Her er jeg med

mandag den 15. november 2010

"Det er godt"!

Endnu en weekend er gået med dejlige arrangementer.
Den begyndte fredag aften med fest i de skønne lokaler på Carlsberg Museum. Vi opholdt os i Kejserindesalen og i Glyptotekssalen. Fantastisk! Intet mindre. Hvor man end kiggede hen, var der meget at frydes over: Antik og moderne kunst i skøn forening. Thorvaldsen-skulpturer og Skagensmalerier.
Jeg havde aldrig været der før. Jeg er utrolig glad for, at jeg nu har set og nydt de skønne omgivelser.
Blandt udsmykningen findes også symbolet Svastika, som ifølge flere kilder stammer fra Indiens kulturhistoriske sprog Sanskrit. Det betyder "Det er godt" eller "Det er lykkeligt".
Hvad har det så med Carlsberg at gøre? Jo, det har været Ny Carlsbergs logo indtil ca. 1940. Derefter kender vi det faktisk kun som nazisternes logo, idet svastika og hagekorset ligner hinanden til forveksling.
Man mener, at brygger Carl Jacobsen er stødt på symbolet på en af sine rejser til Rom eller Pompeii.
Derudover nød vi den lækre mad med ølmenu, og stemningen blev naturligvis endnu festligere af de skønne omgivelser.
Så vidt jeg har forstået, er museet dsværre blevet lukket for offentligheden, så vi må vente på en ny invitation. Vi så jo faktisk kun en brøkdel af det store kompleks!

Lørdag gik turen videre til Midtjylland til 130 års fødselsdag. Det var en meget hyggelig fest med masser af gæster, lækker mad, sange og taler. Det var mere afslappende end fredag aften , og vi nød timerne i fulde drag, inden vi skulle køre mod Sjælland igen.
Søndag var vi noget brugt, men vi kom afsted til gudstjeneste i sognekirken. Også en dejlig oplevelse, idet vi har en dygtig præst, en fantastisk organist og et professionelt kor. En dejlig musikoplevelse.
Oven i det hele var der sandwiches, te og kaffe bagefter, leveret og skænket af et ægtepar, som har følt sig yderst velkomment i kirken.

Således var der også noget i denne weekend for alle sanser!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar