Der var engang......2..

Ud over godset ejede hertuginden også en rhinborg: Burg Rheinstein. Sekretæren og jeg fik på et tidspunkt at vide, at hvis vi fandt en køber til borgen, så fik vi hver en bil ! Desværre kendte vi ikke nogen, der var så formuende.
I 1975 blev borgen solgt til en englænder.
I det tidligere DDR havde parret også besiddelser, bl.a. omkring Schwerin og Ludwigslust. I DDR-tiden overtog staten godserne og jordene. I bygningerne blev der indrettet museer. Hertugen var overhoved for slægten, som ejede flere godser og slotte.
Efter 2 . verdenskrig blev han taget til fange af russerne og sad i det berygtede Lubjanka-fængsel i Moskva. Han var blevet idømt 25 års fængsel for at tilhøre "en kaste, som altid havde planlagt og gennemført krige"? Heldigvis kom han hjem i 1953 ved Konrad Adenauers hjælp.
Hertuginden, som var tip-tip-oldebarn af Dronning Victoria, fortalte engang imellem hertugen, at godset var hendes!
I 1990, da vores børn var hhv. 14 og 12 år, mente Husbonden og jeg, at vi hellere måtte skynde os at komme til DDR og vise børnene et land, som snart ikke eksisterede længere. Den 3. okt. 1990 blev de to Tysklande til ét land. Vi kørte om sommeren. På vej til DDR slog vi lige et smut forbi godset. Det var hyggeligt, og vi fortalte, hvor vi agtede os hen. Så sagde hertuginden: " Hvis De hører om, at vi gerne vil have vores besiddelser tilbage, så passer det ikke. Det vil vi ikke".
Hvordan det ser ud med det i dag, ved jeg ikke, men jeg tror, at den ældste datter nu er chef for slægten, og hvordan hun ser på det, ved jeg ikke.

En af de små hertuginder forærede mig denne tegning. Den er vældig hyggelig, og jeg havde den hængende på min væg på værelset.
Min tid hos hertugfamilien gik godt, synes jeg. Jeg blev meget bedre til sproget, end jeg havde været. Det var naturligvis en fordel, når man var tysklærer bl.a.
Om formiddagen lavede jeg ikke noget, ingen pligter. Jeg gik som regel ned af mig selv for at høre, om der var noget jeg kunne hjælpe med. Det var der sjældent. Der var naturligvis flere tjenende ånder tilknyttet.
Når børnene kom fra skole ved 14.00-tiden, fik de noget at spise. Så havde de i princippet fri, men der skulle jo laves lektier, spilles klaver og rides. Jeg kunne/kan ikke ride, men jeg kunne naturligvis altid følge med ind i skoven. Lektier og klaverspil kunne jeg godt hjælpe dem med.
Ofte var de også på legeværelset, eller de sad og tegnede. Jeg følte, at det var noget af en balancegang, da de havde været overvåget i skolen også. Lidt frihed skulle de vel have?
Sådan gik dagene, stille og roligt.
Der var naturligvis forskellige højdepunkter i løbet af året. Jeg var fx med til jagten på godset som klapper, deltog i Lanternefest ("Laterne, Laterne, Sonne, Mond und Sterne....") på dette tidspunkt af året, (sidste år var Husbonden og jeg faktisk til Lanternefest hos førstebarnebarnet, da hun gik i en Steinerbørnehave), var til koncert i Kiel, var tilskuer til Kieler Woche (Regatta) og med på tur til "Grüne Woche" i Berlin sammen med godssekretæren og en del landboungdom fra egnen. Fordi jeg var med, måtte vi køre en stor omvej, over grænseovergangen ved Helmstedt i stedet for at benytte grænseovergangen i Nordtyskland. DDR!
Jeg var på forskellige ture med hertuginden rundt i området. Vi så skolen i Rendsburg, hvor børnene gik, vi var på café osv.
Hun var på mange måder meget principfast, men kunne også være ret excentrisk. Børnene måtte fx ikke  se aviser og ugeblade. Den yngste var 7, og de 2 andre var 11 og 12 år gamle. De skulle ikke læse sladderhistorier i ugebladene om familien.
Det er svært at få beskrevet et helt år på forholdsvis kort plads, men Århundredets Fest får lige sit eget afsnit.
Alt, hvad der kunne krybe og gå af honoratiores i nærheden samt ejerne af de omkringliggende godser og dele af familien blev inviteret. Sekretæren og jeg var også inviteret. Vi skulle holde fri. Vi havde været ude at investere i nyt outfit. Jeg husker, at jeg købte en harlekinternet, kort kjole i lurex og guldsko til. Skulle der være fest!??
Buffeten kom fra Danmark (Sønderhav) tæt på grænsen.
Jeg var ikke vant til at blive kysset på hånden. Jeg syntes, det var spændende at være sammen med så mange adelige, og heldigvis var der også nogle yngre imellem, så sekretæren og jeg ikke kedede os alt for meget. Det var en anden verden.
Et par gange fik jeg besøg hjemmefra. Jeg kan huske engang mine forældre var på besøg. Min far, som den akademiker han var, skulle have styr på ordene, grammatikken osv., inden han åbnede munden, og så var det naturligvis korrekt. Min mor derimod, hun snakkede udenlandsk, blev vi enige om. Hun blandede engelsk og tysk og dansk, men det var hende, der fik snakket mest og fik svar på sine spørgsmål.
Inden jeg forlod stedet fik jeg nogle gaver. Jeg fik bl.a. et par guldøreclips, som jeg passer godt på.

Skulle jeg komme i tanker om mere, så kommer der et PS. Det må være nok for nu.

F.O.B.

Titelen på dette indlæg betyder Farmors Oversættelses-Bureau. Måske er der nogen, der kan finde et mere fængende navn til bureauet? Ovenstående sælger vist ingen billetter.
I øjeblikket er jeg ved at oversætte 50 s. fra tysk til dansk om Glücksburg Slot. Det er spændende og udfordrende. Det er dejligt at få brugt de små grå!
Senere skal oversættelsen indtales og bruges ved turistbesøg på slottet af danskere, som ønsker at høre historien på dansk. Min andel er dog kun oversættelsen. Som tysklærer gennem 40 år mente vores søn, at jeg var kompetent til at løfte opgaven.
Han har et lille firma, hvor han tilbyder at lave de såkaldte podwalks for forskellige firmaer, i dette tilfælde et firma i Berlin.
Jeg har desværre aldrig været på Glücksburg Slot, men jeg skal helt sikkert derned og lytte til dets spændende historie, når vores projekt er færdigt.
En anden ting, som jeg synes er sjov ved denne opgave, er, at det drejer sig om Glücksburg Slot, hvorfra jeg i slutningen af 60´erne mødte prinsen og prinsessen til en fest samt boede i samme hus som  den yngste af deres døtre, den 12-årige prinsesse Sibylla, hvor jeg var guvernante gennem et år.

Øgleweekend.

I weekenden hyggede vi os med lille Øgle. Hun blev hentet om torsdagen af morfar og fragtet langt væk fra hjemmet på weekend. Efter få minutters tavshed var hun klar på den nye situation. Hun skulle på ferie hos morfar, mormor og "Kongo" (vores hund Kenzo!)
Jeg tror, at hun nød at være her, og vi nød at have hende. Hun er en fantastisk dejlig Øgle, let til smil og nem at passe.
Vi legede med : biler, tog, skinner, dukkehus, modellervoks, tegnede osv. Vi sang en masse sange, ca. 2 linier af hver, for så skulle vi liiiige blade igen.
Men hun ville ikke ud. Jeg troede fejlagtigt, at sneen ville trække i hende, men hun har alligevel åbenbart følt sig mest tryg indendøre.
Ligesom sutten også var trofast følgesvend. Der var ihvertfald noget, der var konstant.
Vi så også Postmand Per på DVD. Et hit. Ikke, at den kunne holde hende fanget ret lang tid ad gangen, men hyggeligt alligevel.
Hun ville også gerne se billeder på computeren af familien. Og hendes små kusiner blev nævnt ved navn hver gang, ligesom mor og far.
Hun var i godt humør, stort set hele tiden. Fantastisk, når man tænker på, at omgivelserne ikke var de vante. Men ingen tvivl om, at hun blev meget glad, da hun så sin mor og far, som efter et par velfortjente feriedage i Berlin kom for at hente deres lille Øgle.