Her er jeg med

Viser opslag med etiketten munkegang. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten munkegang. Vis alle opslag

torsdag den 22. august 2013

En kort tur til Odense og rundt på matriklen

I begyndelsen af ugen var vi på en smuttur til Odense. Det sker ca. hvert halve år. Vi havde et par timer at gøre godt med, inden vi måtte på farten igen.
Et fast punkt på programmet er et måltid på café Skt. Gertrud. Et hyggeligt og afslappende sted med god mad.
Denne gang fik vi Moules Frites:

Uhmm. De rene lækkerier!
 Lige i nærheden ligger Gråbrødre Klosterkirke, som har en meget lang historie. Bl.a. har den været gravkirke for kongehuset, sognekirke, hospital, dåreanstalt osv. Jeg synes, at den mest fascinerende del af bygningskomplekset er munkegangen.

Munkegangen
H.C.Andersens mor endte i 1833 sine dage i de såkaldte Doktors Boder, som var indrettet som en del af hospitalet og beliggende lige over munkegangen.
Samme dag, som vi var i Odense, var H.C.Andersen-festivalen lige begyndt, så det vrimlede med telte, musik og masser af mennesker. Rigtig hyggeligt.
På vores videre rundgang i byen så vi et kæmpestort gavlmaleri. "Miss Take". Hvem, hvad og hvorfor det er der, ved jeg ikke, men det fyldte temmelig meget i gadebilledet.

Gadekunst
Så var tiden ved at være gået, og på vej tilbage til bilen rundede vi lige Brandts passage. Der stod en figur, som jeg ikke havde set før.


En hyldest til John Lennon

 
Figuren er lavet i sten og metal af Susanne Ussing. Den er helt forfriskende at se på blandt alle eventyrfigurerne, som befolker Odense. Den indeholder mange symboler, relateret til John Lennon. På stensøjlen står der fx indgraveret 4 gange : "War is over, if you want it!" Fra søjlen flyver fredsduen ud i verden, og baretten på figurens hoved repræsenterer militarismen. I højre hånd bærer figuren en metalplade med et hul. "Et hul til at se verden igennem", citat af Yoko Ono i 1966, osv. Meget speciel.
Vi kørte derefter til banegården, samlede min svoger op og kørte hjem. En på alle måder dejlig tur.
 
 
 
Øverst oppe et brød bagt i Römertopf. Det var utrolig enkelt at lave. "La bella donna" fra Toscana var en gave til Husbonden fra hans mor. På det store billede står der en Kokardenblume ved siden af solsikken. (Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad den hedder på dansk!) Besøg af to børnebørn og en græshoppe/cikade.