Her er jeg med

torsdag den 29. november 2012

Der var engang......2..

Ud over godset ejede hertuginden også en rhinborg: Burg Rheinstein. Sekretæren og jeg fik på et tidspunkt at vide, at hvis vi fandt en køber til borgen, så fik vi hver en bil ! Desværre kendte vi ikke nogen, der var så formuende.
I 1975 blev borgen solgt til en englænder.
I det tidligere DDR havde parret også besiddelser, bl.a. omkring Schwerin og Ludwigslust. I DDR-tiden overtog staten godserne og jordene. I bygningerne blev der indrettet museer. Hertugen var overhoved for slægten, som ejede flere godser og slotte.
Efter 2 . verdenskrig blev han taget til fange af russerne og sad i det berygtede Lubjanka-fængsel i Moskva. Han var blevet idømt 25 års fængsel for at tilhøre "en kaste, som altid havde planlagt og gennemført krige"? Heldigvis kom han hjem i 1953 ved Konrad Adenauers hjælp.
Hertuginden, som var tip-tip-oldebarn af Dronning Victoria, fortalte engang imellem hertugen, at godset var hendes!
I 1990, da vores børn var hhv. 14 og 12 år, mente Husbonden og jeg, at vi hellere måtte skynde os at komme til DDR og vise børnene et land, som snart ikke eksisterede længere. Den 3. okt. 1990 blev de to Tysklande til ét land. Vi kørte om sommeren. På vej til DDR slog vi lige et smut forbi godset. Det var hyggeligt, og vi fortalte, hvor vi agtede os hen. Så sagde hertuginden: " Hvis De hører om, at vi gerne vil have vores besiddelser tilbage, så passer det ikke. Det vil vi ikke".
Hvordan det ser ud med det i dag, ved jeg ikke, men jeg tror, at den ældste datter nu er chef for slægten, og hvordan hun ser på det, ved jeg ikke.


En af de små hertuginder forærede mig denne tegning. Den er vældig hyggelig, og jeg havde den hængende på min væg på værelset.
Min tid hos hertugfamilien gik godt, synes jeg. Jeg blev meget bedre til sproget, end jeg havde været. Det var naturligvis en fordel, når man var tysklærer bl.a.
Om formiddagen lavede jeg ikke noget, ingen pligter. Jeg gik som regel ned af mig selv for at høre, om der var noget jeg kunne hjælpe med. Det var der sjældent. Der var naturligvis flere tjenende ånder tilknyttet.
Når børnene kom fra skole ved 14.00-tiden, fik de noget at spise. Så havde de i princippet fri, men der skulle jo laves lektier, spilles klaver og rides. Jeg kunne/kan ikke ride, men jeg kunne naturligvis altid følge med ind i skoven. Lektier og klaverspil kunne jeg godt hjælpe dem med.
Ofte var de også på legeværelset, eller de sad og tegnede. Jeg følte, at det var noget af en balancegang, da de havde været overvåget i skolen også. Lidt frihed skulle de vel have?
Sådan gik dagene, stille og roligt.
Der var naturligvis forskellige højdepunkter i løbet af året. Jeg var fx med til jagten på godset som klapper, deltog i Lanternefest ("Laterne, Laterne, Sonne, Mond und Sterne....") på dette tidspunkt af året, (sidste år var Husbonden og jeg faktisk til Lanternefest hos førstebarnebarnet, da hun gik i en Steinerbørnehave), var til koncert i Kiel, var tilskuer til Kieler Woche (Regatta) og med på tur til "Grüne Woche" i Berlin sammen med godssekretæren og en del landboungdom fra egnen. Fordi jeg var med, måtte vi køre en stor omvej, over grænseovergangen ved Helmstedt i stedet for at benytte grænseovergangen i Nordtyskland. DDR!
Jeg var på forskellige ture med hertuginden rundt i området. Vi så skolen i Rendsburg, hvor børnene gik, vi var på café osv.
Hun var på mange måder meget principfast, men kunne også være ret excentrisk. Børnene måtte fx ikke  se aviser og ugeblade. Den yngste var 7, og de 2 andre var 11 og 12 år gamle. De skulle ikke læse sladderhistorier i ugebladene om familien.
Det er svært at få beskrevet et helt år på forholdsvis kort plads, men Århundredets Fest får lige sit eget afsnit.
Alt, hvad der kunne krybe og gå af honoratiores i nærheden samt ejerne af de omkringliggende godser og dele af familien blev inviteret. Sekretæren og jeg var også inviteret. Vi skulle holde fri. Vi havde været ude at investere i nyt outfit. Jeg husker, at jeg købte en harlekinternet, kort kjole i lurex og guldsko til. Skulle der være fest!??
Buffeten kom fra Danmark (Sønderhav) tæt på grænsen.
Jeg var ikke vant til at blive kysset på hånden. Jeg syntes, det var spændende at være sammen med så mange adelige, og heldigvis var der også nogle yngre imellem, så sekretæren og jeg ikke kedede os alt for meget. Det var en anden verden.
Et par gange fik jeg besøg hjemmefra. Jeg kan huske engang mine forældre var på besøg. Min far, som den akademiker han var, skulle have styr på ordene, grammatikken osv., inden han åbnede munden, og så var det naturligvis korrekt. Min mor derimod, hun snakkede udenlandsk, blev vi enige om. Hun blandede engelsk og tysk og dansk, men det var hende, der fik snakket mest og fik svar på sine spørgsmål.
Inden jeg forlod stedet fik jeg nogle gaver. Jeg fik bl.a. et par guldøreclips, som jeg passer godt på.

Skulle jeg komme i tanker om mere, så kommer der et PS. Det må være nok for nu.

14 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må have været en spændende tid for dig - og det har været spændende at læse om!
      Jeg drømte også som helt ung lidt om at tage et år til udlandet, men det blev ikke til mere end drømmene :-)

      Randi

      Slet
    2. Tusind tak, Randi. Ja, det var spændende på mange måder. Det var også meget trygt, så jeg tror, at mine forældre var godt tilfreds med, at jeg var der. Min lillesøster derimod var hos 3 forskellige diplomatfamilier i Moskva. Det var anderledes spændende!
      Drømme skal man have! God fredag!

      Slet
  2. Det er så hyggeligt at læse om en svunden tid, især fordi dine ord og oplevelser gør det personligt, nærværende og levende. Det er en tid som aldrig kommer tilbage ... hvilket man vel i bund og grund heller ikke ville ønske ... lad historie forblive historie og gode minder.
    Jeg kunne ikke lade være med at smile over din fars og mors forskellige tilgange til fremmedsprog ... jeg ligner din far på det punkt, mens min egen far var fuldstændig som din mor :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, man skal ikke ønske sig de svundne tider tilbage, i hvert falfd ikke, hvad det materielle angår, men der var en helt anderledes tryghed, forståelse, velopdragenhed, hjælpsomhed osv. i samfundet som sådan tidligere, synes jeg.
      Jeg ligner også min far, hvad angår min tilgang til fremmedsprog! Mange tak, Ellen, og god fredag!

      Slet
    2. Jeg iler med at rette til i hvert fald :-)!

      Slet
  3. Tænk engang, at det allerede er et år siden, du var med V til lanternefest. Jeg troede faktisk, at det var i år, men det viser jo meget godt, hvor hurtigt tiden går *mimre mimre*

    Så hyggelig læsning om tiden på godset. Og hvor fint, at du har gemt tegningen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Taktak! Ja, tiden går hurtigere, når man bliver ældre (he-he)!
      Det var en hyggelig tid. Jeg tror, at jeg har flere tegninger endnu, men hvor? Denne her er vist et godt eksempel på en steinersk tegning?
      Man kunne godt unde alle en tid i udlandet. Det har du jo også prøvet og det endnu længere væk :-)!

      Slet
  4. Det var meget spændende at læse, Nonna, tak fordi du fortæller! Du må have fået lært sproget og oplevet en helt anden verden, som vi ellers ikke har kendskab til. Tænk at de stakkels børn ikke måtte læse aviser og ugeblade! Jeg smilede over din mors evne til at gøre sig forståelig, selv om hun ikke beherskede sproget :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Madame! Ja, det var en helt anden verden. Jeg opnåede endda, at kong Frederik sagde til mig, at jeg skulle hilse hans fætter :-)!
      Ugebladene lå i hertugparrets private lejlighed. Selvom fjernsynet var opfundet ;-D, havde de/vi det ikke.
      Min mor havde været et år i England, men måske havde hun glemt noget af sproget. Desuden var hun vokset op i Sønderjylland, så helt fremmed over for det tyske var hun ikke, men hertuginden talte selvfølgelig (også)engelsk. God fredag!

      Slet
  5. Din historie minder mig lidt om den min mor kunne fortælle om sin ungdomstid på et dansk slot i sidste halvdel af halvtredserne og alligevel er den anderledes. Vi elskede at høre om disse tider da vi var børn. Der er en fascination over sådan et liv, selvom jeg ikke vil bytte.
    I dag er det ikke nemt at holde noget skjult for børn heller ikke selvom man er adelig.
    Jeg ville også passe godt på de øreclips, hvis de var mine :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tiderne har virkelig ændret sig siden slutningen af 50´erne. Det er bestemt fascinerende at have oplevet en så anderledes tilværelse. Det anderledes lå i, at familien var adelig.
      Nej, i dag kan man ikke holde noget skjult for børn. Godt eller skidt?
      God weekend!

      Slet
  6. Hvor er det godt, at du kom afsted på sådan et cool ophold. Var der ingen billeder fra den omtalte fest og det fine outfit?
    Har I så ikke været der siden besøget i 1990?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig på mange måder rigtig godt, at jeg havde det år. Jeg har desværre ingen billeder fra festen og af tøjet. Dengang tog jeg ikke særlig mange billeder.
      1990 var sidste besøg der. Hertuginden døde i 1994. Men jeg er glad for, at vi var der i 1990. Tak, Observatoria!

      Slet