Her er jeg med

tirsdag den 24. januar 2012

Pragtfuld weekend

En herlig weekend med skønne oplevelser er just overstået. Den bedste af dem var det yngste barnebarns dåb på Østerbro. Han var iført arvedåbskjolen.
En smuk kirke, en meget nærværende præst, et stille og smilende dåbsbarn og en medlevende menighed. Alt forløb, som det skulle.






I parentes bemærket, så havde præsten sin iPad med, hvorfra hun læste bønner og prædiken op. Da hun stod lige neden for trappen til koret, var det synligt for alle. Det er første gang jeg har set en iPad brugt på dette sted. Der var da også nogle blandt gæsterne, som ikke syntes, at det hørte sig til i en kirke.
Det er helt fint med mig. Den nye teknik kan hjælpe mange steder.
I en anden kirke så jeg for nylig fladskærme placeret på strategiske steder. De viste salmenumre og billeder samt annoncerede arrangementer. Sjovt nok dominerede de ikke kirkerummet.

Efter barnedåben var vi på café, hvor vi fik brunch. Dåbsbarnet var faldet i søvn under sidste del af seancen og fortsatte med at sove , efter at vi var ankommet til caéen.
Vores gave til det lille barnebarn vil jeg skrive om på et senere tidspunkt. Moderen havde ønsket sig det. Jeg synes, det er en rigtig god ting at ønske sig, bl.a. fordi det kan suppleres ved kommende lejligheder med passende figurer.Det kom desværre ikke til dagen, da det var udsolgt herhjemme, så vi måtte udenlands for at få fat i det.

Desværre blev vi nødt til at bryde op lidt før de andre gæster, da vi skulle tværs igennem landet for at komme til guldbryllup hos gode venner i det vest-sønderjyske. Vi nåede det i god tid, så vi kunne nå at klæde om i ro og mag, til smoking og langt.
Hvor tit kommer man egentlig til sådanne fester i så festligt skrud med alt, hvad der hører sig til? Champagne med frugt, pyntet med chokolade, som velkomst, og selve festen fortsatte på det niveau.
Levende musik, kor, sækkepibemusikant, sanghefte med skønne sange og en formidabel middag med diverse vine. Undervejs sang guldbrudgommen solo for sin viv: "Det var på Frederiksberg" i en lettere omskrevet version, så den passede til lejligheden. Det gjorde han virkelig godt. Jeg tror, at der var flere, som ikke vidste, at han kunne synge!
Til allersidst: pølsebord og solæg. Sidstnævnte en sønderjysk specialitet. Vi sætter meget pris på denne delikatesse.
Heldigvis skulle vi overnatte på stedet, og efter morgenmaden tog vi over grænsen for at proviantere  drikkevarer. Da vi boede i Sønderjylland skete det jævnligt, nu må vi vente på en lejlighed.
Midt på eftermiddagen var vi på Sjælland igen, skønne oplevelser rigere.

2 kommentarer:

  1. Hvor er han dejlig - stort tillykke med ham!

    Randi

    SvarSlet
  2. Tusind tak! Ja, han er enormt sød.Vi glæder os til og over at kunne følge ham.

    SvarSlet