Her er jeg med

Viser opslag med etiketten sang. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sang. Vis alle opslag

onsdag den 25. september 2013

Weekend med arrangementer

I weekenden nåede jeg 3 arrangementer på 4 dage. Ja, det var en forlænget én af slagsen! Det synes jeg er godt klaret, når det korteste varede 5 t + kørsel.
Det hele startede fredag aften, hvor vi var på besøg hos gode venner i Charlottenlund. Det blev som sædvanlig en dejlig aften med hygge og lækker mad.
Vi fik vendt verdens- og arbejdssituationen og nød samtidig hummerhaler en masse med lækkert brød, svinekæber med en forrygende kartoffel-sellerimos, sauce med rodfrugter og til dessert hjemmelavet is og pandekager med blåbær.
Lørdag hyggede jeg mig med at lave en kagemand + det løse. Kagen var til den lille Varan, som vi skulle til 2 års fødselsdag hos om søndagen. Vi var inviteret til brunch hos fødselarens farmor, da Det våde Hus ikke er egnet  til at huse mange mennesker endnu.
Vejret var dejligt og humøret højt hos alle. Ikke mindst hos den lille Varan, som var helt solgt til fødselsdagskonceptet. Gaver, sang, lækre boller, ost, pølse, frugtsalat, pandekager osvosv, kagemand, mange mennesker. Det kunne ikke være bedre, syntes han at tænke. Vi var 18 i alt, deraf 6 børn.


Faktisk fejrede vi også Øglemors fødselsdag. Hun fylder år i dag, så vi slog 2 fluer med et smæk. Opmærksomheden var dog mest på Varanen, må jeg tilstå.
Han har en fantastisk mimik, og da vi sang fødselsdagssang for ham, kunne man næsten ikke få øjnene væk fra ham. Han var helt og aldeles optaget af det. Han lignede én, som både nød det, var lidt genert og samtidig temmelig bevidst om, at han var midtpunktet. Herligt! Da vi var færdige med at synge, sagde han: "Mer´"!


Her er han med gaven fra (Tr)oldemor, en kæphest. Efter at en voksen havde vist ham, hvordan den skulle bruges, så gik det derud af i strakt galop.
En anden gave var Handy Manny Talking Tool Box. En værktøjskasse med lyd.


Jeg er sikker på, at han synes, at han havde en dejlig dag.


De tre kusiner på terrassen, hvor de bl.a. nød godt af farmors og naboens æbler. Hvor er det skønt endnu engang at kunne konstatere, at vore familier svinger så godt sammen.
Endnu en dejlig dag var slut, og vi kunne vende næsen hjemad.
Mandag var jeg inviteret til Power-Women-frokost sammen med flere øvrige kvindelige veteraner fra vores skole. Det var heldigvis i nærområdet. Konceptet var sammenskudsgilde, og det fungerede rigtig godt. Det var meget hyggeligt at mødes og få vendt skolesituationen med konflikter, lektiecafeer, computere og arbejdssteder til alle lærerne, når de snart skal til at opholde sig noget mere på skolen, samt alting og ingenting. (Her er det så, at jeg lige har slettet en lang klamamus om skolereform, ressourcer osv. Det kunne gå for et helt indlæg, næsten!)
Vi var 7, og snakken gik livligt. Jeg kan godt forestille mig, at det bliver en tilbagevendende begivenhed.

fredag den 11. juni 2010

Singing in the rain!

Man må sige, at der i denne uge har været mange muligheder for at synge og tralle i regnen. Ikke, at jeg har brugt forfærdelig megen tid på det, for jeg er ved at være grundig træt af alt det vand. Jeg er godt klar over, at i Sydeuropa, Polen og sikkert også mange andre steder er der oversvømmelse. Det er naturligvis langt værre end, at jeg har fået nok.
Vi er heldige at bo temmelig højt, så der er ingen fare for, at grundvand etc. kan trænge ind i vores kælder. Det har vi nemlig også haft så rigeligt af i det hus, vi boede i , før vi kom til Sjælland. Der opstod fra tid til anden en mindre swimmingpool i kælderen.
Godt, at ferien vinker forude med forhåbentlig terrasse- og grillvejr. Inden længe går turen igen til Frankrig, til Pyrenæerne denne gang med catalanske specialiteter, markeder, varme kilder, besøg på det hellige bjerg Canigou og andre spændende oplevelser.

Og skulle der komme en regnbyge forbi, så gør det ikke så meget!