Her er jeg med

Viser opslag med etiketten hummersuppe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hummersuppe. Vis alle opslag

lørdag den 4. januar 2014

Bedre sent end aldrig

Jeg begynder, som jeg slap:
Godt nytår! Jeg håber, at alle er kommet godt i gang med det nye år, med eller uden nytårsforsætter.
Jeg ønsker blot, at året bliver fuld af solskin og godt humør, og at vi undgår de værste samfundsmæssige og helbredsmæssige kriser.

Vores nytårsaften blev anderledes end den plejer. Normalt kører vi til Jylland og fejrer nytår med vennerne. Vi har fejret det nye års komme sammen med dem de sidste 25 år. Denne gang valgte vi at holde en pause. Oven på en fyldt kalender i juleferien og invitation til 4 runde fødselsdage kneb det med overskuddet til at køre langt væk. De 3 runde fødselsdage lå i Jylland. Vi valgte at tage til én af dem og én her i byen.
Vi holdt altså nytårsaften herhjemme, ene to, lige til kl. 23.00, for da havde vi inviteret naboerne. Middagen havde vi bestilt ude. Den blev hentet om formiddagen og skulle så varmes, anrettes osv. men det var til at overkomme. Det var vores fremragende slagter, som havde lavet nytårsmiddagen.


Først fik vi canapeer, med vildtpostej og cornichoner, og med kaviarcreme. Dem satte vi til livs til Dronningens nytårstale sammen med et glas fremragende hvidvin (Big House). Jeg fik desværre ikke taget billede af de små lækre mundfulde.
Derefter fik vi som forret hellefisk med torskesalat i sennepsdressing, sprød bacon, rødbedechips og en rosmarinbolle. Det smagte skønt.
Som hovedret fik vi oksebryst, oksemørbrad, bagt kartoffelmos med krydderurter, bønner og rødløg samt rødvinssovs. Dertil fik vi en fantastisk rødvin (Chateau Matras, Saint-Émilion Grand Cru Classé).
De østers, der ses i collagen, hhv. lukkede og åbnede, fik vi Nytårsdag. Heldigvis fulgte der en østerskniv med. Herlig spise. Jeg er sikker på, at vi ikke venter til næste nytår med at smage dem igen. Franske østers, forhandlet gennem Løgismose. Da vi besøgte firmaet på Sydfyn var der østers ad libitum. Uhm. De bedste østers, ever, fik vi i Dublin, og de mest specielle i Shanghai. De var farserede. Uanset hvad, så er det en dejlig spise. Synes vi!
Naboerne kom, og vi fik hummersuppe, beriget med hvidvin og fløde, og med flutes til. Naboerne havde medbragt champagne og kransekage, og således endte nytårsaften 2013 i god ro og orden med masser af raketter uden for vinduerne og enkelte nødblus ude på fjorden.
Begge hunde var også her, og ingen af dem er vild med skyts. De havde begge fået noget beroligende, så vi undgik de værste angstanfald.
Nej, må jeg bede om noget velkendt, synes Kenzo at tænke.


Dagen derpå, da der var stilstand i skyderierne.