Her er jeg med

Viser opslag med etiketten Ipad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ipad. Vis alle opslag

fredag den 24. februar 2012

Vinterferie (2)

Den sidste weekend i vinterferien havde vi en lille feriegæst. Det var så hyggeligt. Tiden gik hurtigt med alt fra Oline på computeren, Peter Plys på DVD´en, Rasmus Klump på "padden" og til de uelektroniske aktiviteter, såsom sætte snor i fuglekugler, hænge dem op på vores juletræ, som står på terrassen i parasolfoden, bage kagemand til Øglemorbror, høre historie fra den elskede Barbapapabog og tegne.
.





Endelig legede hun også med Katrine, som hun hedder i vores familie. Det er en original Dam/Gjøl trold med nummeret 604 og stort, kridhvidt hår. Firmaet lancerede den første trold i 1958. Denne her har tilhørt Øglens jyske oldemor, som også syede tøj til troldedukken.
Øglen kunne desværre ikke høre så godt i weekenden, på grund af væske i ørerne. I skrivende stund er hun ved at få lagt dræn ind. Det bliver godt for alle parter og ikke mindst for hende. Så i denne weekend satser vi på, at hun kan høre igen. Vi skal fejre hendes 3 års fødselsdag på søndag. Den er egentlig i dag, på skuddagen, men er rykket til i morgen.
Jeg må i gang med en ny kagemand/pige.
Det er en meget stor glæde at have Øglen, hendes bror og små kusiner her.

Øglemorbrors fødselsdag blev fejret sidste søndag , fastelavnssøndag med mere eller mindre udklædte børnebørn:
En østerlandsk prinsesse, en varan, en prinsesse Guldhår og en dukkemor. Kan du gætte, hvem jeg er?




Desværre vil blogsystemet ikke, som jeg vil! Vend computeren!

 

tirsdag den 24. januar 2012

Pragtfuld weekend

En herlig weekend med skønne oplevelser er just overstået. Den bedste af dem var det yngste barnebarns dåb på Østerbro. Han var iført arvedåbskjolen.
En smuk kirke, en meget nærværende præst, et stille og smilende dåbsbarn og en medlevende menighed. Alt forløb, som det skulle.






I parentes bemærket, så havde præsten sin iPad med, hvorfra hun læste bønner og prædiken op. Da hun stod lige neden for trappen til koret, var det synligt for alle. Det er første gang jeg har set en iPad brugt på dette sted. Der var da også nogle blandt gæsterne, som ikke syntes, at det hørte sig til i en kirke.
Det er helt fint med mig. Den nye teknik kan hjælpe mange steder.
I en anden kirke så jeg for nylig fladskærme placeret på strategiske steder. De viste salmenumre og billeder samt annoncerede arrangementer. Sjovt nok dominerede de ikke kirkerummet.

Efter barnedåben var vi på café, hvor vi fik brunch. Dåbsbarnet var faldet i søvn under sidste del af seancen og fortsatte med at sove , efter at vi var ankommet til caéen.
Vores gave til det lille barnebarn vil jeg skrive om på et senere tidspunkt. Moderen havde ønsket sig det. Jeg synes, det er en rigtig god ting at ønske sig, bl.a. fordi det kan suppleres ved kommende lejligheder med passende figurer.Det kom desværre ikke til dagen, da det var udsolgt herhjemme, så vi måtte udenlands for at få fat i det.

Desværre blev vi nødt til at bryde op lidt før de andre gæster, da vi skulle tværs igennem landet for at komme til guldbryllup hos gode venner i det vest-sønderjyske. Vi nåede det i god tid, så vi kunne nå at klæde om i ro og mag, til smoking og langt.
Hvor tit kommer man egentlig til sådanne fester i så festligt skrud med alt, hvad der hører sig til? Champagne med frugt, pyntet med chokolade, som velkomst, og selve festen fortsatte på det niveau.
Levende musik, kor, sækkepibemusikant, sanghefte med skønne sange og en formidabel middag med diverse vine. Undervejs sang guldbrudgommen solo for sin viv: "Det var på Frederiksberg" i en lettere omskrevet version, så den passede til lejligheden. Det gjorde han virkelig godt. Jeg tror, at der var flere, som ikke vidste, at han kunne synge!
Til allersidst: pølsebord og solæg. Sidstnævnte en sønderjysk specialitet. Vi sætter meget pris på denne delikatesse.
Heldigvis skulle vi overnatte på stedet, og efter morgenmaden tog vi over grænsen for at proviantere  drikkevarer. Da vi boede i Sønderjylland skete det jævnligt, nu må vi vente på en lejlighed.
Midt på eftermiddagen var vi på Sjælland igen, skønne oplevelser rigere.

søndag den 27. marts 2011

Legetøj


Husbonden har fået nyt legetøj: En Ipad 2. Spændende, synes han. Nu forestår der timer med at få programmer lagt ind og finde ud af alt, hvad sådan en lille maskine kan. Den er meget handy, lille og let. Den kan tages med overalt. Både en fordel og en ulempe, vil jeg sige. En tidrøver, men sådan er det jo med et godt stykke legetøj. Man skal glæde sig over at komme i gang med at lege med det og øve sig i at bruge det.

Jeg har været på loppemarked. Jeg kom, lige før det lukkede. Det foregik i hallen og bestod af mange stande og kræmmere. Pudsigt, at nogle mennesker er fantastiske til at spotte "genbrugsguldet", mens vi andre leder og kigger, vender og drejer, og ikke kan se noget særligt i lige det glas eller den vase! Udenfor snakkede jeg med en bekendt, som hører til den førstnævnte slags. Hun syntes som forventet, at der havde været mange rigtig gode ting! Men jeg spottede dog en enkelt ting, som det vist fremgår af billedet ovenfor. Et Lundby-dukkehus med nogle få møbler. Dukkehuset hedder et Smålandhus.
Jeg har selv nogle flere møbler, og efterhånden får vi bygget et helt miljø op. Forhåbentlig kan børnebørnene glæde sig over det og få megen god tid til at gå med at lege med det og hinanden.