Her er jeg med

Viser opslag med etiketten Power-Women. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Power-Women. Vis alle opslag

søndag den 27. april 2014

Påske med mere

Efter en laaaang pause kommer jeg på banen igen. Tiden siden sidste indlæg er gået forrygende hurtigt.
Efter vi var kommet hjem fra Møn havde vi lige et par dage, så fik vi rykind af Reptilfamilien. Vi var så heldige at have dem hos os i ca. 4 dage. Det var dejligt at hygge med de små og snakke med de store, og omvendt!
Jeg håber, at de store fik slappet godt af, nu da der var flere om at passe på de små. Tiden gik med ture til Naturskolen med legeplads, tur til Kystskoven, tegne, lege, bygge, spise, se "Violine" (Oline) på computeren, få læst højt, lede efter påskeæg etc.


Jeg havde modtaget et gækkebrev med posten et par dage, før familien ankom, og jeg kunne overhovedet ikke gætte, hvem der havde sendt det! Hvorimod Øglen sagtens kunne gætte, hvem der havde lavet et gækkebrev til hende. Det var rent tilfældigt ankommet med posten her til matriklen dagen i forvejen, så hun stod til 2 påskeæg.
Påskeharen havde også sendt et brev, så det var bare med at komme ud at lede efter de æg, den havde lagt. Børnene havde et papæg, som de fik fyldt op, efterhånden som de fandt ting og sager ved de forskellige poster (Underligt, at haren lægger æg! Ligeså underligt, som at det er det lille Jesusbarn, der kommer med julegaver! Tysk, siger jeg bare!)

Morfar læste højt for det yngste skud på stammen. Varanen elsker højtlæsning. I midten th øver han sig i at spille på en orgelpibe fra Dybbøl Kirke (Vi har boet i Dybbøl sogn). Måske skal den lille Varan være fløjteaktivist den 1. maj?
Varanen fandt på et tidspunkt et tomt sneglehylster og sagde: "Den er ikke hjemme. Jeg tror, den er ude at handle." Det er svært ikke at sprutte af grin!
Alt godt får en ende, desværre, men vi skulle ses igen allerede dagen efter, at de forlod os. Da var der nemlig 4-års fødselsdag på Bryggen.


Fødselsdagsbarnet sidder tv på det første billede, og her er kusinerne i gang med at lege med en af gaverne: Perler. Hun fik mange dejlige gaver: en ny cykel, et skateboard med lys i hjulene, et sæt walkie-talkie, tøj, perler, bøger osv. Hun var meget glad for at være midtpunkt, tror jeg, samtidig med at hun også var meget genert. Det kom rigtigt til udtryk, da vi sang fødselsdagssang for hende. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv imens, men alligevel ville hun gerne have, at vi sang en mere!
Varanen tog sig en slapper, men tullede ellers blot rundt og glædede sig til kage. Der var et tårn med boller, lagkager og den obligatoriske Michelin-kagekone, som børnene havde pyntet. Det var alt sammen vældig hyggeligt. Fantastisk, at det lille kraftværk (som hendes far kalder hende) er blevet 4! Hun er sej, har temperament, er stædig  og går til fodbold! Når storesøster går til noget, så vil hun også.
Siden påske har der været strikkeaften, power-women-frokost ( tidligere kolleger) og fest i Husbondens klub. Vi keder os ikke.

onsdag den 25. september 2013

Weekend med arrangementer

I weekenden nåede jeg 3 arrangementer på 4 dage. Ja, det var en forlænget én af slagsen! Det synes jeg er godt klaret, når det korteste varede 5 t + kørsel.
Det hele startede fredag aften, hvor vi var på besøg hos gode venner i Charlottenlund. Det blev som sædvanlig en dejlig aften med hygge og lækker mad.
Vi fik vendt verdens- og arbejdssituationen og nød samtidig hummerhaler en masse med lækkert brød, svinekæber med en forrygende kartoffel-sellerimos, sauce med rodfrugter og til dessert hjemmelavet is og pandekager med blåbær.
Lørdag hyggede jeg mig med at lave en kagemand + det løse. Kagen var til den lille Varan, som vi skulle til 2 års fødselsdag hos om søndagen. Vi var inviteret til brunch hos fødselarens farmor, da Det våde Hus ikke er egnet  til at huse mange mennesker endnu.
Vejret var dejligt og humøret højt hos alle. Ikke mindst hos den lille Varan, som var helt solgt til fødselsdagskonceptet. Gaver, sang, lækre boller, ost, pølse, frugtsalat, pandekager osvosv, kagemand, mange mennesker. Det kunne ikke være bedre, syntes han at tænke. Vi var 18 i alt, deraf 6 børn.


Faktisk fejrede vi også Øglemors fødselsdag. Hun fylder år i dag, så vi slog 2 fluer med et smæk. Opmærksomheden var dog mest på Varanen, må jeg tilstå.
Han har en fantastisk mimik, og da vi sang fødselsdagssang for ham, kunne man næsten ikke få øjnene væk fra ham. Han var helt og aldeles optaget af det. Han lignede én, som både nød det, var lidt genert og samtidig temmelig bevidst om, at han var midtpunktet. Herligt! Da vi var færdige med at synge, sagde han: "Mer´"!


Her er han med gaven fra (Tr)oldemor, en kæphest. Efter at en voksen havde vist ham, hvordan den skulle bruges, så gik det derud af i strakt galop.
En anden gave var Handy Manny Talking Tool Box. En værktøjskasse med lyd.


Jeg er sikker på, at han synes, at han havde en dejlig dag.


De tre kusiner på terrassen, hvor de bl.a. nød godt af farmors og naboens æbler. Hvor er det skønt endnu engang at kunne konstatere, at vore familier svinger så godt sammen.
Endnu en dejlig dag var slut, og vi kunne vende næsen hjemad.
Mandag var jeg inviteret til Power-Women-frokost sammen med flere øvrige kvindelige veteraner fra vores skole. Det var heldigvis i nærområdet. Konceptet var sammenskudsgilde, og det fungerede rigtig godt. Det var meget hyggeligt at mødes og få vendt skolesituationen med konflikter, lektiecafeer, computere og arbejdssteder til alle lærerne, når de snart skal til at opholde sig noget mere på skolen, samt alting og ingenting. (Her er det så, at jeg lige har slettet en lang klamamus om skolereform, ressourcer osv. Det kunne gå for et helt indlæg, næsten!)
Vi var 7, og snakken gik livligt. Jeg kan godt forestille mig, at det bliver en tilbagevendende begivenhed.