Her er jeg med

tirsdag den 26. juni 2012

Hanne-mad

Jeg elsker at prøve noget "nyt" i køkkenet. Noget, som er nyt for mig. Jeg ser en del madprogrammer, og indimellem bliver jeg vældig inspireret, som nu forleden, hvor Anne Hjernøe og Anders Agger besøgte Dragsholm Slot, som i parentes bemærket ikke ligger så langt fra os.
Der var utrolig meget at blive inspireret af.
I første omgang af strandkålssalat. Da Husbonden alligevel skulle ud at gå med hunden, gik han på stranden i håb om at finde føromtalte urt. Det lykkedes også. Han kom hjem med både store og små blade. De store smed jeg ud, de små og frøstandene beholdt jeg. De blev skyllet og blancheret og dryppet med en dressing bestående af olie, citron, hvidløg, salt og peber.
Frøstandene og de helt små blade smagte bedst. De lidt større blade havde en bitter eftersmag, synes jeg.
Jeg lagde strandkålen oven på skivede tomater, og det fremmede både salatens udseende og dens smag.
Ved siden af i det lille glas er mit første forsøg på at lave ramsløgskapers. Det er afblomstrede blomsterknopper fra ramsløgene, der bruges her. Husbonden måtte afsted igen, ned i Kystskoven. Han forener det nyttige med det behagelige. Det er nyttigt at gå tur med hunden, og det er behageligt at være samler som i oldtiden! Eller også er det omvendt. Der var desværre ikke så meget at få fat på, da underskoven var groet til med brændenælder o.lign.
Jeg har brugt Meyers opskrift. Knopperne skal først skylles, derefter dryppes godt af og saltes, og tilsidst skal de puttes i kold, indkogt lage og stå køligt en uge. Af samme grund har jeg ikke smagt dem. Smagen vender jeg tilbage til senere.

En gang imellem vil billedet bare ikke, som jeg vil. Drej computeren 90 grader t.v.!



Mens jeg arbejdede i køkkenet, spillede jeg også Mikado, som I kan se. Grrrr!

2 kommentarer:

  1. Den mad- og oplevelsesglade28. juni 2012 kl. 00.36

    Det er fint og inspirerende at læse dine madglade bud på spændende ting til smagsløgene. Det lader til du sørger for, at I ikke får lejlighed til at løbe sur i det samme igen og igen. Nye spændende ting på bordet og variation af det gammelkendte er vel nok godt som bidrag for (livs)appetitten.

    SvarSlet
  2. Den mad- og oplevelsesglade: Jeg prøver at variere maden. Det er ikke altid, at inspirationen og ingredienserne er til stede, og så må man ty til de gode, gamle opskrifter. Du har helt ret. Jeg synes også, at variationen fremmer både den ene og den anden appetit.

    SvarSlet