Her er jeg med

torsdag den 15. april 2010

Bryllupsdag.

I går fejrede vi vores bryllupsdag med gaver, blomster og middag ude. Det var rigtig dejligt, altsammen. Og da vejret også var godt, kunne det ikke blive bedre.
I løbet af dagen var min mand på arbejde, og jeg nød dagen herhjemme med havearbejde, gåture med hunden og afslapning i et læhjørne på terrassen.
I dag er vejret faktisk endnu bedre, så det er også en tur i haven på den ene eller anden måde. Jeg har indtil videre syntes, at det har været for koldt. (Ja, jeg indrømmer gerne, at jeg er en frossenpind.)
Ellers er det vist på tide at få købt et legehus til de små. Det kommer sikkert som samlesæt, og desuden skal det males. Det skal gerne kunne tages i brug her i forsommeren. Jeg tror, vi inviterer på en arbejdsweekend! Det gjorde vi også sidste år, og det var rigtig godt. Faktisk klargjorde vi området, hvor legehuset skal stå, den tidligere hundegård.
I weekenden står den på mere havearbejde, hvis vejret tillader det, ellers er der altid nok at tage fat på herinde. Måske skal vi se lidt dronningefestvitas i TV, hvis ikke det hele bliver ødelagt af vulkansk aske!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar