Her er jeg med

Viser opslag med etiketten sovesofa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sovesofa. Vis alle opslag

torsdag den 27. marts 2014

Siden sidst

Som tidligere nævnt havde vi sønnen og hans familie på besøg i weekenden. De kom fredag til aftensmad og kørte igen søndag eftermiddag. Det er altid hyggeligt at have besøg af børn, svigerbørn og børnebørn.
Der er gang i de to piger, og tiden gik igen alt for hurtigt.
Legen foregik ude og inde, dog mest inde. Farfar havde en kasse med alle mulige små, sjove ting i: Anders And ting, kalder vi dem. De stammer fra den gang, han holdt bladet (det er ikke så mange år siden!). Der fulgte altid en lille ting med hvert blad. Pigerne fik lov at vælge 5 ting hver. De ligger i konkurrence om hvad som helst, og de er meget nøjeregnende med, at de får lige meget af alt.



Gennem disse briller kan man se som en flue. Hvis det er tilfældet, må man sige, at de set med vore øjne, ser utroligt dårligt!
En del tid gik med at lege med de små gaver, og ellers blev der spillet Ludo og Mastermind, set TV, gynget, gået tur med farfar og Kenzo, tegnet, snakket, spist. Kort sagt hygget.
Lørdag morgen var sønnen ude at løbe (han træner til halvmaraton), og svigerdatteren, børnebørnene og Husbonden tog ud til den lille havn på halvøen og kom hjem med en pighvar + stenbiderrogn til nabokonen.
Af udendørs aktiviteter var der ellers jagt på matriklen efter flotte grene, som kunne bringes med hjem til lejligheden på Bryggen og ramsløgsjagt i den nærliggende skov.


Da de skulle til at køre hjem og havde pakket sovesofaen sammen, satte sønnen sig på den med det resultat, at den brast sammen. De unge mennesker kunne hjælpe med at flytte den ud i traileren, ligesom de også kunne hjælpe Husbonden med at flytte havemøblerne ud fra deres vinterhi. Den stakkels mand kan ikke selv, da han har bøjet/brækket et par ribben for en måned siden. Da vi alligevel skulle til IKEA i går, kunne vi passende kigge efter sovesofaer, men desværre havde de ikke nogen, der passede ind. Den skal stå i et lille rum, så den må ikke fylde for meget. Vi leder videre.


Vores to søde børnebørn fra Bryggen. Vi håber, at de snart kommer igen. Den yngste bliver 4 i påsken, og den ældste er 7.

Lidt nyt fra matriklen:


Udsprunget kvædegren, de første violer, scillaer, renset pighvar, årets første ramsløgspesto og et hurtigt bagt rugbrød uden surdej. Til gengæld med skoldet rug. Alle tre dele smagte fortræffeligt. Pighvarren indeholdt en del rogn, som jeg pocherede og derefter smørstegte. Uhmmm, serveret med citron og salt er det virkelig godt.
Pestoen er wasabistærk! Man kan røre den op med fx græsk yoghurt, og så har man en god "sauce" til hvad som helst i det salte køkken.