Her er jeg med

Viser opslag med etiketten brombær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brombær. Vis alle opslag

tirsdag den 3. september 2013

Endnu en skøn weekend

Den lille reptilfamilie i Den nordlige provinsby er i den grad ramt af vandskade (skjult rørskade), så de bor uden badeværelse, Øglens værelse, entré + det løse. Så længe istandsættelsen står på, har de en toilet- og badvogn til rådighed.
De trængte til en lille pause fra al hurlumhejet, og her er de mere end velkomne.
Der blev leget ude og inde og hygget som sædvanlig, og Varanen snupper sig nogle gevaldige middagslure på 2 - 3 timer! Den friske luft her trætter.
Heldigvis var vejret godt i lørdags, så sandkassen kunne komme i brug. Ved samme lejlighed fik den tilført nyt sand.


Senere var vi på brombærjagt, men det var stort set håbløst. Brombærrene her er meget små og tørre efter denne herlige sommer, så udbyttet blev ikke særlig stort.


Ind imellem foregik aktiviteterne inden døre, som fx da Øglemor gerne ville se, om vi stadig havde noget af hendes Fabuland-lego. En del kasser blev hentet ned fra loftet og gennemgået. Jeg tror, at der stadig resterer et par kasser. Det må vente til næste gang.


Hun drog af sted med en stopfuld plasticbærepose fuld af Fabulandting, bl.a. 67 dyr! Og byggevejledninger, som også indeholder små historier.
En tom kasse er altså også sjov!


Ved samme lejlighed blev der fundet mindst 150 legomænd. Dem samler Husbonden på. Han er fascineret af al den opfindsomhed og kunnen, der skal til for at fremstille dem. Så nu har vi langt over 200 gætter jeg på.
Da vi havde sølvbryllup, boede vi stadig i Billund kommune (det hed den så ikke dengang), og vores sølvbryllup blev holdt på Borgen i Legoland. Ved hver kuvert stod en legomand/-kvinde. De gjorde stor lykke.


En lille del af samlingen!
Øglen hyggede sig også med sin nye Prinsessebog og "Padden".


Alt godt får som bekendt en ende. Inden familien tog hjem, var de lige et smut ude på Naturskolen. Vejret var ikke så godt, så de kom hurtigt hjem igen.
Heldigvis fik de de små hængebugsgrislinger at se. De er helt nye, faktisk fra forrige weekend, hvor vi var derude med børnene.
Så var endnu en hyggelig weekend forbi. Jeg er sikker på, at der kommer flere, under og efter vandskaden!

Fra matriklen:

Vores meget langhårede hængepil trængte til en studsning. Det fik den så. Jeg gætter på, at vi ikke vinder nogen pris for beskæring! Stammen og tykke grene dannede under kronen et sammensurium og ligner nu mest af alt et fantasidyr. Men den tørre underkrone er væk.
På det sidste billede er der nys plantet et spinkelt træ. Husbonden fik et gavekort til den nærliggende planteskole og valgte en magnolie. Der er taget højde for, at den kan blive 4 m høj!

mandag den 10. september 2012

2 prinsesser og en kanin

Fra torsdag til søndag har vi haft børnebørn på ferie ( 2 og 5 år) sammen med deres kanin, Esmeralda. Det var første gang den lille var væk hjemmefra uden hverken far eller mor, og det var lidt af en udfordring. For hende, helt bestemt. Hvordan reagerer man, når man nu ikke helt ved, hvad der foregår?
Forældrene var på kærestetur til Berlin. Det var velfortjent. Med travle jobs og små børn, der skal hentes og bringes er der ikke meget tid til overs til andre hyggelige ting. Det måtte jeg - igen - sande, da vi havde ansvaret. Men vi siger mange tak for lån for de skønne børn!
Man kan nå at lave mange ting på 3 dage, så ind imellem var det godt at kunne stene foran TV´et, men ellers legede vi med klodser, malede i malebøger, læste historier, bagte, gik tur, var i legehuset, legede med modellervoks, dukker og dukkehus, spillede klaver og var på Naturskolen til Naturens Dag.



Cup-cake-bagning
 
På tur med farfar og Kenzo efter brombær, med cupcakemadpakke

De sidste fornemt pyntede cupcakes (Agnes cupcakes kan godt gå hjem og lægge sig!) blev spist på udflugt til legehuset. Der havde været mus (læs farfar) i den ene!

Kenzo kunne også godt lide kagerne
Esmeralda var også med på udflugt
Inden for var der straks gang i andre ting. Modellervoks fx.

De små kunstnere er gået til værket.

De fantastiske kreationer. Hvis man ser godt efter, kan man tydeligt se Pingo, en gulerod, en sommerfugl, en ballonkurv med personer, en mariehøne osv.
Søndag var vi på en lille tur til Naturskolen på Røsnæs. De fleste af de ting, man kunne se, var for større børn og voksne. Jægerne havde en stand, der kunne hamres fuglekasser sammen, man kunne melde sig ind i Ornitologisk forening, besøg af konservator, biavler, guidede muse-, edderkoppe- og botanikture osv. Heldigvis kunne vi også gå indenfor og kigge på udstoppede dyr.
 
 
Hvordan er det mon at røre ved et pindsvin?
Desuden var det også muligt at købe is på stedet.
 
Oven på sådan nogle feriedage kan man godt blive lidt træt.
 
Alternativ brug af tæppe
Søndag eftermiddag gik turen mod København, så vi kunne agere velkomstkomité, når forældrene kom hjem. Børnene havde naturligvis savnet deres forældre, så de fik en stormende modtagelse. Efter en skøn omgang Sushi sagde vi farvel og tak og vendte næsen hjemad. Jeg må indrømme, at jeg er lidt flad i dag.


fredag den 26. august 2011

Stjernestunder

Efter en aaaallleeennnlang pause er jeg nu på banen igen.
I denne uge har vi haft besøg af Øglen og Øglens mor. Totalt hyggeligt.

Selvom det er nogle uger, siden de var her sidst, var Øglen absolut med på, hvor hun var. Vi snakker i telefon sammen ind imellem, når hun kommer hjem fra vuggestuen, og munden står ikke stille. Det kan godt være lidt vanskeligt at forstå alt, hvad en lille 2-årig siger, men intensiteten og entusiasmen fejler bestemt ikke noget. Der er mange muligheder for at følge hendes udvikling, selvom "face to face" naturligvis er nr. 1.
Morfar og hun gik sammen med hunden ture op på en nærliggende mark og plukkede brombær, til munden og til Cheesecaken. Hun trallede og snakkede og råbte "jubii" i et væk på turen. Her kan man virkelig tale om stjernestunder. At de så på vej hjem blev inviteret indenfor hos naboens til saftevand og kiks, gjorde ikke udflugten ringere.



Heldigvis var vejret nogenlunde, så både havens brombær, legehuset, gyngen, de røde æbler, sandkassen osv. skulle have et eftersyn.
Ind imellem bliver man træt af al den friske luft, og så er det jo godt, at man kan finde på noget at tage sig til indendøre. Midt på dagen skulle Øglen egentlig sove, men i stedet hyggede hun sig på værelset med at lege og kigge i bøger. Sådan en lille størrelse har også brug for alene-tid. Weekendsengens ene gavl kan lynes ned, så hun kan kravle ud og ind, som hun lyster.
En time til halvanden fik hun til at gå hver dag på den måde. Fantastisk. Gad vist om Varanen bliver lige sådan? Mon, da der jo kan være stor forskel på søskende.
Efter at have "hvilet" sig, var hun klar på nye udfordringer, eksempelvis klaverspil. Vores lille musikalske barnebarn!



Hun vil også gerne se "samsyn", bl.a. Peter Pedal, som er det store hit i øjeblikket sammen med Barbapapa. "Samsyn"! Måske kalder hun det sådan, fordi hun oftest ser fjernsyn SAMMEN med nogen. Det lyder også hyggeligere end FJERNsyn.


Nogle helt igennem dejlige stjernestunder med dem alle 3, Øglen, Varanen og deres mor.