Her er jeg med

søndag den 20. maj 2012

En lørdag i det sønderjyske

I går havde vi det årlige kusine- og fættertræf. Denne gang mødtes vi i Rinkenæs tæt på Flensborg Fjord. Et pragtfuldt sted, både ude og inde. Rammerne var de bedst tænkelige, og vejret var med os.
Humøret plejer altid at være højt, og det var det også i går.
Vi plejer at have en bestemt plan for dagen.
Vi mødes ved 12.00 - 12.30 tiden, får en bid brød, og så drager vi ude i det blå. Kun værterne ved, hvor turen ender. Denne gang  lagde vi ud med et besøg i en genbrugsbutik, og de fleste drog derfra med indtil flere uundværlige ting, som vi faktisk slet ikke vidste, at vi lige stod og manglede!
Defra drog vi til Sønderhav, hvor vi fandt borde og bænke på første parket, så vi kunne følge livet på fjorden. I går var der sejlskibsregatta, og der var rigtig mange forskellige sejlskibstyper at se på, fx brig, bark og skonnert.

Vejret var lidt diset, så derfor? er billedet blevet temmelig uskarpt og ufokuseret.

Vi nød synet af alle sejlbådene samtidig med, at vi fik medbragt kaffe og kage. Når man kun ser hinanden en gang om året, så er der nok at snakke om. Det er skønt, stadigvæk at mødes med jævnaldrende familiemedlemmer, som ved, hvad man taler  om, og som har været vidne til ens liv.
Værten var min svoger, som har været gift med min eneste søster. Hun døde desværre  for flere år siden af kræft. Jeg tror, at det var hende, som begyndte med træffene.
Vel tilbage i huset gik vi i gang med endnu et fast programpunkt: Pakkespil. Vi bliver som børn på ny, og spillet munder altid ud i højrøstede klager over manglende pakker. Der er absolut ingen hensyntagen til de andre. Her er det tilladt at være sig selv nærmest. Jeg vandt en "hadegave", som jeg har bestemt mig for kommer på bordet igen næste år!


Desværre vil billedet ikke, som jeg vil. Drej computeren 90 grader til venstre!
Sidste punkt på programmet er som sædvanlig det fælles tag-selv bord. Alle bidrager med én eller flere retter. Det bliver ikke aftalt på forhånd, hvad man hver især skal have med, og pudsigt nok er der aldrig 2 ting af samme slags.
Værten bidrager med drikkevarer, og ingen går hverken sulten eller tørstig fra bordet.
Denne gang var der jordbærsalat, bønnesalat, quinoa-salat med røget skinke, fisk tilberedt á la Goa, hotwings, brød, rucolapesto blandet med flødeost, mangosuppe med strimlet, ovnbagt marcipan og
ananasskiver med hønsesalat. Det smagte herligt altsammen.




Til sidst aftaler vi, hvor vi skal være til næste år. Jeg glæder mig allerede. Det bliver også i det sønderjyske. Alle bor i Sønderjylland, undtagen os, som nærmest er emigreret. Men så har vi en rigtig god grund til at komme tilbage. Vi har begge boet i landsdelen tidligere.

torsdag den 17. maj 2012

Weekendtur og måneblomst

Sidste weekend var vi på tur sammen med en masse andre fra Husbondens branche. Det var en rigtig dejlig tur. Vi så gods, vikingemuseum, skitsesamling og spiste flere forskellige steder. Vi blev faktisk godt forkælet med mange gode oplevelser. Desværre tabte mit kamera pusten undervejs, men  det kan I sikkert prise jer lykkelige for. Ellers var der kommet alt for mange billeder med!



Gjorslev gods: Danmarks ældste middelalderslot. Godsejeren viste os rundt. Overlevelse! På de fleste godser må man lave mange krumspring for at klare de økonomiske skær, ved siden af, at ejerne kører en stor forretning med kvæg, korn, træ og hvad ved jeg.






Vi mødte også mange forskellige mennesker. Det vil føre for vidt at nævne alle, men i forbindelse med de steder vi så, traf vi 3 unge, energiske og dynamiske damer, som brændte for deres job. De 2 af dem var  museumsinspektører, den 3. borgmester i Køge kommune. Skønt!
Byen er kommet på landkortet. Desværre ikke for noget spec. godt, og det er en skam. Køge har så meget at byde på, så jeg kunne godt have tænkt mig at se den nærmere an. Bl.a. er det museum, vi så helt unikt. KØS (Køge Skitsesamling), som virkelig er et besøg værd med bl.a. Bjørn Nørgårds gobelinskitser, værker af "Papfar" og "Husk mit navn", 2 undergrundskunstnere, som har udstillet på samlingen, og hvis værker stadigvæk hænger på museet. På 3. sal, som er et stort, meget flot rum, er der eksempler på legepladser. Store træpuslespil, klatretræ, rollespilsaflukke, byggelegeplads med tekster osv.
Vikingemuseet i Roskilde, som vi også besøgte, har også meget at byde på. Foruden en stor udstilling er det også museet, som står for "Havhingsten" (rekonstrueret vikingelangskib), som har sejlet rundt i danske farvande og været på tur til Dublin.

Også voksne kan lide at lege, når de har tiden og får muligheden.


Kunst i det offentlige rum, det er hvad det handler om. Derfor har RealDania også spyttet 32 mill. kr i kassen, så mange af visionerne kan føres ud i livet. Køge by skal have større sammenhængskraft.
Et eksempel på kunst i det off. rum er teltet med de 9 klaverer, som står på havnen. Beklædte broer og bropiller osv.
Meget kan lade sig gøre, når man har en Stærke i byen! I Roskilde har man en Kæmpe!
Men nogen i Køge har fået "Kamp" til stregen!
Vel hjemme og mættede af skønne indtryk prøvede jeg at plante mine små måneblomstspirer om. Inspireret af Søren Ryge og mange andre købte jeg mig en frøpose og såede dem. Alle kom op. De skulle være helt specielle, åbne sig om aftenen og dufte vidunderligt, for at gå til næste morgen. De skal helst være indendøre eller ude i sol og læ og have noget at klatre op ad. De kan blive et par meter høje. Jeg fik et par gæster, som skulle belemres begaves med dem. Jeg fortæller om, hvordan det går, når spirerne er blevet større, og hvis de overlever.

mandag den 7. maj 2012

Duelighedstegn.

Forleden var jeg ude at botanisere i haven, på græsplænen helt nøjagtig. Den trængte i den grad til at blive slået, så der var basis for fund af mange vilde blomster.
Jeg nævner i flæng nogle af dem: Tusindfryd, smørblomster, mælkebøtter, forglemmigej, musevikke, ærenpris, kamille, døvnælde, hønsetarm osv.
Jeg mindes, hvordan jeg som grøn spejder i min tidlige ungdom opnåede flere duelighedstegn. Der må bestemt have været et, der handlede om naturen!










Jeg har desværre forlagt min "Grønspættebog", så jeg ved ikke, hvilken plante det sidste billede forestiller. Anyone?
Det er fascinerende med alle disse forskellige arter i græsplænen, og kønt ser det ud. Men selvfølgelig skal græsplænen slås, og når først plænen er slået, er det som om man ikke rigtig lægger mærke til alt det, der også skal nås! Det giver indtryk af en plejet have.
Så vores græsplæne er blevet slået, og i stedet for de farverige blomster måtte jeg finde på noget andet. Her kommer så nye havemøbler til legehuset. Nu mangler jeg bare et lille bord, evt. en plastikskammel, men her er plads til alle 4 børnebørn.
Også en ny sandkasse er i hus, men det er en anden historie.

torsdag den 3. maj 2012

Weekendaktiviteter

Inden den næste weekend dukker op, må jeg hellere få gjort den sidste færdig. I forgangne weekend havde vi Øglemor og hendes familie på besøg. Det var som altid hyggeligt.
Vejret var ikke det allerbedste, men ud kom vi. Begge børn elsker at være ude, og her er jo plads nok.
Dog legede de mest indenfor.
Jeg havde fundet en gammel pop-op bog frem: Ein Puppenhaus für brave Mädchen. Øglen havde ikke set den før, og hun var vældig begejstret. Desværre står der ikke årstal i den, men Lothar Meggendorfer (1847-1925) er ophavsmanden til flere forskellige "mechanische Bilderbücher".
Næste gang må Øglen og jeg hellere lave en lille historie i fællesskab om huset og dets indbyggere.




Varanen ville naturligvis også gerne være med.. Hvad sker der? tror jeg, han tænker. Han sidder så flot og følger ivrigt med.


Husbonden havde gang i nogle kævler, som skulle fragtes fra den forreste græsplæne op  på gårdspladsen. Vi har for flere måneder siden fået fældet et par gamle fyrretræer, som stod meget skævt. Det var på tide, de kom væk. Der er meget godt brænde i stammerne, og grene og nåle blev kværnet til flis, som nu ligger på forskellige strategiske steder i haven.



Desuden blev der sat bogkasser op. De havde også stået og grinet af os længe nok, til at nu var det NU. Husbonden og Svigersønnen tog fat og 1-2-3 vupti hang de på væggen. Det største arbejde var som sædvanlig at få beregnet og taget mål. Tak til Husbonden og Svigersønnen.
Det er nogle skønne bogkasser i bambus (We-do-wood), som Bo Bedres indretningskonsulent havde foreslået, og de passer perfekt i stuen.




Endnu en dejlig weekend var forbi. Reptilfamilien kørte hjem, og vi fik klaret et par opgaver mere, nu da vi var så godt i gang.
Jeg skal også lige huske, at jeg oven i det hele vandt 1000 kr. i Kræftens Bekæmpelses lotteri. Tak for det!