Her er jeg med

søndag den 4. juli 2010

Babysnak.

Hele weekenden har vi lyttet til vores mellemste barnebarn (godt 1år), som vi har haft besøg af sammen med sin mor. Totalt hyggeligt. Så snart sutten var ude af munden, væltede ordene ud. Den samme lange sætning igen og igen, somme tider afslappet, andre tider insisterende, højt eller sagte. Hvor var det sjovt, og vi forstod ikke en lyd. Indimellem sagde hun ja, vov og andre småord, letforståelige, men så vendte hun tilbage til sin yndlingstale. Hvis én af os forlod stuen, var vi sikker på, at det skulle betyde noget i retning af: Du må ikke gå-bliv her! Eller, i en anden situation, kunne det måske betyde: Jeg skal vise dig noget-kom her!
Hendes mor og jeg blev enige om, at det sikkert var en slags østeuropæisk! Stærkt inspireret af søde, lidt gebrokne, østeuropæiske pædagoger, som arbejder i Babyens institution.
Baby Sofie præsterede også i stort omfang at gå alene, fra det ene rum til det andet, eller flere gange frem og tilbage i stuen. Vi var totalt benovede. Hun havde kun gjort det en enkelt gang før, hos far-forældrene. Ind imellem kravlede hun naturligvis. Det går stadigvæk hurtigst for hende.
Vi var 3 til at holde øje med hende. Ind imellem var hun meget bevidst om, at vi var opmærksomme, både når hun ville ind i skabet med porcelæn, når hun gik "i kødet" på vores rolige labrador, og når hun stavrede derudaf. Det var sjovt at se et skævt smil og et glimt i øjet.
Hun er selvfølgelig en guldklump, ligesom jeg formoder, at alle andre børnebørn er for deres bedsteforældre.
Hun har udviklet sin egen lille personlighed, synes vi. Hun er helt sin egen, meget mild og medgørlig. En gang imellem slår temperamentet, som ligger godt gemt, dog igennem og viser, at man har vel også sin egen mening!
Ligeså skønt det er at have besøg af alle på engang, børn, børnebørn, svigerbørn, ligeså dejligt er det også at have en weekend med kun en lille familie. Man kan bruge mere tid på at snakke, iagttage, lytte og bare være.

2 kommentarer:

  1. Jeg er enig med dig i, at det på den ene side set er dejligt at samle hele familien af og til - og på den anden side set mindst ligesom skønt at have sine voksne børn og deres familier på besøg enkeltvis.

    Randi

    SvarSlet
  2. Netop.
    Begge dele er jo dejlige. Vores børn bor heldigvis ikke så langt fra hinanden, så de har også mulighed for at mødes uden for "hjemmet". Det nyder de - og vi - også!

    SvarSlet