Ovenstående billede viser udsigten fra vores balkon, når vi kiggede til venstre. Når vi kiggede til højre og ligefrem, kunne vi se poolen og andre af hotellets bygninger. Hvide huse, stort hotel og skinnende rent. Et dejligt sted. Det fremgår ikke helt af billedet, men det gik lodret ned til vandet. Man skulle være en virkelig god svømmer og decideret vandhund for at bade der, og det er ingen af os. Men vi kunne under alle omstændigheder nyde denne smukke udsigt morgen, middag og aften.
Så kunne man blot gå igennem hotellets område, over på den anden side af vejen og ned af nogle trapper, så var man ved den fineste lille sandstrand i Emeralda-bugten.
På vores biltur så vi naturligvis meget forskelligt, specielt dag 2.
Vi var bl.a. i Valldemossa, hvor vi fik en kop kaffe og gik en tur op til kirken og klosteret med have. Byen ligger i Tramuntanabjergene og er Mallorcas højest beliggende by. Den er bl.a. kendt for , at komponisten Chopin og hans kvindelige ledsager, forfatterinden George Sand, boede der i et år. George Sand brød sig ikke om mallorcinerne, så det var grunden til, at de flyttede. Men hun holdt meget af byen og naturen. Jeg må hellere få læst hendes bog "En vinter på Mallorca".
Desuden kommer øens eneste helgeninde derfra: Catalina Tomás. Hun var en fattig bondepige, som blev nonne i Palma og kendt for sin ydmyghed og fromhed. Mange steder i Valldemossa ser man tegn på, at hun ingenlunde er glemt. Hun blev helgenkåret i 1935. Hvert år fejres hun ved en Catalina-festival.
Fra Valldemossa kørte vi videre ind og op i bjergene til en yndig bjergby, Fornalutx. Som jeg vist har skrevet tidligere, har den ry for at være Mallorcas smukkeste bjergby og et yndet mål for vandrere og andre turister. I bjergene findes der et utal af vandrestier og mange muligheder for overnatning. I denne lille by tog jeg billedet her af en rød bougainvilla. Jeg synes ellers, de plejer at være lilla. De lilla var der også mange af, men denne er speciel på grund af sin farve, synes jeg.
Vi kørte videre ind i bjergene, ca. 50 km, og nåede frem til klosteret i Lluc, Mallorcas helligste sted. Det besøges hvert år af ca. 50.000 pilgrimme, som kommer for at tilbede Den sorte Madonna. Der var ikke mange på stedet, da vi var der, og jeg er overbevist om, at maj måned er et godt tidspunkt at besøge øen i. Ikke for varmt og endnu ikke fuldstændig overrendt af turister.
Myten siger, at for over 700 år siden fandt en lille hyrdedreng en sort figur i en klippegrotte. Han tog den med hjem til sin kirke, og den blev anbragt der. Kort tid efter var den forsvundet, og det viste sig, at den lå på nøjagtig samme sted som før, nemlig i klippegrotten. Drengen tog den igen med tilbage, og endnu engang forsvandt den. Præsten var nu overbevist om, at det var meningen, at der skulle bygges et kapel, hvor figuren blev fundet. Det blev gjort, og i dag er det vokset til et kæmpestort kloster med skole og hjem for et drengekor, overnatningsmuligheder for vandrere og andre turister, restauranter og museum. Santuari de Lluc ligger i ensom majestæt langt inde i bjergene i et landskab, der hører til de mest øde på øen. Det var en stor oplevelse at være der.
Dagen efter tog vi kun på en lille tur. Den gik til Manacor, som er kendt for de berømte Majorica-perler. Det er verdens tredjefineste perle, efter natur- og kulturperlerne. Vi besøgte "hovedkvarteret " med værkstederne, som viser tilblivelsen af perlerne, og salgsafdelingen. Sidste år fik jeg et halssmykke, og i år valgte jeg et armbånd. Det er ikke det på billedet.
Jeg håber ikke, at jeg har trættet jer? Til sidst vil jeg dog lige vise et billede af, hvordan et nedløbsrør også kan se ud. Sådan så de ud på hotellet og også på andre huse i byen. Måske er det lovbestemt i området? Smukt, sammenlignet med de rør vi kender.
