med band. Det foregik som sagt i en stald, en meget nydelig en. Den hører til godset, som ligger få km fra, hvor vi bor. Vi har været til arrangementer der før, så vi kendte lokaliteterne. Nu var der bare det ved det, at en stald sædvanligvis er et langt rum, og således også her. Med orkestret i den ene ende og gæsterne tæt på eller langt fra.
Da jeg købte billetterne fik jeg at vide, at man ville blive placeret ved borde à 10, tilfældigt. Fint nok, så behøver vi ikke at komme når dørene åbnes, tænkte vi. Men da vi kom, var der kun de nederste pladser tilbage. Det var der ikke noget at gøre ved. Man kunne have bestilt bord, men det var der ingen der havde oplyst os om.
Vi hyggede os dog der, hvor vi sad og nød den gode mad.
Allerede ved aftenens begyndelse var der blevet budt velkommen, og der fandt vi ud af, at vi var kommet til personalefest. Et stort firma med filialer her og der havde inviteret alle deres ansatte til at være med til denne for os andre 50+ at se , forsinkede julefrokost.
I første omgang tænkte vi, at det var en god idé. Senere blev vi MEGET trætte af det koncept. Vi var kommet for at høre Julie synge sine smukke grønlandske og danske sange sammen med sit fremragende band, men underlægningsstøj fra de julefrokost- fejrende unge mennesker ødelagde totalt oplevelsen. Alle disse unge mennesker kunne simpelthen ikke holde mund. Så konceptet personalefest i forbindelse med en koncert synes jeg ikke holder. Vi overvejede at gå hjem i pausen, men det var godt, at vi ikke gjorde det.
I anden del af koncerten blev de, der ikke havde lyst til at høre på sangerinden, bedt om at gå i baren, og vi som havde følt os vældig generet i første del , kunne nu pludselig rykke frem til forreste række og nyde musikken og synet af de optrædende i fulde drag: En meget dygtig og naturlig sangerinde og et fremragende band, hvor guitaristen især gjorde indtryk. "De sidste skal blive de første".
Næste gang jeg køber billet, må jeg huske at spørge, om der følger en personalefest med oven i hatten, for så takker jeg nej.
Tilbage står dog indtrykket af en god og gedigen musikalsk oplevelse.

Weekend.

Min weekend slutter først i dag, mandag. Den begyndte, som weekends jo gør, i fredags, hvor vi var et lille smut i Odense. Vi besøgte bl.a. bazarfyn, som er en stor sydlandsk markedsplads. Jeg havde aldrig været der før, så jeg syntes, at det var spændende. Især deres grøntsags- og frugtmarked lever tilfulde op til dem, man har set syd på. Desuden kan man naturligvis købe andre ting, mad, tøj osv. ligesom der er en del restauranter der. Vi besøgte en græsk do., hvor vi fik græske kartofler, calamares, tzatziki, salat og kylling. Det smagte dejligt.

Lørdag skulle vi have gæster, så jeg måtte i gang med at kokkerere og gøre klar. Til forret fik vi figner med chèvre omviklet med parmaskinke. De skulle så lige have 7 min. i ovnen og blev serveret på salatbund med flutes og smør til.

Til hovedret fik vi lammekølle med tzatziki, græsk salat (jeg blev faktisk vældig inspireret om fredagen, lader det til), ovnkartofler og fyldte portobellosvampe.
Til dessert fik vi citronis med friske jordbær. Vand og diverse vine indgik naturligvis også i serveringen. Alle udtrykte stor tilfredshed med menuen! 4-5 frugter/grøntsager var købt i bazarfyn.

Søndag lå jeg ak og brak. Derfor slutter min weekend først i dag. Et flot punktum, da en veninde kom forbi med en masse erantis og vintergækker i store potter til udplantning. Dejligt. Vi har ikke selv så mange, så de var kærkomne. Lige nu står de og lyser på terrassen, inden jeg planter dem om.
Herefter tror jeg, at jeg vil satse på en 4-dages arbejdsuge!