Her er jeg med

Viser opslag med etiketten udstilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udstilling. Vis alle opslag

fredag den 7. december 2012

Pensionister på museum

I denne uge har jeg været til julefrokost i Lærerkredsens pensionistafdeling. Der indledes altid med et kulturelt indslag.
Denne gang begyndte vi på museet, hvor vi overværede et yderst interessant foredrag, der handlede om vores by som korstogsby. I 1192 satte Esbern Snare, byens grundlægger, sig i spidsen for et korstog, som gik til Det hellige Land. Jerusalem var faldet i de vantros hænder og skulle nu befries. Hvordan det gik, fører for vidt at fortælle, men Esbern Snare kom hjem igen i god behold, i modsætning til mange af tilhængerne.

Byens museum
Efter foredraget var der tid til at kigge på udstillingerne.

Pyntet med gammel julepynt
Vi forlod museet og gik over på den anden side af gaden, hvor vi skulle spise frokost. Vi havde fået lov til at låne det gamle lokale i kælderen . Bygningen kaldes Bispegården, fordi der i meget gamle dage var bolig der for biskoppen og hans følge, når han kom på visitats.
Maden kom fra restauranten, som ligger ovenover.
I bygningen har byens kunstforening også til huse. Vi nåede lige at få et hurtigt glimt af den udstilling, der hænger og står for øjeblikket: Tekstilkunst og stentøj.

Bispegården
Kunstnerne er Kisse Tindal med tekstilkunst og Marianne Fossgren med stentøj.

Et eksempel fra udstillingen: "Østen for solen og vesten for månen" (tekstil) og "Min søster og mig" (stentøj)
Jeg kunne vældig godt lide stentøjet. Kunstneren havde valgt nogle meget sigende titler til sine værker, fx "Den langhalsede", "Næb", "Er jeg for tyk?" og "Samtale". De fleste ting var vaser, torsovaser, rosenvaser osv.
Så var det tid til at sætte sig og nyde bordets glæder, som også indbefatter hyggelig snak, historier og sang. Maden var traditionel julefrokostmad.
Det skønne, gamle lokale
Inden vi forlod stedet fik vi udleveret bogen til næste læsekreds-arrangement: "Dette burde skrives i nutid" af Helle Helle. Jeg har ikke læst noget af hende, så jeg er meget spændt på den.
Nu vil jeg iøvrigt glæde mig til weekendens udskejelser!