Her er jeg med

Viser opslag med etiketten lækkerier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lækkerier. Vis alle opslag

tirsdag den 13. august 2013

Farvel og tak!

Der er sket meget de sidste 14 dage, så det er svært at vide, hvor man skal ende, og hvor begynde. Det vigtigste er det faktum, at Husbonden er blevet pensionist. Ikke, at han har mærket meget til det endnu, men det kommer nok. Han har sagt ja til nogle freelanceopgaver, som han arbejder med i øjeblikket. Han har også haft travlt med at oprette sit lille enmandsfirma udi kommunikation.
Desuden kræver det sin mand at registrere de langt over 100 gaver, han fik til sin kombinerede afskedsreception og fødselsdagsfest og skrive en personlig tak for hver enkel!
Firmaet var vært for receptionen på en af de bedste restauranter her i byen, beliggende direkte ved vandet. Vejret var godt præcist den dag, selv om det både før og efter var noget blandet.
Lækker mad, masser af mennesker, gode taler, fin stemning og et pragtfuldt vejr. Hvad kan man ønske sig mere!
Et udsnit af gavebordet
Efter receptionen tog ca. 30 med hjem, hvor jeg heldigvis havde fået min rengøringsfe til at komme og hjælpe til.

Min gave til Husbonden. Jeg håber, at vi får megen glæde af den.

Hortensia, Pigeonæbletræ og et skuffejern var også blandt gaverne
Flere bøger
Gaverne bestod af alt muligt lækkert og interessant: Oplevelser, vine, whiskyer, rom, portvine, bøger, kurve med diverse lækkerier, kroophold, en udsigtskikkert fra børnene, tilbehør til grillen, kunsthåndværk, en uge i naboens sydspanske byhus osvosv. Fantastisk!
Herhjemme stod traktementet først på kaffe med bl.a. kagemænd. Senere pølsebord med skinke, pølser (selvfølgelig) pateer, salat og oste med blandt andet hjemmebagt olivenbrød og hjemmerørt hvidløgsost. Dertil diverse drikkevarer, frugt og grønt.

Jeg havde bestilt 2 kagemænd
Selve 65 års fødselsdagen fandt sted først på ugen. Vi var alene, uden festivitas af nogen art. Vi vidste, hvad der ventede!
Vi var ude at spise på Edderfuglen, som jeg har omtalt ved en tidligere lejlighed. Vi delte en forret (heldigvis kan det også lade sig gøre i DK og ikke kun i Sydeuropa).
 Derefter fik vi lammekrone. Lækkert.

Lammekrone med grønt
Heldigvis blev vores søn og hans familie hele weekenden, da alle andre gæster var taget hjem. Ellers ville vi nok have følt det lidt tomt oven på en virkelig dejlig dag.
Hvis man var lidt flad dagen derpå, så skulle vores 2 børnebørn nok ruske lidt op i de gamle farforældre. Man kan ikke komme til at bilde sig noget ind i den lilles selskab (3 år): "Farmor, du er lige så gammel som Troldemor!"
Weekenden gik med leg, ture, afslapning, badning for den unge families vedkommende, rengøring af bil, gåture osv.

På tur med farfar
Bilvask
Ugen bød også på et besøg i et helt specielt sommerhus. Mere om det en anden gang.



mandag den 11. marts 2013

Mænd og nørklerier

Jeg har vist tidligere annonceret, at mændene skulle med til en nørkleaften. Ikke en traditionel én, men en aften med middag og underholdning.
Som sagt, så gjort. Når man betænker, at det kun var damerne, der kendte hinanden, så var det jo spændende, hvordan det ville gå. Husbonden og jeg kendte naturligvis alle.
Det hjalp selvfølgelig på det hele, at vi kun var 9. Den sidste i selskabet, én af mændene, var blevet kaldt på arbejde på grund af vejret. Han er lods, og i de sydlige farvande var det et forrygende vejr, så alt var nærmest lukket og al disponibelt mandskab indkaldt.
Vi måtte desværre undvære hans behagelige selskab.
Det var en sammenskudsaften. Alle havde fået lektier for. Damerne kom med maden, og herrerne med underholdningen.
Det var rigtig godt. Lækker mad og skøn underholdning. Stemningen var i top, og for mig at se nød alle aftenen.
Til forret fik vi fersk laks med ærtepuré, dildcreme og hjemmebagte flûtes til. Det smagte virkelig dejligt.
Derefter kom første underholdningsindslag. Husbonden fortalte om mange oplevelser med flyvning, både i forbindelse med sit job som journalist og privat (Han har haft flyvercertifikat). Ikke et øje var tørt!
Med hensyn til underholdningen var der frit slag på alle hylder, og for ikke at afskrække nogen havde jeg sagt, at underholdningen kun behøvede at vare i 2 min.

Hovedretten
Hovedretten bestod af kalveculotte med diverse salater og flødekartofler.

Kalveculotte, rødbede-rødkål-solbærsalat, tzatziki, bønnesalat, peberfrugtsalat og flødekartofler (med uret)
Det smagte også skønt. Kalveculotten var utrolig mør, salaterne spillede op til hinanden, både i smag og farve, og flødekartoflerne bandt det hele sammen. Uhmmm! I parantes bemærket har vi rigeligt, så vi også bliver mætte i aften.
Så fulgte underholdningen slag i slag. Der var facebook-kommentarer, hvor man fulgte en tråd, der gik på et firbenet medlem af én af familierne. Det var sjovt at høre alle mulige bemærkninger i den anledning.
Så var der en quiz, hvor vi dystede i 2 hold, nørkledamerne mod mændene. Jeg er ked af at sige det, men mændene vandt med et sølle point. Alle blev vi klogere. Tak for det.
Til sidst fik vi 2 og 2 udleveret et Europakort uden navne og blev bedt om at placere EU-landene, alle 27, korrekt. Øhhh.....På mit hold havde vi glemt 2 og sprunget over 2, hvilket vist var lige ved at diskvalificere os. Men det var nyttig viden og en fin idé.
Så fulgte osten med diverse nøddetilbehør, druer og kiks. Lækre sager!
I pejsestuen fulgte kaffe og tiramisu med Amaretto til. Det allersidste indslag fulgte på TV-skærmen, da den fraværende herre havde givet sin frue et USB-stick med med en lille film om hans arbejde. Alletiders. Så mens han kæmpede sig igennem den hårde sø, sad vi og nød kaffe og kage. Spændende at følge arbejdet.
Således endte en hyggelig aften med et kryds i kalenderen til evalueringsmøde i nørkleklubben! Min skøre idé virkede. Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil have noget imod en gentagelse.
Udover diverse påtvungne lektier var der også gaver til undertegnede. Dejlige sager!


Og så er påsken ved at være lige om hjørnet. Gækkebrevsproduktionen er i fuld gang!

Forsythia- og æblegrene sammen med tulipanerne.