Her er jeg med

mandag den 3. september 2012

Min fødeø (1)

I weekenden var vi på tur til min fødeø, som er Mors.
Jeg var kun 9 år, da vi flyttede derfra, og meget har naturligvis ændret sig, men jeg synes, at præstegården samt kirken ligner sig selv. Jeg blev født i præstegården ved en hjemmefødsel. Sådan gjorde man dengang.
Jeg husker en hel del, men meget har fortonet sig.

Præstegården i Flade
Præstegården er blevet shinet op, ingen tvivl om det. Min far var præst der i 10 år. Den gamle skole er ikke skole mere, men er fuldstændig ændret og er nu privatbolig. Der var en lærerinde til de små elever og en lærer til de store. Jeg nåede kun at opleve lærerinden. Jeg husker tydeligt, at jeg havde hvidt forklæde på, stramme fletninger og en tavle og en griffel med. (Ja, jeg er ikke helt ny!) Nu er der bygget en ny, stor skole.
Vi gik også en tur rundt om kirken og benyttede os af den smutvej, som stadigvæk ligger mellem præstegården og kirke. Desværre var kirken lukket, så vi gik lidt rundt på kirkegården.
En ældre mand gik og passede et gravsted, og vi faldt i snak med ham.

Flade Kirke
På et tidspunkt siger jeg, at min far var præst ved Flade kirke engang. Prompte siger han min fars navn! Jeg vidste godt, at jeg lignede min far, men så meget? Det var lige før han kunne huske mit navn. Jeg har 2 fornavne, og det ene er Sofie. Det kunne han godt huske. Utroligt. Desuden havde han god kontakt til min bedste veninde fra den gang, så jeg fik sendt en hilsen. Han kunne også fortælle, at han havde været med til min fødselsdag engang. Det var hyggeligt at møde en fra en fjern fortid.

Sjovt, at stedet hedder Flade. Der er meget kuperet, og øens højeste punkt ligger i sognet. Sagnet går, at nabobyen først skulle vælge navn, og de tog navnet Bjergby. Som en ironisk spøg ville beboerne i nabobyen så kalde deres sted Flade. God humor!

Højriis Slot
Vores rundtur på Mors, inden vi kørte hjemover, gik forbi Højriis Slot, som er en af attraktionerne på øen. Der er mange turister, som lægger vejen forbi. I sommerhalvåret kan man løse krimi- og mordgåder på stedet. "En uhyggelig oplevelse for hele familien".
Nogle steder er der stadig et charmerende forfald, selvom man restaurerer løbende. Også avlsgården restaureres. Højriis er nu en moderne virksomhed med skovbrug, landbrug, udlejning af huse og turisme.
Højriis er et af Danmarks smukkeste nygotiske slotte og nævnes første gang i historien i 1300-tallet. Det er ikke beboet, men indrettet på turismen, hvad enten vi taler om cafeen, selskaber,  mordgåder og spøgelseshistorier. Det kan være rammen for mange spændende oplevelser. Man kan fx på egen hånd følge blod- og giftspor rundt på slottet og prøve at løse årets mordgåde. I år hed gåden "Dukken".
Der var lukket, da vi kom forbi, og vi havde også ca. 5 timers kørsel hjem, så vi måtte hellere forlade fødeøen.
Hvis I har lyst til at læse mere, kan det ske på Nonna on tour - En weekend på min fødeø (2).

10 kommentarer:

  1. Sikke en dejlig fortælling om turen hjem til din fødeø! Det må have været spændende at se de kendte steder igen - sjovt også at du mødte en mand, der har kendt dig som barn. Højriis burde jo have været med i Anders Aggers serie om danske slotte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame: Mange tak. Det var dejligt at se de kendte steder igen, og sjovt, at jeg tilfældigt løb på en, der kunne huske mig og min familie. Jeg tror, at Mors er for stor til at være med i Anders Aggers og Anne Hjernøes ø-ture, desværre. Udsendelsen om Fur var rigtig god. Vi så genudsendelsen, da vi var kommet hjem.

      Slet
  2. Det lyder som en dejlig tur - der er nu noget helt særligt ved at vende tilbage til de steder, hvor man har trådt sine barnesko. Også dejligt at blive husket og genkendt.
    Historien om Bjergby og Flade er herlig - og du er en god fortæller :-)

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Randi: Tusind tak. Ja, det var helt sikkert en positiv oplevelse at gense stedet og møde en gammel "bekendt" :-)!

      Slet
  3. Dejlig tur, I har været på. Tænk, at den ældre herre kunne kende dig. Kunne du også kende ham? Den gamle præstegård ser skøn ud, med en stor have. Det har sikkert være et godt sted at være barn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten: Mange tak. Ja, det var en rigtig dejlig tur. Nej, jeg kunne desværre ikke kende den ældre herre på kirkegården. Du har ret. Det var et skønt sted at være barn, med mange muligheder, både ude og inde. Gamle præstegårdshaver kan være de rene parker.

      Slet
  4. Hvor spændende og dejligt at læse med sådan en form for rendezvous.

    SvarSlet
    Svar
    1. Observatoria.: Tusind tak. Det var i det hele taget en god tur, og mødet gjorde oplevelsen ekstra speciel.

      Slet
  5. Jeg fandt din blog for et stykke tid siden via Mommer.
    Mine øjne faldt straks på denne post: Min Fødeø. Nej, hvor dejligt at høre om Mors, som også er min fødeø. Jeg voksede op og boede i Nykøbing indtil jeg var 38, så jeg husker selvfølgeligt mere om øen, end du sikkert gør. Netop i Flade havde vi sommerhus, og det er de allerdejligste minder, som jeg har derfra. Når jeg nu besøger Danmark, er det helt forkert, hvis jeg ikke tager en tur til Flade bakker, hvor jeg har en meget god ven boende. Så går vi altid en skøn tur omkring stranden, op til Salgjerhøj og rundt omkring Bjørneborg. Der er ikke mange steder med så smukt et landskab.
    Skønt at finde din blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Salix. Velkommen på bloggen! Hvor er det sjovt, at du også er fra Mors. Jeg synes, der er langt imellem, at man møder nogen derfra. Vi kommer der desværre ikke så tit, men jeg har mange gode minder derfra, selv om jeg ikke var så gammel, da vi flyttede. Flade og omegn er meget smuk. Jeg husker også, at vi var på sommerlejr på Bjørneborg.
      Vi havde på et tidspunkt nogle venner, som boede i Nykøbing, men de er flyttet, så vi kommer der endnu sjældnere, og det er faktisk en skam. Men der er langt fra Vestsjælland til Mors!

      Slet