Vi ville køre ud til fyret og drikke kaffe på den nyoprettede café, som er blevet en stor succes.
Som sagt så gjort. Der var mange mennesker derude, men der er plads nok.
Vi nåede at drikke kaffe, men ikke at komme op i fyret. Det kan vi jo så gøre en anden gang. Der er ikke så langt derud.
Vi fulgte stien fra parkeringspladsen og ud på spidsen.
Er vi på rette vej?
Det lader til det. Undervejs mod Fyret og den tilhørende café så vi bl.a. skønt duftende kaprifolier, fine lyserøde blomster (jeg ved desværre ikke, hvad de hedder) og høje, udgåede træer.
(Her skulle der så have været et par billeder, men når IT ikke er min spidskompetence, så vil billederne ikke det, jeg vil. Problemet er, at de vender forkert på bloggen. Jeg har redigeret, gemt, lagt i ny mappe og prøvet ny browser. Intet hjælper. Anyone?)
Vel ankommet til Fyret konstaterede vi, at stedet lukkede en time tidligere end annonceret. Vi nåede vores kaffe, men selve fyret må vi bestige en anden gang. Under tagskægget på bygningerne havde adskillige svaler bygget rede. Svalekoloni? Forældrene havde travlt med at finde føde til de små, der stak hovederne ud af rederne med åbent næb. Hyggeligt! Måske lige bortset fra, at pladsen neden under rederne bar kraftigt præg af deres tilstedeværelse.
Udsigten er fantastisk fra spidsen af Røsnæs, ligesom hele landskabet derude og på vej dertil er helt unikt.
Vejret var virkelig med os. Et stille hav, en næsten skyfri himmel og sol. Hvad kan man ønske sig mere?
Vi håber også på senere på året at få kulinarisk udbytte af området i form af havtorn. Vi inspicerede dem og konstaterede, at vi sikkert skal ind i september, før de får deres flotte, orangerøde farve og er plukkemodne.
Vel hjemme gik Husbonden i haven og stablede træ!
