Her er jeg med

tirsdag den 30. oktober 2012

Weekend med benspænd

I denne weekend har jeg måttet pleje min tiltagende forkølelse. Skønt vejret har været så flot, så har meget af weekenden måttet foregå indendøre for mit vedkommende, hvor jeg har plejet min forkølelse med alskens lækre sager. Ikke, at det har hjulpet noget på forkølelsen, men måske på den mentale tilstand!
Lørdag aften gik med Matador (som vi nu ser, for jeg ved ikke hvilken gang), men genudsendelser er efterhånden blevet DR´s varemærke! Plus Maestro, som samme kanal trods alt sender med nye deltagere.
Nostalgien i Matador er til at tage og føle på. Hver gang man ser serien bliver man fanget af nye detaljer. Og i Maestro må man forundres over, hvor meget de uøvede dirigenter udvikler sig fra gang til gang.



Søndag morgen forlod vi vores skønne udsigt og gik over til naboens, som har nøjagtig den samme udsigt som vi minus fyrretræerne i forgrunden. De hører ikke med til vores grund, så derfor er de ikke fældet!

Vi var inviteret til morgenmad. Jeg synes nærmere, det var brunch med laks, peberrodssalat, rejer, æg, pølser,  diverse oste og marmelader, frugtsalat og forskelligt brød i rigelige mængder. Ingen gik sultne fra det bord.
Senere på formiddagen skulle Husbonden på messe. I weekenden har der været Erhvervsmesse i hallerne med ca. 170 stande. Firmaets stand skulle naturligvis bemandes, og Husbonden gav en hånd med.
Vi andre drog også afsted for at opleve messen som forbrugere. Vejret var jo skønt, og vel ankommet kunne vi se, at der var mange stande på torvet uden for hallerne.


Bageri, Bolchekogeri, Hjemmeværn, Spejderforeninger, Dyrehøj Vingård, Køkkenfirma osv. havde taget opstilling udenfor. Desuden kunne man få en rundtur i Den gamle By i hestevogn.



Messen var velbesøgt. Vi gik indenfor og kiggede lidt på de forskellige stande, som reklamerede for alt mellen himmel og jord: Store installationer til hjemmet, biler, lamper, tøj, aviser, briller etc. etc.
På næste billede prøver jeg at få det store overblik i hal 2.


Husbonden gemmer sig under den sorte baldakin.


Messetilbud! En god idé, hvis man fornemmer, at det virkeligt er et tilbud. At sætte en ting ned med 5 kr. kan ikke kaldes tilbud efter min mening. Der skal større beløb til.
I kælderen holdt en hel flok forskellige foreninger til. Alle sukkede efter nye medlemmer. Jeg lod mig dog ikke hverve!
Der var alt i alt noget for alle sanser.
Undervejs var der meget forskelligartet underholdning fra scenen. Vi overværede kun Dario Campeotto, som sang nogle af vort hjemlands vemodige sange, fx I Danmark er jeg født og Angelique! Ak ja. Han har en god stemme, det kan ingen tage fra ham!
Så var der børnekor, børnecirkus, Sivertsens Serveringsteater og gøglere.
Således opfyldt af søndagens "kulturelle" inputs drog vi hjem igen. Husbonden sluttede sin arbejdsdag kl. 16.00., da messen lukkede.
Resten af dagen plejede jeg min forkølelse under et tæppe ved brændeovnen og med en god rom i glasset.

10 kommentarer:

  1. Øv - forkølelse er der ikke meget ved, men man må bare tage det som en god anledning til at forkæle sig selv lidt ekstra.

    Rigtig god bedring!

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Randi. Du har så ganske ret. Der er ikke meget ved forkølelse, og en sådan har det med at trække ud, synes jeg. Og ja, jeg benytter enhver lejlighed til at gøre det lidt godt for mig selv :-)!

      Slet
  2. Øv, din stakkel. Godt, at du kan forkæle dig selv lidt. God bedring. Snart :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Frue! Jeg ønsker mig også snarlig bedring. Indtil da må jeg doktorere på ondet med skønne, spiselige og drikkelige sager :-)!

      Slet
  3. Rigtig god bedring med forkølelsen! Det ser ud som en spændende dag med mange oplevelser på messen. Her hos os ser vi også Maestro. Det er nemlig sjovt at se, hvor meget de lærer fra gang til gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Madame. Ja, det var en spændende dag på messen, og arrangørerne var selvfølgelig godt tilfredse. Det er spændende at følge de dygtige deltagere i Maestro og samtidig høre god musik. Underholdningsorkestret kan deres kram!

      Slet
  4. Først og fremmest god bedring!
    Forkølelser gider vi ikke, men vi bliver desværre ikke altid spurgt ...
    Jeg er nok ved at blive lidt negativ hvad prisniveauet på messer og markeder angår, for jeg synes de er mindst lige så dyre med deres varer, som havde de haft butik på Strøget. Ser de det mon som en kilde til en rigtig god indtægt fra godtroende forbrugere?

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi gider bestemt ikke forkølelser! Jeg er helt enig. Mange tak for ønsker om god bedring. Visse firmaer/forretninger var virkelig mindst ligeså dyre som til daglig i deres butikker. Der skal mere til at lokke mig til at handle. God onsdag!

      Slet
  5. Det er en dejlig udsigt I har fra matriklen :-)
    Messe og forkølelse er måske ikke den bedste cocktail. En god stol og Matador er da ikke så tosset. Vi ser det dog ikke i denne omgang og Maestro aner jeg ikke hvad er. Har aldrig hørt om det, men kan næsten forstå det er noget med musik! Måske sendes det fra nogle kanaler vi ikke kan se, eller også bekræfter det bare at vi ikke ser meget tv.
    Rigtig god bedring

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Pia. Ja, vi er også vældig glade for vores udsigt, hvor vi kan se de skønneste solnedgange.
      Maestro kommer lige efter Matador, også på DR 1.
      Man bliver temmelig træt i forbindelse med en forkølelse, så jeg var ikke så længe på messen. Lænestolen og brændeovnen trak! God onsdag!

      Slet