Fra jord til bord

Forleden drog nabokonen, Husbonden og jeg + 2 hunde på rov. Vi var på jagt efter det nye sort: havtorn! Jeg synes nu ikke, det er særlig nyt som sådan, men jeg havde ikke prøvet at plukke, endsige forarbejde disse orange bær. Og det havde Husbonden og nabokonen heller ikke, mig bekendt.

Bevæbnet med saks, handsker og plastikposer satte vi os ind i bilen, kørte ca. 2 km og steg ud igen. Derefter gik vi 1 km. Voila! Der lå et stort område af havtorn på en høj klint med fald til stranden.
Nabokonen havde været ude at researche i forvejen.

Vi kastede os over buskene, uden at blive nævneværdigt stukket af de sylespidse torne, grenene er forsynet med. Vi klippede små, bærfyldte grene af buskene og puttede dem i vores poser. Jeg har efterfølgende hørt, at man må tage, hvad der svarer til en bærepose pr. person. Det er en god idé at sætte en grænse for ikke at drive rovdrift på naturen.

De tålmodige hunde blev efterfølgende belønnet med en tur ned til vandet, hvor de straks kastede sig ud i bølgerne.
Vel hjemme fik jeg yderligere klippet grenene til, så de bedre kunne være i fryseren. Lidt af det bitre ved havtornen forsvinder, og det bliver også nemmere at nippe bærrene af grenene, når de har været i fryseren.
I går fik jeg så den gode idé at prøve at lave marmelade af bærrene. Jeg havde fundet en meget nem opskrift:

900 gram havtorn
500 gram sukker med pektin

Havtornebærrene blendes, kommes i en gryde sammen med sukkeret og koger i 10 min. Kommes på skoldede glas og sættes med det samme i køleskabet.
Det er rigtig nemt.

 

 

Jeg havde dog ikke lige taget højde for, hvor lang tid det ville tage at nippe bærrene af grenene. Det tog næsten 3 timer! Måske er jeg specielt langsom, og jeg må også indrømme, at der fandt en del overspringshandlinger sted , men alligevel. Jeg orkede faktisk ikke at nippe mere end 700 gram, så de 200 gram er friskrevne æbler. Det bliver marmeladen ikke dårligere af.

Der blev 4 glas havtornmarmelade. Bærrene kan naturligvis bruges til alt muligt, ligesom alle andre bær. Næste gang tror jeg, at jeg skal forsøge mig med havtornesorbet. Der ligger stadig nogen i fryseren. 3 havtornebær om dagen dækker ens C - vitamin behov.
Marmeladen er syrlig, og smagen er god. Den bliver ofte sammenlignet med passionsfrugt. Man kan bruge marmeladen/syltetøjet i både det salte og det søde køkken. I aftes fik vi fx en skefuld til vores urteforeller. Uhmmm!
Bærrene er 100 % økologiske, har stået i den friske havluft hele deres liv og er dermed indbegrebet af bæredygtighed. Jeg vil nok ikke kunne sige det samme om de 2 æbler, men så er der jo balance i foretagendet!

Den gamle mand og haven

Den gamle mand er Husbonden. Han havde fødselsdag i går, og da vejret var fint, ville han i haven. Jeg syntes, at han skulle holde fri og foreslog en køretur til spidsen af halvøen, vi bor på.
Vi ville køre ud til fyret og drikke kaffe på den nyoprettede café, som er blevet en stor succes.
Som sagt så gjort. Der var mange mennesker derude, men der er plads nok.
Vi nåede at drikke kaffe, men ikke at komme op i fyret. Det kan vi jo så gøre en anden gang. Der er ikke så langt derud.
Vi fulgte stien fra parkeringspladsen og ud på spidsen.

Er vi på rette vej?

Det lader til det. Undervejs mod Fyret og den tilhørende café så vi bl.a. skønt duftende kaprifolier, fine lyserøde blomster (jeg ved desværre ikke, hvad de hedder) og høje, udgåede træer.

(Her skulle der så have været et par billeder, men når IT ikke er min spidskompetence, så vil billederne ikke det, jeg vil. Problemet er, at de vender forkert på bloggen. Jeg har redigeret, gemt, lagt i ny mappe og prøvet ny browser. Intet hjælper. Anyone?)

Vel ankommet til Fyret konstaterede vi, at stedet lukkede en time tidligere end annonceret. Vi nåede vores kaffe, men selve fyret må vi bestige en anden gang. Under tagskægget på bygningerne havde adskillige svaler bygget rede. Svalekoloni? Forældrene havde travlt med at finde føde til de små, der stak hovederne ud af rederne med åbent næb. Hyggeligt! Måske lige bortset fra, at pladsen neden under rederne bar kraftigt præg af deres tilstedeværelse.

Udsigten er fantastisk fra spidsen af Røsnæs, ligesom hele landskabet derude og på vej dertil er helt unikt.

Vejret var virkelig med os. Et stille hav, en næsten skyfri himmel og sol. Hvad kan man ønske sig mere?

Et par fiskere nyder også sammen med mange gæster naturen og regner sikkert med at fravriste havet et par fisk eller 3.
Vi håber også på senere på året at få kulinarisk udbytte af området i form af havtorn. Vi inspicerede dem og konstaterede, at vi sikkert skal ind i september, før de får deres flotte, orangerøde farve og er plukkemodne.

Vel hjemme gik Husbonden i haven og stablede træ!