Her er jeg med

onsdag den 9. marts 2011

Glæde!

Der er heldigvis mange ting, der kan gøre én glad. I dag så jeg fx de første erantis og vintergækker i haven. Det kan godt være, at det er senere end alle andre steder, men alligevel. Små farveklatter midt i alt det brune og sorte.
Forleden så jeg den smukkeste og mest orangerøde solnedgang, jeg har set i lang tid. Hele fjorden var på det nærmeste oplyst af denne meget flotte farve, og midt i det hele lå store skibe og ventede på at komme i havn eller på at bunkre. Det ved jeg ikke, men synet var bare enestående.
Den største glæde i denne tid er dog visheden om, at vi skal være bedsteforældre igen. I dag er det officielt. Selvfølgelig har vi vidst det et stykke tid, men scanningerne skulle først være gennemført med et godt resultat, før venner og bekendte skulle vide det. Lille Øgle får en lillebror/-søster. Spændende at opleve, hvad hun siger til det. Øglemormor og Øglemorfar her er meget glade. Nummer 4 barnebarn er på vej. Fantastisk.
I skrivende stund er det begyndt at hagle. Solen var ellers fremme lige før med små strejf på en ellers grå dag. Og jeg som troede, at foråret var på vej! Men vi må nok indstille os på skiftende vejrtyper, indtil foråret rigtigt brager igennem.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt for jer, at I har endnu et barnebarn i vente. Jeg er stadigvæk overrasket over, hvor stort det er at blive bedsteforældre, meget større end jeg havde troet. Børnebørn hører helt bestemt til de helt store glæder i livet!
    Det må dejligt med sådan en hel flok! Tillykke med det :-)

    Randi

    SvarSlet
  2. Randi: Tusind tak for det. Ja, vi glæder os også rigtig meget. En lille flok på 4. Intet mindre end fantastisk. Da den ældste i flokken kun er 4 år, vil de kunne få en hel masse ud af hinanden, regner jeg med.Ja, børnebørn er i sandhed , som min mor sagde, "livets dessert".

    SvarSlet