Her er jeg med

Viser opslag med etiketten forråd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forråd. Vis alle opslag

søndag den 3. februar 2013

Kyndelmisse og mad

Denne kyndelmisse-weekend har været den rene afslapning. Ud over de sædvanlige husmodersysler, gåture med hunden, oversættelsesarbejde for mit vedkommende og redigering af læserbreve for Husbondens, så har der været tid til at slappe af.
Vejret var fantastisk flot her i går, den 2. februar, og det betyder jo, at vi kan forvente en hel del sne. Vejrvarsler er der nok af i forbindelse med kyndelmisse.: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden, så vil foråret snart være på vej!
Sidste år skrev jeg også om kyndelmisse, lige her.
Nu er halvdelen af vinteren gået. I tidligere tider tjekkede bonden sit forråd og skulle gerne have halvdelen tilbage. Hvis det var tilfældet, blev der holdt fest. Den mad, som knyttede sig til dagen, var flæsk, pandekager og æbler. Flæsk på bordet denne dag kunne forhindre hungersnød, og æblerne ville betyde sundhed resten af året.
Sidenhen blev det en tradition, at man forærede et æble væk på dagen . Dermed garanterede man modtageren sundhed.
Jeg må indrømme, at vi levede på ingen måde op til disse madforskrifter. Jo, måske spiste vi et æble!

Derimod har weekendens mad bl.a. bestået af kyllingeretter og denne fantastiske moules frites. Uhmmm. Uden at gøre reklame for (Netto) noget som helst, købte vi halvandet kilo friske muslinger til 30 kr.!! Sammen med masser af hvidvin, strimlede løg, gulerødder og porrer blev det en skøn middagsret. Dertil fik vi pommes frites og mayonnaise. Meget lækkert!


Desuden fik jeg en voldsom lyst til citronfromage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået det. Som sagt, så gjort, indtil jeg opdagede, at jeg ingen pasteuriserede æggehvider havde. Øv da også! Så googlede jeg "citronfromage uden æg", og op kom flere muligheder. Det lavede jeg så, men jeg foretrækker langt den traditionelle og luftigere udgave.


Kyndelmisse betyder lysmesse. Lyset er et stærkt symbol på livet og giver næring til alle sind.

Udsigt ud over fjorden, mod syd

Udsigt mod nord
Det var godt, at jeg nåede jeg at fange lyset, inden solen gik ned. Der er heldigvis masser af tegn på, at foråret er på vej. .