Boganmeldelser

På et tidspunkt var jeg så dristig, at jeg lovede at give en lille anmeldelse af Helle Helles bog: Dette burde skrives i nutid.
Forrige gang var den på tapetet i Læsekredsen.
Bogen er skrevet i korte kapitler i datid og i kronologisk uorden. Den stil afspejler godt hovedpersonens psykiske tilstand sammen med de replikker, hun bruger. Hovedpersonen hedder Dorte, og hun pendler hver dag mellem Glumsø og København, hvor hun foregiver at gå på universitetet. I stedet for går hun i Scala og tilbringer dagen der. Bogen foregår i slutningen af firserne, og der havde Scala sin storhedstid.
Dorte fortæller ikke, hun remser op. Hun lever i en slags osteklokke, sover dårligt om natten og er ensom. Hun griber de muligheder, hun ser, men reflekterer ikke over, hvorfor hun gør det ene eller det andet.
Bogen er fortalt i flashback, så man skulle synes, at der var rig mulighed for at forklare, hvad meningen med dette eller hint egentlig var.
Dorte møder flere unge mænd, og en overgang kommer hun sammen med Per. Hun bor, så længe forholdet varer, stort set hele tiden hos ham og hans forældre, men på et tidspunkt siger hun til Per: "Vi er alt for unge....Vi går jo bare og venter på, at det skal gå i stykker". Selvfølgelig går det så i stykker. Og om hans forældre siger hun:"De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere". (Sidespring: Det forklarer, hvorfor der er en del ukrudt på vores matrikel!)
Hvorfor bogen hedder, som den gør, kan der være mange årsager til, fx fordi den handler om alt det, Dorte burde gøre, men ikke får gjort, eller det hele kunne ligeså vel foregå i nutiden.
Helle Helle skriver selv, at det er nutid, men skrevet i datid og dermed en roman.
Jeg synes bogen er godt skrevet, men lidt for minimalistisk efter min smag. Jeg foretrækker forfattere, der bruger bredere pensler. Måske skal jeg læse flere bøger af Helle Helle, før jeg lægger mig fast på en mening.

Sidste gang havde vi læst " Det ægte folk-budskabet til mutanterne". Det er en vidunderlig bog, synes jeg. Den er meget anderledes end andre bøger, og den har et tydeligt budskab.
En midaldrende amerikansk kvindelig læge bliver bedt af en australsk kollega om at komme down-under og deltage i hans arbejde og forskning. Hun har altid ønsket at komme til Australien og tager afsted.
På et tidspunkt aftaler hun et møde med en stamme af aboriginals. Hun bliver kørt langt væk uden mulighed for selv at finde tilbage, og uden varsel bliver hun taget med på en lang vandring sammen med det ægte folk. Fire måneder vandrer hun sammen med stammen gennem Australiens hede ørken.
Inden de går, har hun afleveret alt, hvad hun havde med:mobiltelefon, diamantur, tøj osv, som bliver brændt på et bål. Hun skal leve sig fuldstændig ind i deres levevis, får lignende tøj på, skal gå barfodet,.
Hun bliver forbrændt, hendes fødder bliver efterhånden som hove, og hun bliver presset til sin udholdenheds yderste grænse. Hun lærer at leve i pagt med naturen. Lidt efter lidt bliver hun indviet i stammens mysterier, og hun begynder langsomt at forstå deres budskab: Alt levende er en del af den samme universelle helhed, og det er et must at erkende det, hvis vi skal redde verden og os selv.
Da hun vendte tilbage til mutanternes (=de hvides) verden, holdt hun først en masse foredrag. Senere udkom bogen.
Her bliver der malet med brede pensler. Det er en skønlitterær bog, ikke en dokumentar. Hun var jo nødt til at huske så meget som overhovedet muligt, da hun hverken havde blyant eller båndoptager. Men efter min mening får hun formidlet "Det ægte folks" visdom til os på en meget fascinerende måde.Til sidst skriver et medlem af Det ægte folk under på, at det hele er foregået som beskrevet. Kan varmt anbefales.

Til næste møde i læsekredsen skal vi læse " Min kamp" af Karl-Ove Knausgård. Den er jeg meget spændt på, da jeg har hørt den meget rosende omtalt. Endnu en dejlig læseoplevelse er i vente.

Kyndelmisse og mad

Denne kyndelmisse-weekend har været den rene afslapning. Ud over de sædvanlige husmodersysler, gåture med hunden, oversættelsesarbejde for mit vedkommende og redigering af læserbreve for Husbondens, så har der været tid til at slappe af.
Vejret var fantastisk flot her i går, den 2. februar, og det betyder jo, at vi kan forvente en hel del sne. Vejrvarsler er der nok af i forbindelse med kyndelmisse.: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden, så vil foråret snart være på vej!
Sidste år skrev jeg også om kyndelmisse, lige her.
Nu er halvdelen af vinteren gået. I tidligere tider tjekkede bonden sit forråd og skulle gerne have halvdelen tilbage. Hvis det var tilfældet, blev der holdt fest. Den mad, som knyttede sig til dagen, var flæsk, pandekager og æbler. Flæsk på bordet denne dag kunne forhindre hungersnød, og æblerne ville betyde sundhed resten af året.
Sidenhen blev det en tradition, at man forærede et æble væk på dagen . Dermed garanterede man modtageren sundhed.
Jeg må indrømme, at vi levede på ingen måde op til disse madforskrifter. Jo, måske spiste vi et æble!

Derimod har weekendens mad bl.a. bestået af kyllingeretter og denne fantastiske moules frites. Uhmmm. Uden at gøre reklame for (Netto) noget som helst, købte vi halvandet kilo friske muslinger til 30 kr.!! Sammen med masser af hvidvin, strimlede løg, gulerødder og porrer blev det en skøn middagsret. Dertil fik vi pommes frites og mayonnaise. Meget lækkert!

Desuden fik jeg en voldsom lyst til citronfromage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået det. Som sagt, så gjort, indtil jeg opdagede, at jeg ingen pasteuriserede æggehvider havde. Øv da også! Så googlede jeg "citronfromage uden æg", og op kom flere muligheder. Det lavede jeg så, men jeg foretrækker langt den traditionelle og luftigere udgave.

Kyndelmisse betyder lysmesse. Lyset er et stærkt symbol på livet og giver næring til alle sind.

Udsigt ud over fjorden, mod syd

Udsigt mod nord

Det var godt, at jeg nåede jeg at fange lyset, inden solen gik ned. Der er heldigvis masser af tegn på, at foråret er på vej. .

Farmors Oversættelses Bureau

....også kaldet F.O.B. For ca. 1 år siden fik bureauet sin første store opgave, og nu den anden. Det er godt, at jeg ikke skal leve af bureauets afkast..
Jeg omtalte det også sidste år, og baggrunden for arbejdet kan læses lige her. Jeg synes, det er sjovt og kaster mig over det, hver gang jeg har en ledig stund.
I denne omgang skal historien om Glücksborg Slot formidles i børnehøjde. Jeg har fået første portion tekst, ca. 10 A4 sider, og jeg har en uge til det. Det kan jeg sagtens nå. Anden portion tekst er sendt til Glücksborg Slot til godkendelse. Derefter får vi det.
Teksten er lidt eventyragtig, i og med at det er en prinsesse og en and, der taler sammen. De følges ad gennem slottet og skiftes til at fortælle for de børn, der måtte lytte.
Vi når rundt i alle rum, og det bliver så min opgave at forsøge at formidle de ofte lidt komplicerede og gammeldags sætninger til børn. Det kan godt være lidt svært, for samtidig med at der skal være en duft af noget historisk og af atmosfæren på stedet, skal det kunne forstås af nutidens børn.
Når jeg er færdig, sendes det hele retur. Det får en kritisk, journalistisk gennemgang af sønnen, og derefter bliver det indtalt. Til allersidst skal det tilbage til firmaet i Berlin og i sidste ende godkendes der.
Så når/hvis I besøger Glücksborg Slot og ønsker en formidling på dansk via høretelefoner, så er det farmor her, der har oversat den tyske tekst til dansk, både til voksne og børn.
Jeg må også hellere selv komme derned!

For mit første oversættelsesarbejde fik jeg en flot Decadent-taske af sønnen, som jeg hjælper med disse oversættelsesopgaver.
Jeg er vældig glad for tasken. Den er tilpas stor og har indvendige lommer til de fleste ting. Den er mørkebrun.

En skøn weekend

Børnebørn på besøg? Ja tak. Det vil vi gerne.
Bryggebørnene og deres far kom i lørdags på weekendbesøg midt i det skønneste vintervejr.
Vejret skulle naturligvis udnyttes: Sol, sne, kælkebakke i baghaven og kælk.
Meget af eftermiddagen blev tilbragt ude i naturen. Både store og små var i aktion.

Der var nogen, der var trætte bagefter. Både lørdag eftermiddag og søndag formiddag foregik på den facon.
Ind imellem var der dog også tid til de sædvanlige indendørs sysler: tegne, lave puslespil, se TV, sidde ved computeren, lege med dukker for den yngstes vedkommende (godt 2 år).
Den store (6 år) nåede at tegne en tegning til mig med blomster, hjerter og et flag på, Det var sødt af hende. Op på opslagstavlen med den, sammen med de andre børnetegninger.
Undervejs nåede vi at sætte bånd i fuglekugler og hænge dem på vores juletræ. Vi plejer at sætte det plyndrede juletræ på terrassen i parasolfoden, pyntet med alskens fuglevenlige sager.
Nu er jeg så blevet opmærksom på, at kuglerne fryser for et godt ord, og så er der jo ikke fugls føde i dem! De må erstattes af noget andet.

Før de blev hængt op, havde den yngste taget kurven med kuglerne i og gået i procession med "fuglekagerne" med storesøster i hælene. Pludselig begyndte hun at synge: "I dag er det farmors fødselsdag......". Alle ordene og melodien var på plads. Fantastisk, synes jeg.

Beklager, men billedet vil ikke, som jeg vil! Den lilles forklæde skyldes, at hun var med til at piske flødeskum til vores apple-crumble-cake. Så hun var ligesom inde i kageuniverset!

Da den lille familie kørte hjem søndag eftermiddag, sov de små hele vejen. En skøn weekend lakkede mod enden!

Fantasi og vintersuppe

Forleden bød jeg på vintersuppe. Naboens havde fået tilbudt 2 minidrivhuse, væghængte med plexiglas, af en bekendt, og så spurgte de, om vi ville have det ene.
Top, sagde vi, og afsted gik det for at hente drivhuse i traileren.
Mens de var afsted, lavede jeg borsjtj, rødbedesuppe. Opskriften fandt jeg i Sæson for god smag.
Så var der hed suppe og hvidløgsbrød, da de kom ind fra kulden efter veludført gerning med vodka og øl til.
Nu står der et stk. drivhus i carporten, indtil videre.
Der kommer helt sikkert mere om det, når vi får forår.

Borsjtj

Min fantasi er ikke noget at råbe hurra for. For at udfordre den, gik jeg en tur på matriklen med kameraet, og det kom der følgende ud af.
En naiv tilgang til de forskellige fotos medgiver jeg,, men jeg syntes, det var sjovt at finde motiver.

Øjne på stilke

Gris?

Fængslet stemme? Eller som man råber i skoven, får man svar?

Udtryksløst ansigt med prinsessekrøller

Besøg i DenNyeBy

De første dage i denne uge var jeg på besøg hos Øglefamilien i deres nye hus. Det var særdeles hyggeligt. Jeg vidste det jo godt, men hold da op, hvor har småbørnsfamilier travlt nu om dage. Jeg mindes ikke, at jeg havde så travlt, da vi var i den situation. Vi havde ganske vist også ung pige, og arbejdsdagen for en lærer var ikke nær så lang og stressende som nu.
Da jeg begyndte med at være lærer, var der ikke noget der hed teammøder, afdelingsmøder, årgangsmøder, årsplaner, elevplaner, og jeg skal komme efter dig. Der var et lærermøde en gang om måneden. Punktum! Så gik vi ganske vist også i skole om lørdagen, men alligevel.

Hov! Nu kom det pludselig til at handle om mig. Reptilfamilien har virkelig travlt og er alligevel priviligeret al den stund, at Øglemor er selvstændig og kan tilrettelægge sit arbejde selv. Hendes firma er nyt, så det er spændende.
Vi kørte derind søndag, så Mårfar også endelig kunne se DetNyeHus. Vi synes begge to, at de har været rigtig heldige med købet.

Jeg kunne godt mærke reminiscenser fra min influenza, men det blev bedre, som dagene gik.

Reptilerne var ved at blive "kørt ind" i den nye institution. Vuggestuebørnene er længere om det end børnehavebørnene, så der skal hentes 2 gange indtil videre. Børnene virker trygge og glade derhenne, selvom det selvfølgelig altid er hårdt at vinke farvel. Jeg var med for at hente på et tidspunkt.

Her skulle så have været et billede! Der er vrøvl med oploading af billeder, desværre. Jeg må vist have fat i min IT supporter!

Når børnene kom hjem fra institutionen, skulle der leges, spises eftermiddagsmad, bages kager og fortælles. Øglen berettede en dag, at de ikke havde været i rytmikrummet som lovet, fordi der havde været en dame, som havde delt bamser ud. Alle fik en lille bamse, en trøstebamse, og som Øglen sagde:" Vi kan kysse og kramme den, når vi er kede af det, og når vi savner vores mor." Et led i antimobbekampagnen, formentlig.
Om aftenen græd Øglen, fordi hun savnede sin trøstebamse! Ak ja!
Hun sagde flere sjove ting. Hun ville med sin mor ud i haven, da Varanen skulle vugges og køres i søvn. Hun er meget omsorgsfuld, så til mig sagde hun:"Kan du godt være alene herinde, mormor? Vi er bare ude på terrassen, og du kan se os gennem vinduet!" Mon ikke, det er det hun får at vide, når Øglemor er alene med de to, og Øglen ikke vil med ud?

Om morgenen skulle hun endelig huske at have jasmin-tabletter. Øhøh? Vitamintabletter, naturligvis, hvad ellers?
Varanen legede, spiste og sov sig gennem dagene, alt imens hans tid i vuggestuen langsomt forøgedes. Om natten vil han så ikke sove. Der har sikkert været for megen omvæltning i hans lille liv med nyt hus, ny institution, langvarig forkølelse osv. Det skulle gerne snart blive bedre.

Som altid er det skønt at være sammen med børn og børnebørn og følge deres hverdag.

Nytårsaften og en bedøvet hund

Jeg er stadigvæk nogle dage bagefter, hvad angår blogskrivning, men heldigvis er helbredet blevet betragteligt bedre.
Vi måtte, som tidligere skrevet, opgive at tage til Jylland for at fejre det nye års komme.
I løbet af eftermiddagen fik vores labrador de af dyrlægen foreskrevne tabletter i den rette dosis med det resultat, at den sløvede og sov temmelig meget, præcist som tilsigtet.
Vi nød vores luksus nødhjælpspakke og fejrede ellers aftenen i tosomhed med TV og samtale.

Forretten, en halv hummer og kammuslinger

Hovedretten bestod af tournedos, og desserten af chokoladeis, med diverse vine.
I løbet af aftenen fik vi kontaktet de venner, som vi skulle have fejret nytår sammen med for måske 30. gang.
Ærgerligt, at det ikke lod sig gøre, men vi led nu ingen nød.
Sidst på aftenen så vi TV-gudstjenesten fra Christians Kirke. En rigtig god oplevelse. Efter selve gudstjenesten, hvor biskoppen var prædikant, var der hilsener fra forskellige andre trossamfund: jøderne, buddhisterne, muslimerne i form af tale og musik. Jeg synes, at særlig Rasmus Lyberth fra Grønland gjorde et stort indtryk med sin fortolkning. Ellers var der Bent Fabricius Bjerre, et mindre orkester, Lone Hertz og sange på jiddisch og libanesisk. En mangfoldighed af ord og musik. Fremragende!
Undervejs var champagnen proppet op, og den gled stille og roligt ned sammen med kransekagen og gudstjenesten.
En dejlig aften var slut, og vi var begyndt på 2013. Hvad vil året mon bringe?
I løbet af natten blev vi vækket adskillige gange af hunden, som opførte sig højst besynderligt, og det fortsatte nytårsdag. Den vaklede omkring, stødte ind i alle møblerne, faldt over sine egne ben osv. Vi var bekymrede, da vi ikke havde hørt noget om tabletternes eftervirkning.
Vi fik fat i dyrlægevagten, som kunne fortælle os, at der garanteret var mange, der var ligeså bedøvede som den dagen derpå.
Onsdag var den frisk igen som en havørn, men vi håber, at vi er raske næste nytår til at fejre aftenen på normal vis, hvilket indebærer, at hunden tilbringer aftenen langt ude på landet.
Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år!