Her er jeg med

Viser opslag med etiketten weekendophold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten weekendophold. Vis alle opslag

lørdag den 17. marts 2012

Når enden er god, .....

Slutningen på sidste uges ferie var ligeså god som dens begyndelse.
I 2010 vandt jeg et gavekort på et weekendophold på én af Lærerforeningens kursusejendomme. Der er 6 at vælge imellem. Sygdom m.m. havde gjort, at gavekortet først blev brugt nu.
Vi tog afsted om lørdagen, og målet var den gamle herregård Gl. Avernæs på Sydfyn. Undervejs blev der tid til svinkeærinder, såsom besøg i Assens og bryggeriet i Refsvindinge.
Velankommet til målet blev vi installeret i hovedbygningen i et stort, lyst værelse med den skønneste udsigt, gamle møbler og kobberstik.




Jeg har faktisk været på kursus der flere gange, da jeg var lærer, men aldrig boet i hovedbygningen. Alligevel har jeg altid syntes, at det er et dejligt sted. Og derfor vendte vi (jeg) tilbage. Husbonden havde ikke været der før.
Vi gik ture, snakkede, sad i biblioteket og læste, strikkede (dog ikke Husbonden!) og slappede i den grad af. Undervejs blev der stillet kaffe og kage frem. Der manglede ikke noget.
Der var en del mennesker, da vi kom. Par, der som os, var på weekendophold og kursister. Sidstnævnte tog hjem sidst på eftermiddagen.
De fleste kurser varer typisk fra fredag til lørdag, husker jeg, så der også lige bliver lidt tid til afslapning sammen med familien.
Middagen bestod af 3 retter og smagte fortræffeligt.
Til forret fik vi stenbiderrogn, laksetatar, havtorne- og rødbedeglacé, pyntet med små, friske rødbedeblade, og med kuvertbrød til.


Til hovedret fik vi langtidsstegt kalvefilet ( ved 55 grader i 6 timer). På den måde kunne den bevare sin røde farve. Dertil fik vi pastinakpuré, og kartoffelmos, portionsanrettet og grillet med juliennestrimlet kartoffel ovenpå. Ydermere hørte der revet gulerod, kinaradise, rødbedetern og en let sauce til. Både forret og hovedret smagte fortræffeligt.


Til retterne blev der serveret hvidvin og rødvin. Hvidvinen var økologisk. Efter min mening var den lidt tynd, til gengæld var rødvinen rigtig god. Jeg fik ikke noteret, hvad den hedder, men den kommer fra Languedoc.
Desserten var en velsmagende isanretning.

Udsigten er ud over Helnæsbugten og over mod Brunshuse.


Vi tog veludhvilede hjem, klar til en ny uge. Tak til fagbladet Folkeskolen, som gjorde det muligt at vinde et gavekort af denne kaliber.



tirsdag den 18. maj 2010

Siden sidst.

Der er faktisk gået 14 dage siden jeg sidst skrev et indlæg på bloggen. Aaaalt for lang tid, jeg ved det godt. Men nu vil jeg prøve at forbedre mig.
Siden sidst er der foregået rimelig mange ting, men en langvarig penicillinkur har drænet det overskud, som jeg faktisk følte jeg havde, da vi vendte hjem fra Frankrig.

I weekenden havde vi besøg af 3 små børnebørn og deres forældre.Skønt at være samlet.

Arbejdsweekend var det! Nu står der et legehus på grunden. Det er næsten færdigt. Faktisk mangler det kun at blive malet og få sat dør og pyntelister på. Det er så fint, og jeg er sikker på, at vores 3 små prinsesser vil få stort udbytte af det. Forrest er der en lille terrasse, og med tiden er jeg sikker på, at der kommer postkasse, ringeklokke, altankasser osv. til, for ikke at tale om møbler. Sandkassen vil få en ny placering, så sammen med gyngen får vi skabt et helt lille legeområde.
Nu venter vi bare på ordentligt udendørsvejr, læs: tørvejr, så vi kan komme i gang med at male.
Vores ældste barnebarn blev et døgn længere end de andre. Hun er 3 år og er selvhjulpen på mange måder. Det er rigtig hyggeligt at have hende på ferie. Tiden gik med modellervoks, lege i sandkassen, være ude på en lang gåtur med farfar, hvor de gav hestene og de små føl gulerødder, samle sten på stranden,hoppe i vandpytter, sove middagslur, læse historier, være med farfar på arbejde en times tid, printe Pixelinetegninger ud og male dem osv. You name it!

Midt i det hele kom posten forbi med en stor overraskelse. Jeg gætter af og til kryds og tværs´er for afslapningens skyld og sender en sjælden gang løsningen ind, men jeg vinder som regel aldrig noget. Denne dag havde posten et gevinstbrev med! Det viste sig, at jeg havde vundet et weekendophold for 2 på én ud af 6 forskellige konferencehoteller! Hvor heldig kan man være? Nu må jeg lige tænke over, hvem jeg skal tage med.........
Jeg tror, det bliver farfar/morfar! Surprise!