Her er jeg med

Viser opslag med etiketten fest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fest. Vis alle opslag

søndag den 21. april 2013

Rubinbryllup og 3 års fødselsdag

I løbet af den sidste uge har vi fejret 2 begivenheder i vores lille familie: Rubinbryllup og 3 års fødselsdag.
Sidstnævnte fest foregik i går hos vores søn og svigerdatter i København. Deres yngste blev 3 år, og hun havde også en fest.
Hun er en sej og robust lille moster, som ikke går af vejen for noget. Gå-på-mod og viljestyrke er to af de egenskaber, som hun er blevet udstyret med.
Hun var helt på det rene med, at hun var midtpunktet, og hun nød det. Hun elskede alle gaverne, og de blev leget med efter tur ligesom diverse kager og slik blev genstand for stor opmærksomhed fra hendes side.
Hun er samtidig sjov og kærlig, og så elsker hun at klovne, og vi var alle et taknemmeligt publikum.
"Er det sjovt at holde fødselsdag, S.?" spurgte jeg. (Hvor tåbeligt kan man spørge?)
"Ja, og det er ikke de voksne, det er MIG!"

Pigerne havde pyntet kagekonen

For 3 uger siden begyndte hun i børnehave, og den ligger ikke lige om hjørnet. Børnene mødes på et opsamlingssted og bliver så fragtet "i en blå bus med gule bogstaver, farmor" til et skønt sted i Charlottenlund med naturen lige uden for døren.
Sådan en  lille stump alene af sted (sammen med andre børn, naturligvis), men hun tager det i stiv arm. Ikke noget med at sove i bussen, næh, nej, hun skal nok sørge for at holde dampen oppe og er tilsyneladende i sit S! Kl. 18.00 er hun komplet færdig og er sommetider helt overgearet. Da jeg spurgte om, hvordan det er at gå i børnehave, sagde hun, at hun savnede sin mor og far. Ja, mon ikke?

I går stod hun op kl. 6.00, og da vi kørte hjem ved 20.30 - tiden, festede hun endnu. Fantastisk!
Egentlig har hun først fødselsdag i dag, men da det var mest praktisk for alle parter, blev den fejret i går. "Jeg bliver 3 år", sagde hun stolt. Lidt senere, da vi snakkede om, at hun også skulle have gaver i dag (af forældrene), spurgte hun :"Hvor gammel bliver jeg så?"

Hvad mon hun har fået øje på?
Pigerne legede skole. Storesøster var naturligvis lærer.
Der var lækker mad, både til frokost, kaffe og middag. Det er som oftest sønnike, der står i køkkenet ved sådanne lejligheder, og denne gang fik vi kylling i en mellemøstlig version med rødbedesalat, blomkålssalat og cous-cous til. Det var meget lækkert. Opskriften findes i en bog, skrevet af Ottolenghi, en israelsk kok, som i samarbejde med en palæstinensisk kok har sammensat forskellige skønne retter. Så vidt jeg ved, har han en restaurant i London og er altså også kogebogsforfatter.

Kylling i mellemøstlig version
For første gang så vi familiens  altan. Den er lige blevet færdig. Selv om de har en rigtig dejlig og rummelig lejlighed, så giver altanen den lige et ekstra løft, hvor man fuldt ud kan nyde beliggenheden.

Billede taget fra altanen i det skønneste forårsvejr

En helt igennem vellykket dag med 2 hold bedsteforældre, moster og onkel og (tr)oldemor.
 
Rubinbrylluppet fortæller jeg om lidt senere under "Nonna on tour", da vi var draget udenlands for at fejre det.

tirsdag den 24. januar 2012

Pragtfuld weekend

En herlig weekend med skønne oplevelser er just overstået. Den bedste af dem var det yngste barnebarns dåb på Østerbro. Han var iført arvedåbskjolen.
En smuk kirke, en meget nærværende præst, et stille og smilende dåbsbarn og en medlevende menighed. Alt forløb, som det skulle.






I parentes bemærket, så havde præsten sin iPad med, hvorfra hun læste bønner og prædiken op. Da hun stod lige neden for trappen til koret, var det synligt for alle. Det er første gang jeg har set en iPad brugt på dette sted. Der var da også nogle blandt gæsterne, som ikke syntes, at det hørte sig til i en kirke.
Det er helt fint med mig. Den nye teknik kan hjælpe mange steder.
I en anden kirke så jeg for nylig fladskærme placeret på strategiske steder. De viste salmenumre og billeder samt annoncerede arrangementer. Sjovt nok dominerede de ikke kirkerummet.

Efter barnedåben var vi på café, hvor vi fik brunch. Dåbsbarnet var faldet i søvn under sidste del af seancen og fortsatte med at sove , efter at vi var ankommet til caéen.
Vores gave til det lille barnebarn vil jeg skrive om på et senere tidspunkt. Moderen havde ønsket sig det. Jeg synes, det er en rigtig god ting at ønske sig, bl.a. fordi det kan suppleres ved kommende lejligheder med passende figurer.Det kom desværre ikke til dagen, da det var udsolgt herhjemme, så vi måtte udenlands for at få fat i det.

Desværre blev vi nødt til at bryde op lidt før de andre gæster, da vi skulle tværs igennem landet for at komme til guldbryllup hos gode venner i det vest-sønderjyske. Vi nåede det i god tid, så vi kunne nå at klæde om i ro og mag, til smoking og langt.
Hvor tit kommer man egentlig til sådanne fester i så festligt skrud med alt, hvad der hører sig til? Champagne med frugt, pyntet med chokolade, som velkomst, og selve festen fortsatte på det niveau.
Levende musik, kor, sækkepibemusikant, sanghefte med skønne sange og en formidabel middag med diverse vine. Undervejs sang guldbrudgommen solo for sin viv: "Det var på Frederiksberg" i en lettere omskrevet version, så den passede til lejligheden. Det gjorde han virkelig godt. Jeg tror, at der var flere, som ikke vidste, at han kunne synge!
Til allersidst: pølsebord og solæg. Sidstnævnte en sønderjysk specialitet. Vi sætter meget pris på denne delikatesse.
Heldigvis skulle vi overnatte på stedet, og efter morgenmaden tog vi over grænsen for at proviantere  drikkevarer. Da vi boede i Sønderjylland skete det jævnligt, nu må vi vente på en lejlighed.
Midt på eftermiddagen var vi på Sjælland igen, skønne oplevelser rigere.

tirsdag den 5. oktober 2010

Festlige oktober!


Sikke en fest vi har og skal have her i oktober måned, uanset vejret. Det ville naturligvis være fantastisk, hvis vejret arter sig vel, men vi har jo efterår.
Det begyndte faktisk allerede den 1. oktober, hvor vi havde besøg af en indretningskonsulent fra Bo Bedre. Vores pejsestue trænger til en voldsom opdatering, og vi havde fået tildelt en konsulent/arkitekt, som havde nogle spændende ideer til indhold og indretning. Hendes grundtanke er at tænke naturen ind i stuen. Det er oplagt, al den stund vi bor midt ude i den, omgivet af træer, buske, vand, marker og til dels sommerhuse. Så i disse dage fyger det om os med ord som farveskala, natur, ægthed, råhed, organiske former, og hvad ved jeg. Jeg glæder mig til at se, hvad det hele ender med!

Den 2. oktober var vi til barnedåb hos det yngste skud på stammen. Det var en rigtig dejlig dag med et meget nemt barn. Hun sov under hele ceremonien, som var meget festlig. Det var en decideret dåbsgudstjeneste med 5 barnedåb. Derefter gik hele familien hjem til lejligheden, hvor den stod på lækkerier, til det var på tide at takke af.

Næste kapitel om vores festlige oktober kommer, når de næste begivenheder har fundet sted. Det drejer sig blandt andet om rund fødselsdag, Falsled Kro og sommerhus på Bornholm.