For mange, mange år siden drog en fattig lærerinde fra det lille land højt mod nord mod syd til det store naboland, hvor hun skulle tilbringe ét år på et hertugeligt gods.
Jeg tror desværre ikke, at jeg kan gennemføre eventyrstilen, så jeg fortsætter på min sædvanlige facon!
Da jeg havde været lærer i 4-5 år, følte jeg, at der skulle ske noget. Jeg havde ingen forpligtelser ud over jobbet, og da det kunne lade sig gøre at få orlov, lå mulighederne åbne. Som tidligere fortalt fik jeg et "arbejde" som Erzieherin (en slags guvernante) gennem Amalienborg. Fysisk foregik det på et gods i Nordtyskland.
Jeg husker tydeligt, at en af mine kolleger kørte mig dertil med alt mit habengut, og det efter en afskedsfest, som kollegerne havde holdt for mig aftenen før, og som fortsatte til den lyse morgen. Dengang kunne man holde til noget mere!
Godset ejedes af et hertugpar. De er begge døde nu. Fruen var også prinsesse af Preussen og barnebarn af den sidste tyske kejsers bror. Herren i huset tilhørte huset Mecklenburg-Schwerin og skulle tiltales "Königliche Hoheit". Hertuginden kunne vi nøjes med at kalde "Hoheit". Jeg undgik så vidt muligt at bruge titlerne!
De historiske kendsgerninger omkring hertugparrets familier, hvem der var søn/datter af hvem, hvordan de forskellige var i familie med hinanden, bedsteforældre, besiddelser her og i udlandet har jeg meget lidt styr på.
Dog ved jeg, at hertugen var kong Frederiks fætter. Desuden var der 3 børn på godset. De to var hertugparrets egne, den tredje var prinsesse fra Glücksburg. Hendes mor var søster til hertugen.
På billedet ses den væsentligste del af Hovedhuset (das Herrenhaus) bygget i engelsk landstil. Det hele havde tilhørt den sidste tyske kejsers bror, hvis mor var engelsk prinsesse, derfor cottage-stilen. Han havde revet det oprindelige hus ned og bygget nyt. Hertuginden havde så siden arvet det hele. Hun sværmede også for alt engelsk og skandinavisk.
Hovedhuset har ført en omskiftelig tilværelse. Hertugfamilien boede nemlig ikke der.
Under 2. verdenskrig havde British Air Force beslaglagt huset, senere brugte Røde Kors det, og da jeg var der, var hovedhuset overtaget af Johanniterordenen, som havde oprettet et internat for drenge og piger, som gik i skole i den nærliggende by.
Hertuginden var ofte verbalt efter de unge mennesker, som boede på internatet. Enten ødelagde de omgivelserne, eller de råbte ude i gården. De opførte sig i hvert fald ikke ordentligt efter hendes mening. Jeg var kun inde i hovedhuset en enkelt gang.
For at komme ind på gårdspladsen, som de forskellige bygninger ligger rundt om, måtte man køre gennem porthuset. Lige efter, at man har passeret igennem porten, ligger/ lå? til højre og venstre de gamle lader. Det er de oprindelige lader. Hvor længe de har eksisteret, ved jeg ikke.
Man hører første gang om godset i 1500-tallet. Mit indtryk er, at op igennem årene er der blevet bygget arbejderboliger, mejeri, mølle og andre bygninger, som tilsammen udgør landsbyen af samme navn.
De tre børn på godset er alle flyttet tilbage efter år i andre byer og i udlandet.
Når man står med ryggen mod døren ind til Hovedhuset og kigger til højre, ser man dette kavalerhus, også kaldet Victoriahuset. Her boede familien. Nederst ligger bl.a. hallen, salonerne, køkkenet, spisestuen, bryggers, vaskerum, forrådsrum samt anegalleriet.
På 2. sal ligger alle børneværelser, gæsteværelser, badeværelser og hertugparrets private lejlighed.
Øverst oppe havde "tyendet" værelser. Vi boede kun 2 deroppe, den kvindelige godssekretær og jeg. Hun havde været på godset i 5 år og kendte det hele ud og ind. Når hun var færdig på godskontoret, var jeg også færdig. Vi spiste alle måltider sammen med herskabet, men efter aftensmaden kunne vi gøre, hvad vi ville. Vi kunne også låne bilen, og det benyttede vi os selvsagt af.
På en af markerne ligger et mausoleum. Der ligger hertugindens bedsteforældre begravet og en farbror, som omkom som ganske ung.
Til selve godset hører 500 ha, som både er marker, skove og en stor sø. Ved søen ligger en campingplads.
Billederne har desværre en del år på bagen, og kvaliteten lade noget tilbage at ønske!
