Misundelse.

Her i pinsen har vi haft besøg af en enlig mor fra det jyske med 2 børn på 7 og 9 år. De kommer af og til, og moderen har vi kendt siden hun var teenager. Hun kom til landet sammen med sin mor og 2 mindre søskende, og vi lærte dem at kende kort efter. Hendes far var her i forvejen. Vi har holdt kontakten med hende.
Hun har en uddannelse og er nu i gang med nr.2 uddannelse, som er svær med mange skriftlige projekter og nuancerede dialoger. Specielt svær for en person, som ikke har dansk som sit modersmål. Indimellem har hun haft forskellige jobs, løse og faste. Hun er kvik, flittig og vedholdende. Hun er brudt ud af et voldeligt ægteskab, har formået at spare op til udbetaling på et hus, flyttet til et nyt kvarter og været i stand til at skabe sig en god tilværelse der. Hun knokler for at give børnene en bedre fremtid. Alene!
Hendes familie har slået hånden af hende, og flere venner har stillet kritiske spørgsmål. Skulle du ikke hellere....?
Altsammen på grund af misundelse, tror jeg. Jeg forstår det ikke. Hun forstår det heller ikke. Hvorfor bakker de ikke op, i stedet for at blive gul og grøn af misundelse? Mon de selv har noget i klemme, føler sig trådt over tæerne? Hvorfor ikke prøve at fortælle hende, hvor sej hun er? Hvor godt gået det er?
Får folk det bedre af at nedgøre andre? Man skulle næsten tro det. Heldigvis kan hun godt svare for sig, men hun forfalder naturligvis til tristhed ind imellem .
Heldigvis har hun også gode og trofaste venner, som hjælper hende.
Misundelse er en grim ting efter min mening. men vores veninde kæmper videre trods hårde odds.