Her er jeg med

Viser opslag med etiketten middage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten middage. Vis alle opslag

fredag den 4. april 2014

Vi drog mod vest

Vi har endnu engang besøgt Cafe Druedahls. Første gang var faktisk også i marts måned. Det er beskrevet her. Denne gang fik vi middag.
Der var endnu mere gang i den denne gang end første gang. Det skyldes sikkert tidspunktet. Forretningsfolk i baren, middagsgæster i alle aldre, 4 strikkende og kaffedrikkende damer osv. Der var liv og en god atmosfære.
Endnu en Smartbox måtte lade livet. Vi havde været i Glostrup og Høje Tåstrup, og på vejen hjem besøgte vi Cafeen i Roskilde. Vi valgte Tartine (fransk for Tapas) og kunne få 5 forskellige småretter samt en dessert for pengene. Det var svært at vælge.
Serveringen blev indledt ved at vi fik lækkert, hjemmebagt brød, en tallerken med en skøn olie og en opfordring til at drysse noget af cafeens kryddersalt i olien. Vi nød at dyppe brødet med den seje krumme og sprøde skorpe i olien, mens vi ventede. Det smagte virkelig godt.


Desværre havde jeg glemt mit kamera, og disse billeder er taget med Husbondens telefon, så ikke alle retter blev foreviget! Øverst i højre hjørne er der appelsinmarineret gravad laks med dadelcreme og dagens suppe, som bestod af ærter, creme fraiche og mousserende vin. En fantastisk kombination. I nederste venstre hjørne har vi den samme laks og en laksetartar. Sidste billede viser efterretten. Vi havde valgt oste og oliven.
Desuden smagte vi saltkartofler med aïoli, prosciutto, and, kammuslinger med tern af valnødder, bacon og æble og kalvefilet. Dertil drak vi Cola (Husbonden) og vin (undertegnede) og en masse vand.
Alle retter var veltillavede og meget smagfulde. Stedet kan varmt anbefales.

Et par dage senere drog vi til det vestjyske, hvor vi besøgte to familier. Begge steder har jeg beskrevet tidligere, fx her
Vi overnattede der og nød det meget. Nød selskabet, den lækre mad, de øvrige gæsters tilstedeværelse (de fleste fra mediebranchen, hvor også vores værtinde og Husbonden slår og har slået deres folder) og sidst, men ikke mindst det skønne sted, hvor vores veninde bor.
Jeg er næsten blevet afhængig af den sunde Aroniadrik, som jeg har lært at kende der, og jeg drager faktisk altid hjem med et par flasker. En lille spids morgen og aften er skyld i, at jeg hverken har haft influenza, lungebetændelse eller været rigtig forkølet denne vinter, bilder jeg mig ind.



Katteburet er nu blevet færdigt. Det er temmelig stort, og kattehuset også. Fyldt med alverdens skønne ting for katte. Når alle katte er der, hvor de skal være, er der 11! Ejendommen ligger lige ud til vejen, og hvis kattene ikke var lukket inde, ville antallet hurtigt blive decimeret.



På den anden side af stuehuset er der kommet et fuglehus. Specialdesignet!


Flot er det blevet, ude og inde. Projekter er der dog stadigvæk mange af.
Et skønt døgn går hurtigt, og over middag drog vi videre. Vi havde en kaffeaftale ikke så langt derfra, og endnu engang kunne vi sætte os til et veldækket bord. En anden kær veninde var også inviteret, og snakken gik lystigt om dette og hint, en hel del om det, dengang, forestående bispevalg i Ribe. Det var mægtig hyggeligt, og henimod aften brød vi op, efter at have nydt et glas østrigsk Grüner Veltliner. Værten er østrigsk vinbonde, som har forpagtet vinmarker og heuriger ud. Derefter kørte vi mod øst, hentede en omgang sushi og stenede om aftenen.