Her er jeg med

Viser opslag med etiketten projekter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten projekter. Vis alle opslag

mandag den 16. april 2012

Sonnenhochzeitstag

Jeg er ikke sikker på, at dagen har et dansk navn, men det drejer sig om 39 års bryllupsdag. Sådan én fejrede vi i lørdags. Vildt!
Og solen skinnede. Naturligvis, hvad ellers?
Her kommer et par beviser, violer og iris.






Det meste af dagen var vi i haven. Vejret har hos os været godt hele weekenden, og her var der en del forsømt at indhente. Vi nåede meget, men når man har godt 5000 kvadratmeter have, så er der nok at tage fat på. Det drejer sig om en naturgrund, og ikke alt skal "holdes", men oprydning, lugning, beskæring tager tid. Hvert forår får jeg nogle ideer, som hurtigt udvikler sig til små projekter. Det er det, der er så fascinerende og giver ekstra liv i haven.
Mere om diverse projekter senere.
Vi plejer at give hinanden gaver på bryllupsdagen for at markere den. Denne gang byttede vi krukke og bog!




Ellers skete der ikke noget specielt på denne dag. Jo, forresten, Husbonden lavede mad! Han kan godt lide at kokkerere, han er god til det, men gør det sjældent, al den stund han kommer sent hjem fra arbejde for derefter at gå en lang tur med hunden.
Denne dag havde jeg sagt, at enten lavede han mad, eller også inviterede han mig ud.
Da det var en lørdag, besluttede han sig for selv at lave maden.


Det blev til en forret med lakseruller, knasende sprødt ristet rugbrød, tangkaviar med wasabi og Philadelphiaost.
Hovedretten bestod af Hasselbackkartofler, tykstegsmedaljoner, skvalderkålssalat med æbletern og en fantastisk dressing og creme fraiche creme med hvidløg og citron. Vi behøver ikke at købe skvalderkål i supermarkedet, i stedet for kunne vi sætte et skilt op ved vejen: PLUK SELV SKVALDERKÅL.
Til dessert fik vi citronis!



Dertil passende vine.
Det smagte supergodt, og jeg havde fri. I like!
Alt i alt en dejlig dag. Næste år hedder det Rubinbryllup!

fredag den 27. januar 2012

Rendemaskerne

Så fik vi sat skibet i søen, uden kuldsejling og bølgegang. Måske ikke for fulde sejl, men alligevel!
Vi taler om en lille strikke/nørkleklub, som jeg har taget initiativ til. Vi var forsamlede for første gang hos mig. Vi var 5 i alt. Ingen af de 4 andre kendte hinanden i forvejen, så det var på mange måder noget af et eksperiment.

Jeg kan kun sige, at jeg synes, at det gik godt. Det har jeg også indtryk af, at de andre synes.
Måske fik vi ikke nørklet så meget, men snakken gik lystigt, og det er måske det vigtigste i en sådan hyggeklub.

Næste dato er berammet. En måneds interval mellem hvert møde må være passende. Oftere vil blive for meget, da alle har nok i hverdagen, selvom de fleste er pensionister.

Der var mange forskellige projekter i gang: En barnetrøje, en tunika, en tehætte, et halstørklæde, en hue, og som det mest specielle: punge af mælke-, juice- og saftkartoner. Rengjorte uden bund og top, folde-folde-folde, en trykknap i, og vupti! er pungen færdig. Man kan også lave clutches på den måde. Utroligt, hvad der kan komme ud af genbrug.

Undervejs fik vi lidt at styrke os på. Jeg havde bagt urtepottebrød, og en af medstrikkerne havde bagt kringle. Med lidt ost, rødvin og kaffe inden for rækkevidde klarede vi skærene.

Jeg håber, at jeg med tiden kan vise nogle resultater?

torsdag den 29. september 2011

En stue skifter ham

Et projekt, som har været ca. 1 1/2 år undervejs, er nu slut.
Dvs. det har været slut et stykke tid, men det endelige punktum er først sat nu i forbindelse med, at artiklen og billederne er at finde i det nye nummer af Bo Bedre, det store efterårsnummer. "Mit nye rum" hedder artiklen.
Selvom det har varet så længe, har det været det hele værd.
Vi er superglade for vores "nye" stue, som virker mere rummelig og lysere og fungerer langt bedre end den "gamle".
Det er naturligvis svært for dem, som ikke har set den tidligere indretning, at se forskellen, men førhen var stuen tung og fyldt med for mange møbler, fx gamle chesterfieldmøbler og et ikke særlig kønt chatol. Sidstnævnte møbler blev solgt gennem den blå avis, og alle var glade.
Indretningskonsulenten kan vi kun anbefale. Hun arbejder ikke kun for Bo Bedre, men arbejder med mange forskellige projekter. Vi havde et vældig godt samarbejde. Hun er også forfatter til kreative bøger, og jeg glæder mig til at se hendes nye bog i november. Den handler så vidt jeg ved om desserter.




Detaljer og helhedsvue. Radiatorskjulerne er jeg meget glad for sammen med diverse nye møbler, skind, puder, tæpper osv. Ligesom de antracitgrå malede felter omkring brændeovn og fladskærm gør sig godt.

torsdag den 28. april 2011

Små og store projekter

Efter en på alle måder fantastisk påskeferie, tilbragt på matriklen med små og store børn og med et forholdsvis stort projekt, som vore unge mennesker heldigvis tog sig af, har hverdagen nu indfundet sig, og det er tid til mine mange små projekter.
Det store projekt fra påsken var færdigbygning af legehuset. Det har ligget i ruiner hele vinteren og kun ventet på kyndige og stærke hænder. Når detaljerne, såsom postkasse, navneskilt, flagstang, blomsterkrukke osv. er på plads kommer der et billede af det svenskrøde hus med hvide lister, vinduer og dør. Det er bare blevet så fint.
Med det her fantastiske forårsvejr kalder naturen og de udendørs projekter. I skrivende stund er de nys fundne ramsløg gravet ned på udvalgte steder, og der er linet op til et rabarberbed. Sådan et har jeg virkelig savnet. Jorden her er ikke særlig god (vi bor oven på en gammel grusgrav), så det er meget begrænset, hvad der kan gro. Vi har beriget den visse steder temmelig meget med dertil indkøbt muld. Desuden står 2 højbede og venter på, at jeg kommer i gang med tomater, peberfrugt, squash, chili og hvad jeg ellers drømmer om.
Gid det skønne vejr varer ved....