Endnu en skøn weekend er forbi. Vi var 10 personer det meste af tiden, så der var gang i hytten. Alle holder af hinanden, og basis for fællesarrangementer er således optimal. Nogle kom fredag aften, andre blev længere end de først ankomne osv.
I løbet af weekenden blev der produceret forskelligt, både spiseligt og til pynt. Med 4 børn (2-6 år) er der også nok at se til for "de unge mødre". Men de formåede alligevel både at bage og at klippe-klistre.
Husbonden bagte sine traditionelle æbleskiver (med margarine!), "de unge mødre" lavede engle og grå nisser samt bagte brunkager med eller uden hjælp fra børnene. Tylenglene og englene th. i collagen er inspiration fra blogland, og de grå filtnisser er fundet af vores svigerdatter i "Magiske måneder" af Helle Schjønning.
Kartonenglene på samme billede er formet efter børnenes hænder og fødder! Billedet oven over englene viser det ældste barnebarns julepynt, som hun selv har kreeret.
Hygge over hele linjen.
Draculakusiner, klaverundervisning, LEGO, hyggestund i barnevognskassen i bryggerset, allergivenlig hund i dukkevognen osv. Der skete noget hele tiden.
Læs mere om den store mængde LEGO, som holdt flyttedag fra vores loft til de respektive børnefamiliers do, hos Øglemor
Indimellem skulle vi også have noget at spise. Julefrokosten lørdag var bedre end længe, hvilket primært skyldtes de skønne sager Reptilfamilien medbragte: Milde gaver fra diverse firmaer til Øglemor og hjemmelavede asier og rødbeder og grenadinesaft.
"De unge fædre" tog sig kærligt af culotten, som fik en tur på gasgrillen, så også aftensmaden kunne leve op til forventningerne.
Jeg nåede faktisk ikke rigtigt at lave noget julepynt,-knas,-dekorationer osv, og den Luciabrødsdej jeg endelig havde fået bikset sammen, blev ganske vist bagt, men endte som fuglefoder! Sådan kan det gå.
Så er det jo godt, at vi får 2 små piger på ferie fra torsdag til søndag i denne uge, så kan de hjælpe mig.