Her er jeg med

tirsdag den 22. november 2011

Babysitter

Forleden var jeg babysitter hos 2 af børnebørnene. Forældrene skulle til koncert hinsidan, så jeg passede  de små.
Det var en hyggelig aften med spil, historier, TV, computer osv., mest for den stores vedkommende. Den lille sidder ikke så længe ad gangen, men dimser rundt med alle tingene. På et tidspunkt sad hun dog ved siden af den store og så en stump børnefilm. De sad med hinanden i hånden. Det så ualmindelig sødt ud.

Den lille syntes dog lige pludselig, at nu måtte hendes forældre godt komme hjem igen, så hun trak mig hen til døren og viste, at hun gerne ville have støvler på. Derefter fulgte nogle klap på døren ligesom for at vise: Så er det den vej!
Men hun accepterede uden videre, at den gik ikke, og inden klokken blev 19.30 og efter intens jagt på sutten kunne jeg synge godnatsang for hende.
Jeg havde lovet den store, at når lillesøster var puttet, skulle vi hygge. Klokken blev henved 22.00, inden hun sov. Det er sent for hende, selvom det er weekend, men hun var klar til nye udfordringer dagen efter.
Første udfordring var en lang gåtur med stop på legepladsen i nærheden. Her kunne de to krudtugler få brugt deres energi. Der er ikke voldsomt mange legeredskaber, og pladsen er ikke særlig stor, men et lille buskads, et langt rør, en hængebro osv. og et par bakker er også udfordringer for de små.



Uden for selve legepladsen er der et par klatrevægge, som storesøster gerne ville prøve. Det var ikke første gang, hun satte sine fødder i de dertil indrettede huller. Det gik fint og sikkert.


"Så er jeg oppe"!

Dagens sidste udfordring var lanternefesten i Steinerbørnehaven, sådan som jeg har beskrevet det
tidligere. En begivenhedsrig weekend var ved at være slut. Vi tog hjem direkte fra festen og var glade for at måtte være med til det hele.

onsdag den 16. november 2011

Lanternefest

"Lanterne, lanterne,
sol, måne og stjerne,
skinne højt mit lys....."


"Her går jeg med min lanterne,
her går min lanterne med mig.
Deroppe lyser en stjerne, den lyser ned på vor vej....."



Alt imens børn og voksne synger og snor sig ind igennem skoven med lanternerne, bliver lanternesangene sunget igen og igen. Til sidst står alle i en rundkreds , synger videre og venter på Morten Vægter.
Endelig kommer han. Børnene er meget forventningsfulde. Mon han har kawer med?




Jo vist, havde han kawer med. Hans kone har selv bagt dem, fortalte han i sin lille tale til børnene. Alle børnene fik en lille papirspose med 3 kawer: sol, måne og stjernekager. Men på denne dag hedder de kawer!
Alt er som det skal være. Børnene har øvet sig på denne dag, hørt eventyr om Sankt Martin (alias Morten Bisp alias Morten Vægter), og de kunne begge sange på fingrene.
Senere var der boller og varm saft til alle. Det kunne godt gøres nødigt, da det var meget koldt og klart. Hele seancen tog ca. 1,5 timer.

Inden vi skulle afsted til børnehaven, sang vores lille barnebarn (knap 5) begge sange for os, så vi var forberedte.
Oppe i børnehaven havde de øvet sig i mange dage, hørt eventyr, lært sangene, lavet lanterner osv. Hun havde glædet sig længe, og lillesøster (1,5) var naturligvis også med. Hun havde fejret sin egen lanterne fest i vuggestuen nogle dage før.
Det var rigtig dejligt at få lov til at være med og blive en del af barnebarnets verden.
Rudolf Steiner er grundlægger af antroposofien, som ligger til grund for Steiner-skoler, - børnehaver og -vuggestuer.
Her er meningen tydelig. Vi går ind i den mørke tid, men stjernerne , månen og den blege sol skinner dog stadig væk sammen med vores indre lys, symboliseret ved det lille fysiske lys i lanternen.

søndag den 13. november 2011

HanneMad

Her til aften har vi fået en hovedret efter inspiration diverse steder fra: Aviser, brochurer og mit hoved.
Det lyder måske temmelig bizart med den følgende sammensætning, men jeg skal hilse og sige, at det smagte skønt.
Man tager aspargeskartofler og 2 peberbøf, hvor kanten er rullet ind i 4 forskellige slags pebre. Dertil laver man en lækker, brun pebersovs med ribsgelé og som yderligere tilbehør karamelliserede æblebåde.
På den måde fik jeg tilgodeset alle slags grundsmag: surt, sødt, salt, umami. Den eneste slags jeg manglede i dette måltid var den bitre smag.
Alligevel smagte det godt, hver for sig og sammen.
Dertil drak vi en Vintage Port.
Velbekomme!

fredag den 11. november 2011

Feriebarn

Øglen har været på ferie et par dage her i det nordvestsjællandske. Det har været rigtig godt for alle parter. Jeg har koncentreret mig om hende og ladet det meste flyde. Det har været dejligt.
Hun sov længe og fik al den opmærksomhed, hun gerne ville have. Et par gange sagde hun:"Moar", men hun har faktisk allerede nået den alder (2,5), hvor man kan forklare, at mor er hjemme, og at hun snart skal hjem igen.
Vi legede, gik tur i haven, bagte pandekager den ene dag og muffins den næste. Selvfølgelig skulle hun også spille/lege med sin elskede Padde (Ipad).
Pandekagerne skulle følges på vej af syltetøj, for som hun sagde:"Man kan da ikke spise pandekager uden syltetøj, vel?" Nej, det kunne vi bestemt ikke. Et andet udtryk fra hendes side er, sagt med rynkede bryn:" Det kan vi ikke ha´", hvis fx hunden skulle have formastet sig til at gøre et eller andet, som hun ikke lige var med på.
The muffins var med brombær, som havde ligget i fryseren, og som hun og Husbond havde plukket sammen tidligere på året. Hun fik 3 med hjem i en madkasse, én til mor, én til far og én til hende selv. Hun sad med sutten i munden og klamrede sig til madkassen hele vejen hjem.
Inden aftenen var gået, fortalte hendes mor, havde hun selv sat alle 3 til livs. Utroligt! Jeg synes der er megen mad i én!


Koncentrationen fejler ikke noget.
Hun må meget gerne snart komme igen!

torsdag den 3. november 2011

Fantasifulde gæster

Forleden aften havde vi gæster til ost og rødvin. Det var en meget hyggelig aften, til trods for, at den ene gæst ikke måtte drikke noget med alkohol i på grund af en operation tidligt den følgende dag. Cola og ost kan også lade sig gøre.
Som tak for invitationen havde gæsterne medbragt et digt. Det tror jeg ikke, at jeg har været ude for før. Det blev vi naturligvis glade for og rørte over.
Jeg citerer et par linier:
"Selv om det hurtigt vil stå klart, vil jeg alligevel nævne,
at mine talenter til poesi så absolut er på det jævne."
Og:" Så derfor, kære X og Y, håber jeg ikke, det kommer helt på tværs,
at vores tak for invitationen bliver sådan lidt på rim og en smule per vers."
Og tilsidst:"I får lidt spirituøst med tepose-visdomsord fra ret så fjerne egne,
som en synlig tak på undertegnedes vegne."
Tepose-visdomsordene stammer fra Yogi-tebreve. Fx: "In hard times one has to show character", "Life ends, love is endless", "Wherever you go, go with all your heart", "It is important, that there is something sacred in human life", og tilsidst: "See yourself in the mirror of grace."
Sådan kan man blive klogere af at drikke te samtidig med, at man bliver inspireret af fantasifulde gæster.