Her er jeg med

Viser opslag med etiketten stenbiderrogn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stenbiderrogn. Vis alle opslag

fredag den 13. februar 2015

Græsenke og nye bøger

Jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af? Utroligt, hvor hurtigt den løber.
Siden sidst er der sket en hel del: De to børnebørn fra den nordlige provinsby har været på miniferie, de to andre børnebørn har været på besøg sammen med deres far, strikkeklub, rejse for Husbondens vedkommende, besøg hos en veninde og hendes mand, opstart af spansk osv.

Børnebørnene spiller "Violine" (Oline!)
Sønnen og hans yngste gør bilen ren
Første ord i overskriften refererer til en tur, som Husbonden lige er kommet hjem fra. Arbejdet kan føre en vidt omkring, viser det sig. Denne gang drejede det sig om et krydstogt i Det fjerne Østen med dette skib.
Han skulle flyve til Singapore, gå om bord (plads til ca. 3000 passagerer +besætning) og besøge Malaysia og Thailand med bountystrande og seværdigheder. Han kom hjem i går med masser af billeder og notater. Forude venter en weekend med artikelskrivning.
Fantastisk, hvad sådan et kæmpeskib kan rumme. Det er som en større by med gadeskilte, forretninger, restauranter, fitnesscenter, biograf, teater, cafeer, konferencecenter, kunstudstillinger mv.
Jeg var så som sagt græsenke i de 9 dage, turen varede. Tiden fløj af sted, både for ham og mig.
Jeg havde troet, at jeg kunne nå en masse, men nåede ikke tilnærmelsesvis, hvad jeg havde forestillet mig.
På et tidspunkt fik jeg ca. et kg urenset stenbiderrogn ind ad døren via naboen, og så var det bare at gå i gang med rensningen. Da sønnen så kom på besøg og smagte rognen, ville han også have et kg. Af sted med ham til vores lille lokale havn, hvor der landes kvabsøer hver morgen. 150 kr. pr. kg. rogn. Så måtte han i gang med rensningen. Stenbiderrogn = forårstegn, så det vil noget!

Nyrenset stenbiderrogn
Indtil videre har vi spist den ret traditionelt, med rødløg, citron, creme fraiche, salt, lækkert brød og måske avocado. Det smager så godt i sig selv, så jeg synes ikke, at jeg har behov for at blande rognen op med andre ingredienser, højst krydderurter. Med et godt glas hvidvin til er det et fantastisk måltid (evt. forret). Første portion er sat til livs, så jeg er sikker på, at vi skal af sted i morgen efter en ny.

I løbet af ugen faldt jeg over to bøger, som jeg har læst om hos andre bloggere, og som jeg tænkte, jeg gerne ville læse. Pludselig lå de hos Føtex til en meget overkommelig pris, så de endte hos mig. Jeg er først lige begyndt på den ene, så en anmeldelse kan ikke komme på tale endnu.

Nyindkøbte bøger
Heldigvis havde jeg jo Kenzo hjemme, så helt alene var jeg ikke. På et tidspunkt fik jeg også besøg af et andet dyr. Fascinerende.

Uden for køkkenvinduet
Og så er vinterferien ved at være forbi!



fredag den 21. februar 2014

Tegn på forår

Heldigvis nærmer foråret sig mere og mere. Visse dage kan man faktisk bilde sig selv ind, at det allerede er forår.

Forleden var Husbonden ude på den lille, lokale havn for at hente stenbiderrogn, som jeg havde bestilt dagen i forvejen. I år har de temmelig meget.

En af kasserne med kvabsøer
Fyldte med rogn
Rognen er ikke renset. Det er ikke svært at rense den, det tager bare sin tid.

Urenset stenbiderrogn. Ca. halvdelen af det, vi købte
Efter rensningen puttede jeg rognen i poser af 100 gram. Derefter kom poserne i fryseren. Det er skønt at have på lager. Jeg plejer at servere den med blinis, creme fraiche, rødløg, citron og dild. Uhmm!
Andre tegn på forår kunne være de små spirer, knopper og udsprungne blomster, som man har ude som inde. Det er begrænset, hvad vi har af forårsblomster udenfor, men med megen blæst og dårlige læmuligheder samt sandjord kan vi vist ikke forvente mere!

Øverst til højre er der store knopper på japansk kvæde, nedenunder drejer det sig om krokusspirer, og resten giver vist sig selv
Jeg glæder mig til, at jeg ikke behøver at nøjes med armchair gardening!

Nyt indslag i indretningen. Andre ville sikkert brænde dem op, smide dem i skraldespanden eller lave dem om til måtter fx, men nu står de lige her et stykke tid. Husbonden (egernet!) mener åbenbart: Saml, hvad samles kan!

Månedens forbrug??

mandag den 26. marts 2012

Smag på foråret

I lørdags kom Husbonden hjem med 2 kg urenset stenbiderrogn. Ude på "vores" halvø har vi en lille havn, hvor vi om lørdagen kan være heldige at købe fisk og om foråret stenbiderrogn.
Udover rognen havde han også 4 sprællevende skrubber med.
Hvem brugte så lige et par timer i køkkenet? Det var dog tiden værd. Nu har vi mange små poser med stenbiderrogn i fryseren. Fantastisk. Ligeså ligger der også 2 skrubber. De er ikke flåede, men i folie sammen med en klat smør, masser af citronsaft, salt og peber og diverse krydderurter og så et kvarters tid i ovnen, så er man kommet ud over det problem. Og smagen fejler ikke noget.
Lørdag aften havde vi gode venner på besøg, og forretten skulle selvfølgelig indeholde stenbiderrogn. Det blev til en meget enkel og velsmagende ret.
Man tager græsk yoghurt og Philadelphia smøreost (naturel) og rører det sammen, putter det i bunden af et glas (glas til portvin har en passende størrelse), lægger en ordentlig skefuld stenbiderrogn ovenpå, derefter masser af citronsaft og på toppen hakket rødløg og hakket purløg. Dertil serverede jeg ristet pumpernickel. Nammenam!
Søndag kom Husbonden hjem med en ny forårshøst. Denne gang var det spæde ramsløgsblade, som han fandt i en nærliggende skov. Skøn duft! Vi fik en salat til aften, hvor bladene var en vigtig ingrediens, og desuden bagte vi nogle skønne brød med parmesan, skinke og fintsnittet ramsløg.
I dag tror jeg, at jeg vil lave ramsløgspesto, ramsløgssalt eller andre fantastiske ting med denne skønne krydderurt.
Foråret er over os, og alle vore sanser oplever det.

onsdag den 7. marts 2012

Godt begyndt....

I denne uge har Husbond ferie. Vi har droppet udlandsturen nu og venter til maj. Det gør os ingenting. Ugen er begyndt vældig godt. Fortsætter den sådan, skal vi ikke klage.
Søndag aften var vi i biografen for at se The iron Lady. Hold da op, et formidabelt spil Meryl Streep leverer. At være hovedpersonen og skulle portrættere en så kendt person som Margaret Thatcher må virkelig kræve meget. Mange gange går hun meget tæt på Thatcher, men det virker fuldt ud troværdigt efter min mening. Ikke så sært at Meryl Streep fik en Oscar netop for den præstation.
Mandag var vi inviteret til kandidatgilde. Vores niece skulle forsvare sin hovedopgave om rekruttering af erhvervslivets topledere. Hun fik et flot 10-tal. Det er virkelig godt gået. Det skulle naturligvis fejres, så vi mødtes på LêLê på Vesterbrogade. Restauranten er en videreudvikling af det vietnamesiske gadekøkken. Nu foregår det i store lokaler indrettet i autentisk fransk caféstil. Indehaverne er søskende. Et familieforetagende simpelthen. Anh Lê er i front. For tiden kan vi følge hende om søndagen på DR2 i programmet "Spis Vietnam". Det er spændende sager, der trylles frem, og det giver én lyst til at besøge Vietnam.
Maden er naturligvis asiatisk, godt og specielt krydret. Mandag aften fik vi bl.a. en prøve på flere forskellige småretter, såsom friske forårsruller med forskellige dips, tigerrejer, wonton, krabber, grøntsager, La Lot ruller med oksekød og vilde betelblade.
Til hovedret fik en af gæsterne kammuslinger, en anden fik glaseret svinekød i cocotte med ris til, atter andre fik strimlet oksekød med masser af grøntsager, krydret sauce og brød, og en fik en vegetarret med karry, ris og grønt.
Cola, vand og Riesling passede fortræffeligt til.
Desværre havde jeg glemt mit kamera, så jeg fik ikke taget billeder af alle herlighederne. Men jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage.

Omtalte niece havde i julegave givet os et gavekort til Brdr. Prices restaurant i Rosenborggade. Det fik ben at gå på tirsdag aften. Vi var vist kommet ind i en lille stime! Denne gang huskede jeg kameraet.


Vi havde naturligvis bestilt bord. Det måtte nødvendigvis blive tirsdag, hvis vi ikke ville vente med at spise til kl. 21.30. Da vi har ca. halvanden times kørsel hver vej, syntes vi, at det ville blive for sent. På denne måde var vi hjemme ved 23-tiden.
Lokalerne egner sig fortræffeligt til restaurant. Spisekøkken i den ene ende, spisestue i den anden, og køkkenet og disken midt i.
På væggene hang der mange gode malerier og mange tegninger. Det var desværre ikke muligt at stille sig, sådan at man kunne betragte billederne som på en kunstudstilling, idet man så ville ånde de øvrige gæster i nakken.
Der var en hyggelig, varm og intens stemning og rigtig god betjening på stedet.

Husbond fik kammuslinger med grønt på en meget varm tallerken med groft salt, og jeg fik stenbiderrogn, rørt med græsk yoghurt og meget finthakket løg, og salat til. Til det hele fik vi et fantastisk godt brød (et lille formbrød med meget sprød skorpe) og smør med Fleur de sel i en lille speciallavet bøtte med indehavernes navn på.




Til maden drak vi postevand og øl/vin. Der stod ikke postevand på kortet, men der var ingen problemer med at få det. Husbond fik en Jacobsen fad, og jeg fik et glas Grüner Veltliner. Rent guf!

Vi fik forskellige hovedretter. Min mand valgte en ret med rørt tartar, og jeg valgte lammenavarin, henholdsvis med pommes frites og med kartoffelmos. Ligesom forretterne var hovedretterne også meget velsmagende.




Til dessert valgte vi en kop stempelkaffe og et stykke citron-marengstærte til deling. Vi ville gerne slutte af med noget sødt, men et helt stykke hver kunne vi ikke have. Vi var meget mætte. Portionerne var i det hele taget af en størrelse, så man sagtens kunne blive mæt. Jeg kunne fx ikke spise min hovedret op.
Vi kan kun anbefale restauranten, og endnu engang tak til niecen(og hendes far)for middag såvel mandag som tirsdag aften!