Her er jeg med

søndag den 27. marts 2011

Legetøj


Husbonden har fået nyt legetøj: En Ipad 2. Spændende, synes han. Nu forestår der timer med at få programmer lagt ind og finde ud af alt, hvad sådan en lille maskine kan. Den er meget handy, lille og let. Den kan tages med overalt. Både en fordel og en ulempe, vil jeg sige. En tidrøver, men sådan er det jo med et godt stykke legetøj. Man skal glæde sig over at komme i gang med at lege med det og øve sig i at bruge det.

Jeg har været på loppemarked. Jeg kom, lige før det lukkede. Det foregik i hallen og bestod af mange stande og kræmmere. Pudsigt, at nogle mennesker er fantastiske til at spotte "genbrugsguldet", mens vi andre leder og kigger, vender og drejer, og ikke kan se noget særligt i lige det glas eller den vase! Udenfor snakkede jeg med en bekendt, som hører til den førstnævnte slags. Hun syntes som forventet, at der havde været mange rigtig gode ting! Men jeg spottede dog en enkelt ting, som det vist fremgår af billedet ovenfor. Et Lundby-dukkehus med nogle få møbler. Dukkehuset hedder et Smålandhus.
Jeg har selv nogle flere møbler, og efterhånden får vi bygget et helt miljø op. Forhåbentlig kan børnebørnene glæde sig over det og få megen god tid til at gå med at lege med det og hinanden.

2 kommentarer:

  1. Arj, hvor er det fint! Det er jeg sikker på, at Øglen og hendes kusiner kan få timer til at gå med. Og - hallo - en iPad 2!? Hvad så med 1'eren? Skulle jeg ikke have lov til at købe den? Hva' hva' hva'? Er nemlig på udkig efter en, så det kunne jo være, at man kunne få en bette familierabat ;-)

    SvarSlet
  2. @Øglemor: Ja, dukkehuset er faktisk ret fint.Jeg glæder mig også til at se, om de små kan få fornøjelse af det. Hvad angår iPad 1, så kan jeg hilse og sige, at den var lånt gods, så den er blevet leveret tilbage til rette vedkommende. I´m sorry!

    SvarSlet