Udstillingen, som man kan se i øjeblikket, hedder selvportrætter.
Kunstneren på plakaten hedder Egon Schiele og kom fra Wien. Selve udstillingen præsenterer ca. 60 kunstnere og 150 værker. Udstillingen giver mulighed for at komme tæt på mange store, kendte kunstnere, såsom Picasso, Matisse, Munch, Dali og Warhol. Også mange nulevende kunstnere bliver præsenteret, fx David Hockney.
Udstillingen indeholder ikke kun malerier, men også fotografier, skulpturer, installationer, video osv.
Jeg synes, at det var en meget fascinerende udstilling.
"Øjnene er sjælens spejl" plejer man at sige, og det passer særligt godt her. Nogle kunstnere møder én med et åbent blik, andre med et skeptisk eller måske lukket. En hel række af stærke, smukke, smerte- eller gådefulde blikke ser man også. Selvportrætterne er i alle mulige former og udtryk.
Man må jo ikke fotografere, så det er småt med billeder her.
Billedet her er fra et specielt rum, men yder ikke lysinstallationen retfærdighed. Som en del af den permanente udstilling kan man se denne utrolige installation: Sjælenes funklende lys. Ved hjælp af spejle overalt i rummet og vand på gulvet kan man stå og fascineres af de skiftende farver (komplementære), som de mange kugler udstråler. Det er en japansk kunstner Yayoi Kusama, som har lavet værket. Hun er over 80!
Der er altid en lang kø foran døren. Man må kun være 2 derinde ad gangen.
Det som dog gjorde det allerstørste indtryk på os, var dette værk:
Værket fylder et helt rum og er så voldsomt, at jeg kun lige så det. Derefter løb jeg op ad trapperne for at få hold på mig selv. Jeg kunne mærke, at hvis jeg blev dernede, ville jeg give mig til at græde.
Det forestiller 5 gamle amerikanerbiler med fuldt blus på, som er anbragt i en kreds omkring de medvirkende: 5 hvide mænd og en sort mand. I et par af bilerne sidder der tilskuere.
De hvide mænd har stort set banket livet ud af den sorte mand, som ligger forvredent på jorden. Der er sand på gulvet i hele rummet, og har man lyst, kan man liste tæt på og studere det nærmere. Den sorte mands brystkasse er åben og er som en almindelig kasse. I denne kasse er der vand, og i vandet flyder der bogstaver rundt, som tilsammen danner ordet "nigger". Et eksempel på rædsel og rå, racistisk vold.
Jeg nåede som sagt ikke at nærstudere det, men det har gjort et uudsletteligt indtryk.
Vi tilskuere, som står omkring værket og betragter det, er vi også "kun" tilskuere, når noget frygteligt sker i vores samfund? Det var i hvert fald noget, vi kom til at tænke over.
Værket blev lavet i Los Angeles for 40 år siden, men blev gemt væk og har ligget i en japansk kælder i 40 år.
På Louisiana kan det findes til på søndag.
Efter denne voldsomme oplevelse måtte vi lige en tur ud i det fri på dette skønne sted.
En anden udstilling, som kan ses samtidig, er New Nordic, arkitektur og identitet. En indholdsrig udstilling, som vi slet ikke havde overskud til at besøge. Vi var mættede af indtryk.
Foran hovedindgangen til museet står et stort tårn som eksponent for udstillingen. Det er lavet af naturindvævet beton. Med et billede af tårnet forlader vi Louisiana for denne gang.
