Og hvor er det sandt.
Vores labrador, som nu er godt og vel 8 år, altså en ældre herre, er et fremragende eksempel. Den er god, blid og tålmodig, som dagen er lang, når det gælder børnebørnene. Det sætter vi stor pris på.
Men tålmodighed som sådan har den ikke meget af, hvis den har sat sig noget i hovedet! Den kan være meget insisterende. Hvis den savner opmærksomhed, sætter den ganske forsigtigt en pote op på ens arm for at gøre klart, at den vil noget. Det kan være, at den skal ud, at den vil have noget fra køleskabet, eller den vil leges med. Hvis man ikke reagerer, kan den finde på at bruge snuden til hjælp, og så pludselig kan kaffen skvulpe over i den kop, man netop sidder med!
Hvis jeg sidder ved computeren og er ganske tabt for omverdenen, kan den komme og lægge poten på min arm. Når den har gjort det et vist antal gange, og jeg har prøvet at holde den hen med: "Sit" eller "Dæk", eller "Vi skal ikke noget!" eller "Du skal lige vente 5 min." osv., og den har gjort det hele, jeg har bedt den om, må jeg overgive mig!
Så siger jeg som regel:"Hvad skal vi?" og så løber den foran, henter legetøj, stiller sig foran køleskabet eller går ud til bryggersdøren. Klog hund, synes vi.
Hvis den har været alene, eller vi får gæster, viser den sin glæde ved at tage et stykke legetøj i munden og løbe en/dem i møde. Den elsker gæster.
Dens yndlingsbeskæftigelse er at svømme. Da vi kun har et kvarters gang til fjorden, får den rig mulighed for det. Uanset bølgernes højde kaster den sig ud i vandet, men først når der er blevet kastet en pind ud. På den måde kan vi styre dens ophold i vandet. Den er meget arbejdsom, og den kræver motion for at kunne fungere optimalt. Den gør en del på stranden, hvis pindene ikke kastes kvikt nok ud. Den er utrolig hurtig i vandet.
Tiden på stranden udnyttes fuldt ud. Hvis den ikke er i vandet, slæber den store grene frem og tilbage, og lægger sig til at gnave i dem. Således klarer den tandbørstningen.
Nå, nu er den lige kommet hjem fra endnu en svømmetur. Den er ikke så vild med at blive tørret, men når den først har opgivet kampen, nyder den det alligevel.
Et godmodigt og vigtigt familiemedlem!
 |
| Må jeg være med? |
Vist på tide at jeg stikker hovedet indenfor og hilser på.
SvarSletHygger mig lidt over din beskrivelse af livet med hunden, og rigtigt meget af det kan jeg jo sagtens genkende - især når der ønskes opmærksomhed.
Han ser rar ud - jeres labrador.
Mange tak, Overleveren, og velkommen på bloggen. Vores labrador er ganske rigtigt meget rar. Og så er han jo også skyld i, at vi kommer ud at gå! Han skal jo luftes.
SvarSletDejlig hund, du beskriver. - Og klog :-)
SvarSletMange tak, Fruen i Midten. Ja, jeg syntes, den fortjente et indlæg med alle de gode egenskaber, den har.
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet var dejligt at læse om jeres kloge og smukke hund. Min far havde i 12 år en golden retriever, og de minder vist meget om en labrador af sind. Den var også en meget vigtig del af familien.
SvarSletMange tak, Madame. Ja, jeg er sikker på, at labrador og retrievere er i familie med hinanden. Vores nabo har en flatcoated retriever, og de to hunde er pot og pande. Rigtige familiehunde.
SletHej Nonna. Tak for kommentaren på min blog om de bemalede sten med lys i. Jeg skrev i et indlæg forleden om hvordan jeg gør med lysene, så hvis du scroller lidt ned på min blog vil du se det. Jeg bruger bare en sort permanent tusch - Posca tudser. Det er ret hårdt ved stiften. 1 stor sten = 1 tusch. Derefter klar spraylak.
SvarSletMange tak, fru Olsen. Jeg vil se, om jeg kan finde indlægget. Jeg har malet på sten før, og da brugte jeg acrylmaling, men det er vist nemmere at få mønstret præcist med tusch.
SletNår du beskriver det så fint som her, bliver hunden jo helt menneskelig - men det var vel også meningen? ;-)
SvarSletJeg må dog indrømme, at jeg ser den største fordel ved at have hund som den, at man er tvunget ud hver dag, uanset vejret ... jeg er desværre ikke hundemenneske, må jeg indrømme. Jeg afskyr dem ikke og er heller ikke bange for dem - jeg kunne bare ikke selv tænke mig at have hund.
Mange tak, Ellen. Det var præcist også af den grund, at vi i sin tid anskaffede den, nemlig at man er tvunget ud. Vi fik den tilbudt af gode venner, som havde hvalpe, og sådan én er svær at sige nej til. Vi har stor glæde af den, især Husbonden, som er den, der går de fleste ture! Indrømmet, man er meget bundet, når man har dyr, men der findes heldigvis også gode pensioner.
SletSikke en sød hund! Jeg elsker selv hunde, men har desværre ikke råd til at have en selv lige pt. :(
SvarSletTak, Marianne, og velkommen på bloggen :-)! Ja, man må jo nok indrømme, at det koster noget at have hund. Dyrlægen var i perioder den dyreste post, og passes ude skal den jo også engang imellem. Jeg håber, at du får en hund på et tidspunkt :-)!
Slet