Her er jeg med

tirsdag den 3. juli 2012

Arbejdsweekend

ADVARSEL: BILLEDTUNGT INDLÆG!
I den netop overståede weekend samledes storfamilien her på matriklen. Alle var mødt frem i løbet af fredagen. Om lørdagen gik arbejdet i gang.

Den lånte brændeflækker er på plads

Stort set ved vejs ende søndag middag
Det må siges at være en meget stor hjælp at have unge stærke kræfter til det grove. Når alle er i gang, rykker det virkeligt. Ind imellem skulle ungerne naturligvis serviceres, der skulle laves mad, og samværet skulle plejes. Det skal naturligvis ikke kun være surt slid. 1-2 arbejdsweekender om året er genialt. Projekter vil der altid være.
Samtidig med, at kløvningen stod på, var der gang i sandkasse og legehus et andet sted i haven. Den gamle sandkasse er for længst væk, så tiden var inde til at sætte en ny op.

Ind imellem blev der gået ture ned at fodre hestene på en nærliggende bondegård eller op til vindmøllerne på modsatte side af grunden, langt fra alfarvej. Møllerne ligger heldigvis så langt væk, at vi ikke kan høre dem. Øglefamilien (www.hverdagenssurdej.dk) havde en hel pose hyldeblomster med tilbage, da de havde været der forbi. Mere om hyld i et senere indlæg.

Sandkassen tager form.
Så godt som færdig. Øglen besigtiger værket. Det er godkendt.

Sandkassen ligger ved siden af legehuset, som var den egentlige årsag til arbejdsweekenden. Øglemor havde fået den geniale idé, at legehuset skulle gøres hyggeligt. Som sagt, så gjort. Fra lørdag morgen til søndag middag kan man nå meget, må vi konstatere, også selv om de små skal puttes, køres barnevognsture med, tegne, se TV, bade, spille spil på Ipad´en osv.

Koncentration!
De små går til sagen med stor entusiasme.
Varanen tænker sikkert: Godt, jeg kan holde fri!


Må jeg også være med?
Så blev legehuset færdigt. Det blev taget i brug med det samme, og det var tydeligt, at børnene hyggede sig derinde. De er fuldstændig med på, at det er deres, og at vi bare passer på det. Vores svigerdatter tog initiativet til en lille indvielse med kiks, is og saftevand for små og store.



De hygger.
Legehuset er blevet meget fint med hvidmalede vægge og lofter, blomstret "tapet" på den ene væg, slagbænk, hylde, billeder på væggene og knager. Skønt!

Man kan også hygge sig lidt alene.
Det beviste vores ældste barnebarn også om aftenen, da hun erklærede, at hun ville sove i legehuset. Hendes mor sad hos hende, til hun faldt i søvn, og så skiftedes vi til at kigge til hende. Da det blev mørkt, kom hun ind i seng. Det var sejt!

Godnat og sov godt!
Nu ved børnene i hvert fald, at legehuset står og venter på dem, så vi håber naturligvis, at de snart kommer igen sammen med deres forældre.
En stor tak for initiativet, hjælpen og samværet til børn, svigerbørn og børnebørn.

Vejret var med os det meste af tiden, selvom solen og blæsten blev afløst af nogle heftige regnskyl, men heldigvis mest om natten og om morgenen. Trods det nåede vi alt, hvad der var planlagt. Super!

2 kommentarer:

  1. Hold da op - hvor har I nået meget på en weekend. Legehuset er blevet rigtig fint - det må være dejligt for børnebørnene, at de har deres eget lille hyggelige sted hjemme hos Jer!

    Randi

    SvarSlet
  2. Ja, de var meget flittige, allesammen. Legehuset er blevet så fint. Jeg er sikker på, at det kan inspirere børnene til sjove og hyggelige lege i fremtiden. De er heldigvis gode til at lege sammen og har meget ud af hinanden.

    SvarSlet