Her er jeg med

torsdag den 5. juni 2014

En lørdag i Haderslev

Sidste lørdag var der fætter- og kusinefest. Vi kan kun mønstre 11, så derfor er det vigtigt, at alle møder op.
Vi mødtes hos min kusine og hendes mand i Haderslev, hvortil de flyttede for ca. 5 år siden fra Gram. Jeg har hele min familie i Sønderjylland og har også selv boet der i mange år. Jeg holder utroligt meget af den landsdel.
Klokken var omkring 11.30, da vi mødtes. Sandwich og drikkevarer var stillet frem, og vi bænkede os på terrassen.

Terrassens "bagvæg"
Fantastisk flot med alle de rhododendron i forskellige farver.
Efter sandwichpausen kørte vi mod Aarøsund for at sejle til Aarø med færgen. Det var meningen, at vi skulle tilbringe det meste af eftermiddagen på Aarø, se vingården derovre, besøge strikkebutikken, som også sælger kød fra Gallowaykvæg og drikke kaffe.

Aarøfærgen
Vi kom i god tid og stod standby, indtil vi kunne køre om bord. Vi ankom i flere biler, og pludselig forlød det, at værtens achillessene var sprængt. Han ville se efter, hvornår det var tid til at gå/køre om bord, og så skete det. Han kunne hverken gå eller stå, endsige støtte på foden, så det var bare afsted til det nærmeste sygehus, som ligger i Aabenraa. Hans svoger kørte ham. Det tog 3-4 timer, inden de var tilbage igen. Patienten med en forsvarlig skinne og bandage. De næste 6 uger må han ikke støtte på foden!
I mellemtiden besluttede det øvrige selskab, at Aarø måtte vente til en anden gang, da ingen kunne vide, hvor lang tid, det ville tage på sygehuset. Vi satte os derefter ved stranden og fik medbragt kaffe og kage serveret.

Der rigges til til kaffepause
I stedet for en ø-tur kørte vi til Haderslev og gik en tur på deres nye waterfront. Der er sket store forandringer i løbet af de sidste få år. Store bygninger, beboelsesejendomme, fx "Søslangen" og seniorboliger, VUC, PFA og SKAT osv. ligger nu der. Flotte bygningsværker. SKAT i Haderslev er et af de centre, der skal lukke, og det er næsten lige blevet færdigt!! Hvad er meningen, spørger jeg bare. Utroligt!

Nyt og gammelt på havnen. Bag vejerboden ligger Søslangen, og bag den th. ligger den kunstfærdigt udsmykkede silo.
Vi nåede også lige at se kunstudstillingen "Krigen i Haderslev". Det blev en meget hurtig gennemgang, da vi kom temmelig sent i forhold til lukketid
Til sidst kørte vi tilbage til værtsparrets adresse og gjorde klar til det obligatoriske pakkespil, som alle går op i med liv og sjæl.

Bemærk de alvorlige miner!
.Pakkespillet tager den tid, et pakkespil tager. En drog hjem med en kogebog, en anden med en fiskestang, nogle af de andre fik hhv. siliconeforme, håndsæbe i designerdispenser, højttalere til PC, osv.
Oven på denne kraftanstrengelse skulle vi have tryllet al maden frem fra køletasker, køleskabe, ovne, æsker, gryder osv. Alle har en eller to retter med til fælles fornøjelse. Heldigvis var patienten og hans støttepædagog kommet tilbage, just til spisetid.
Her gik vi så endelig om bord, altså i maden: kartoffelsalat, hjemmelavet paté, salat med hindbær og nektariner samt bruchetta med gedeost, culottesteg, hjemmelavet gammeldags hvidkål, broccoli og baconsalat, salat med melon, feta og pinjekerner osv. Vi sluttede af med en ostekage.


Vi nød det hele og hinandens selskab. Det er en rigtig dejlig tradition, som nu har kørt gennem snart mange år. Det er både hyggeligt og fornøjeligt. Vi ser frem til næste år, hvor det skal foregå i Gram.

Ved 21.30 tiden brød alle op. Vi er de eneste, som ikke bor i Sønderjylland, så der forestod en længere tur.
Patienten har det heldigvis godt. Vi fortalte ham, at det er en luksussygdom han har, da det er nødvendigt, at han bliver vartet op! Jeg tror, det giver sig selv.

10 kommentarer:

  1. Pokikers til uheld - sprang den bare sådan lige uden videre? Han må da have trådt forkert, den stakkels mand. Eller stakkels ... nu skal han jo opvartes, som du siger. Problemet er bare, at det ikke er så sjovt, når det er påtvunget :-)
    Det er en god fætter-kusinetratidion, I har - vi har en næsten tilsvarende, men der skiftes tre familier til at levere maden; så har alle fri to år ud af tre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, achillessenen sprængtes uden videre. Pludseligt! Det var synd for ham, trods den luksus, der må følge med i form af opvartning;:-)!
      Vi er også glade for fætter- og kusinetraditionen. Det lyder også som en god idé, at man kan holde fri to år ud af tre.
      Hos os er det mærkeligt nok kun sket en gang, at to har haft den samme ret med. Der er ingen aftaler om, hvem der tager hvad med. Tusind tak, Ellen, og god pinse!

      Slet
  2. Uha, det var da frygteligt, at at værtens achillessene var sprængt! Men ellers lyder det som et meget vellykket fætter-kusinetræf. God idé at alle har en ret med! Jeg har forsøgt at indføre fætter-kusinefester her, men det er desværre ikke lykkedes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bestemt ikke sjovt med en sprængt achillessene. Det kunne man tydeligt fornemme på den stakkels mand.
      Vi plejer altid at have fornøjelige træf. Det er rart at blive opdateret. I år var det 20. gang, vi mødtes på den måde.
      Jeg håber, at det lykkes dig at komme igennem med at indføre fætter- og kusinefester i din familie. Hos os var det min afdøde søster, der initierede træffene.
      Tusind tak, Madame, og god pinse!

      Slet
  3. Det lyder som en rigtig hyggelig dag til trods for, at værten måtte en tur på sygehuset. Vi har også indført en årlig fætter-kusinekomsammen i min familie. Der er ikke rigtig nogen faste traditioner omkring det, men hyggeligt er det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god tradition, disse fætter- og kusinesammenkomster, med eller uden fast program. Det er altid hyggeligt og sjovt. Det var synd for værten, men sådanne skader kan vel ikke forebygges? Mange tak, Randi, og god pinse!

      Slet
  4. En dejlig tur, og vi har jo lige været i Gram for en uges tid siden. En by vi også holder meget af :-)
    Disse træf har vi også, spredt udover det danske og svenske land. Vi har også familiemedlemmer i Belgien, Tyskland , USA og England, men det er yderst sjældent, at de deltager, ligesom svenskerne heller ikke er så godt repræsenteret, selvom der er mange af dem.
    Patienten behøver ikke opvartning til alt, man kan transportere meget på et par krykker eller en taburet, som bruges til gangstativ, kan I fortælle ham :-) Det er praktiseret her i huset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Pia. Ja, Gram er en dejlig by. Det er ganske vist længe siden, jeg har været der, men som barn og som ung kom jeg der ofte, på Kongevej og Slotsvej. Nu er det kun for at besøge min fætter, vi kommer der.
      Familietræf er en god ting. Vi bliver opdateret og føler samhørighed.. Sådan har jeg det i hvert fald.
      Patienten er helt klar over, at han ikke behøver hjælp til alt. Hvad angår luksus er det sagt med et glimt i øjet. Han har næsten lige fået ny hofte, så han ved, hvad det handler om! God pinse!

      Slet
  5. Hvor lyder det hyggeligt, familie er bare det bedste, man har!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har fuldstændig ret! Og ja, det var en rigtig hyggelig dag! Mange tak og god torsdag!

      Slet