Der var engang......2..

Ud over godset ejede hertuginden også en rhinborg: Burg Rheinstein. Sekretæren og jeg fik på et tidspunkt at vide, at hvis vi fandt en køber til borgen, så fik vi hver en bil ! Desværre kendte vi ikke nogen, der var så formuende.
I 1975 blev borgen solgt til en englænder.
I det tidligere DDR havde parret også besiddelser, bl.a. omkring Schwerin og Ludwigslust. I DDR-tiden overtog staten godserne og jordene. I bygningerne blev der indrettet museer. Hertugen var overhoved for slægten, som ejede flere godser og slotte.
Efter 2 . verdenskrig blev han taget til fange af russerne og sad i det berygtede Lubjanka-fængsel i Moskva. Han var blevet idømt 25 års fængsel for at tilhøre "en kaste, som altid havde planlagt og gennemført krige"? Heldigvis kom han hjem i 1953 ved Konrad Adenauers hjælp.
Hertuginden, som var tip-tip-oldebarn af Dronning Victoria, fortalte engang imellem hertugen, at godset var hendes!
I 1990, da vores børn var hhv. 14 og 12 år, mente Husbonden og jeg, at vi hellere måtte skynde os at komme til DDR og vise børnene et land, som snart ikke eksisterede længere. Den 3. okt. 1990 blev de to Tysklande til ét land. Vi kørte om sommeren. På vej til DDR slog vi lige et smut forbi godset. Det var hyggeligt, og vi fortalte, hvor vi agtede os hen. Så sagde hertuginden: " Hvis De hører om, at vi gerne vil have vores besiddelser tilbage, så passer det ikke. Det vil vi ikke".
Hvordan det ser ud med det i dag, ved jeg ikke, men jeg tror, at den ældste datter nu er chef for slægten, og hvordan hun ser på det, ved jeg ikke.

En af de små hertuginder forærede mig denne tegning. Den er vældig hyggelig, og jeg havde den hængende på min væg på værelset.
Min tid hos hertugfamilien gik godt, synes jeg. Jeg blev meget bedre til sproget, end jeg havde været. Det var naturligvis en fordel, når man var tysklærer bl.a.
Om formiddagen lavede jeg ikke noget, ingen pligter. Jeg gik som regel ned af mig selv for at høre, om der var noget jeg kunne hjælpe med. Det var der sjældent. Der var naturligvis flere tjenende ånder tilknyttet.
Når børnene kom fra skole ved 14.00-tiden, fik de noget at spise. Så havde de i princippet fri, men der skulle jo laves lektier, spilles klaver og rides. Jeg kunne/kan ikke ride, men jeg kunne naturligvis altid følge med ind i skoven. Lektier og klaverspil kunne jeg godt hjælpe dem med.
Ofte var de også på legeværelset, eller de sad og tegnede. Jeg følte, at det var noget af en balancegang, da de havde været overvåget i skolen også. Lidt frihed skulle de vel have?
Sådan gik dagene, stille og roligt.
Der var naturligvis forskellige højdepunkter i løbet af året. Jeg var fx med til jagten på godset som klapper, deltog i Lanternefest ("Laterne, Laterne, Sonne, Mond und Sterne....") på dette tidspunkt af året, (sidste år var Husbonden og jeg faktisk til Lanternefest hos førstebarnebarnet, da hun gik i en Steinerbørnehave), var til koncert i Kiel, var tilskuer til Kieler Woche (Regatta) og med på tur til "Grüne Woche" i Berlin sammen med godssekretæren og en del landboungdom fra egnen. Fordi jeg var med, måtte vi køre en stor omvej, over grænseovergangen ved Helmstedt i stedet for at benytte grænseovergangen i Nordtyskland. DDR!
Jeg var på forskellige ture med hertuginden rundt i området. Vi så skolen i Rendsburg, hvor børnene gik, vi var på café osv.
Hun var på mange måder meget principfast, men kunne også være ret excentrisk. Børnene måtte fx ikke  se aviser og ugeblade. Den yngste var 7, og de 2 andre var 11 og 12 år gamle. De skulle ikke læse sladderhistorier i ugebladene om familien.
Det er svært at få beskrevet et helt år på forholdsvis kort plads, men Århundredets Fest får lige sit eget afsnit.
Alt, hvad der kunne krybe og gå af honoratiores i nærheden samt ejerne af de omkringliggende godser og dele af familien blev inviteret. Sekretæren og jeg var også inviteret. Vi skulle holde fri. Vi havde været ude at investere i nyt outfit. Jeg husker, at jeg købte en harlekinternet, kort kjole i lurex og guldsko til. Skulle der være fest!??
Buffeten kom fra Danmark (Sønderhav) tæt på grænsen.
Jeg var ikke vant til at blive kysset på hånden. Jeg syntes, det var spændende at være sammen med så mange adelige, og heldigvis var der også nogle yngre imellem, så sekretæren og jeg ikke kedede os alt for meget. Det var en anden verden.
Et par gange fik jeg besøg hjemmefra. Jeg kan huske engang mine forældre var på besøg. Min far, som den akademiker han var, skulle have styr på ordene, grammatikken osv., inden han åbnede munden, og så var det naturligvis korrekt. Min mor derimod, hun snakkede udenlandsk, blev vi enige om. Hun blandede engelsk og tysk og dansk, men det var hende, der fik snakket mest og fik svar på sine spørgsmål.
Inden jeg forlod stedet fik jeg nogle gaver. Jeg fik bl.a. et par guldøreclips, som jeg passer godt på.

Skulle jeg komme i tanker om mere, så kommer der et PS. Det må være nok for nu.

Der var engang.....(1)...

Nej, der er ikke noget om prinser, hvide heste og frøer, der skal kysses! Men  prinsesser er der dog. Nemlig fruen i huset og en lille kusine.

For mange, mange år siden drog en fattig lærerinde fra det lille land højt mod nord mod syd til det store naboland, hvor hun skulle tilbringe ét år på et hertugeligt gods.

Jeg tror desværre ikke, at jeg kan gennemføre eventyrstilen, så jeg fortsætter på min sædvanlige facon!

Da jeg havde været lærer i 4-5 år, følte jeg, at der skulle ske noget. Jeg havde ingen forpligtelser ud over jobbet, og da det kunne lade sig gøre at få orlov, lå mulighederne åbne. Som tidligere fortalt fik jeg et "arbejde" som Erzieherin (en slags guvernante) gennem Amalienborg. Fysisk foregik det på et gods i Nordtyskland.
Jeg husker tydeligt, at en af mine kolleger kørte mig dertil med alt mit habengut, og det efter en afskedsfest, som  kollegerne havde holdt for mig aftenen før, og som fortsatte til den lyse morgen. Dengang kunne man holde til noget mere!
Godset ejedes af et hertugpar. De er begge døde nu. Fruen var også prinsesse af Preussen og barnebarn af den sidste tyske kejsers bror. Herren i huset tilhørte huset Mecklenburg-Schwerin og skulle tiltales "Königliche Hoheit". Hertuginden kunne vi nøjes med at kalde "Hoheit". Jeg undgik så vidt muligt at bruge titlerne!
De historiske kendsgerninger omkring hertugparrets familier, hvem der var søn/datter af hvem, hvordan de forskellige var i familie med hinanden, bedsteforældre, besiddelser her og i udlandet har jeg meget lidt styr på.
Dog ved jeg, at hertugen var kong Frederiks fætter. Desuden var der 3 børn på godset. De to var hertugparrets egne, den tredje var prinsesse fra Glücksburg. Hendes mor var søster til hertugen.

På billedet ses den væsentligste del af Hovedhuset (das Herrenhaus) bygget i engelsk landstil. Det hele havde tilhørt den sidste tyske kejsers bror, hvis mor var engelsk prinsesse, derfor cottage-stilen. Han havde revet det oprindelige hus ned og bygget nyt. Hertuginden havde så siden arvet det hele. Hun sværmede også for alt engelsk og skandinavisk.
Hovedhuset har ført en omskiftelig tilværelse. Hertugfamilien boede nemlig ikke der.
Under 2. verdenskrig havde British Air Force beslaglagt huset, senere brugte Røde Kors det, og da jeg var der, var hovedhuset overtaget af Johanniterordenen, som havde oprettet et internat for drenge og piger, som gik i skole i den nærliggende by.
Hertuginden var ofte verbalt efter de unge mennesker, som boede på internatet. Enten ødelagde de omgivelserne, eller de råbte ude i gården. De opførte sig i hvert fald ikke ordentligt efter hendes mening. Jeg var kun inde i hovedhuset en enkelt gang.

For at komme ind på gårdspladsen, som de forskellige bygninger ligger rundt om, måtte man køre gennem porthuset. Lige efter, at man har passeret igennem porten, ligger/ lå? til højre og venstre de gamle lader. Det er de oprindelige lader. Hvor længe de har eksisteret, ved jeg ikke.

Man hører første gang om godset i 1500-tallet. Mit indtryk er, at op igennem årene er der blevet bygget arbejderboliger, mejeri, mølle og andre bygninger, som tilsammen udgør landsbyen af samme navn.
De tre børn på godset er alle flyttet tilbage efter år i andre byer og i udlandet.

Når man står med ryggen mod døren ind til Hovedhuset og kigger til højre, ser man dette kavalerhus, også kaldet Victoriahuset. Her boede familien. Nederst ligger bl.a. hallen, salonerne, køkkenet, spisestuen, bryggers, vaskerum, forrådsrum samt anegalleriet.
På 2. sal ligger alle børneværelser, gæsteværelser, badeværelser og hertugparrets private lejlighed.
Øverst oppe havde "tyendet" værelser. Vi boede kun 2 deroppe, den kvindelige godssekretær og jeg. Hun havde været på godset i 5 år og kendte det hele ud og ind. Når hun var færdig på godskontoret, var jeg også færdig. Vi spiste alle måltider sammen med herskabet, men efter aftensmaden kunne vi gøre, hvad vi ville. Vi kunne også låne bilen, og det benyttede vi os selvsagt af.

På en af markerne ligger et mausoleum. Der ligger hertugindens bedsteforældre begravet og en farbror, som omkom som ganske ung.
Til selve godset hører 500 ha, som både er marker, skove og en stor sø. Ved søen ligger en campingplads.
Billederne har desværre en del år på bagen, og kvaliteten lade noget tilbage at ønske!

"Tænk på mig som en fugl..."

I går kunne min mor være blevet 100 år.
På grund af den runde dag havde jeg, som tidligere fortalt, inviteret til 100 års fødselsdag. Gæsterne kom kl. 13.00, og vi var 21, hvoraf halvdelen var børn. 3 generationer var samlede.
Jeg havde bestilt en frokostbuffet udefra.  Det var jeg glad for, at jeg gjorde.
Efter at vi havde spist, fortalte så de gæster, der kunne huske min mor, og som overhovedet havde mødt hende, en lille personlig historie.
Jeg lagde for med en historie fra 3. klasse. Vi boede i en stor præstegård, som var nærmeste nabo til byens hotel. På et tidspunkt kom en danseskole til byen og gav timer på hotellet. Mine klassekammerater i 3. var godt klar over, at der skulle noget særligt til, for at jeg kunne få lov til at komme med. De skrev et brev til min mor om tilladelse på mine vegne (jeg havde selv spurgt!), men fik svaret nej tilbage: Hanne har andre ting at tage sig til! Sådan.
Min mor var en usædvanlig kvinde. Der stod stor respekt om hende i det store sogn, hvor også kongeparret havde sin gang. De kongelige var af og til i Jagthytten i Trend og kom i kirke til højtiderne, hvor min far prædikede. Med sig havde de så mange af de ansatte som muligt. Resten af præstens familie var som regel også med ved disse lejligheder.
Sådan gik det til, at jeg på et tidspunkt, da jeg var i tyverne befandt mig på et gods i Nordtyskland, som ejedes af komgens fætter (Herzog Christian-Ludwig zu Mecklenburg-Schwerin).
Min mor havde simpelthen ringet til Amalienborg og fået det klaret, da jeg havde ytret ønske om at komme til udlandet!
I det år jeg tilbragte der, er der stof nok til mange indlæg!

Jeg kunne naturligvis fortsætte med at berette, men min niece, som var 10 år, da hendes mormor døde, kunne huske følgende:
Mine forældre var flyttet til et hus i Sønderjylland med en kælder, som godt kunne virke ret uhyggelig på børn. Min mor bad vores niece gå med sig ned i kælderen, hvor der stod en gammel kommode, som nu står hos min svoger. I en skuffe fandt hun den lille emaljerede fuglebroche, som ses ovenover. Den skulle niecen have. Ved samme lejlighed havde min mor sagt til hende, at hun skulle tænke på hende som en fugl!
Vi talte om i søndags, at min mor måske allerede på det tidspunkt vidste, at det ikke kunne vare så længe, før hun ville dø. Hun var syg, da de flyttede til Sønderjylland. Hun døde selvfølgelig alt for tidligt.
En nevø, som kun var 5 år, da hun døde, huskede, at de havde haft en lille dialog om en humlebi, de havde fundet på vejen, engang de var ude at gå.
En anden nevø, som bor i Prag, kunne ikke være tilstede, men fortalte i en mail, at han husker hende som varm, omfavnende og altid meget nærværende.
Mine børn husker ikke så meget. Den yngste, Øglemor, var knap 2, da min mor døde. Hun husker svagt, at mormor sang den samme sang for hende i telefonen: Maj, vi har, lys og klar.....
Husbonden siger, at hun var en mild dame, men med kant! En meget god beskrivelse. Han husker flere ting, som han også fortalte, men lagde dog mest vægt på en verselinie i sangen til vores bryllup: Manden ved du, det er hjemmets chef......!!!??? Citeret utallige gange i de mange år, vi har været gift.
Ja, det var andre tider den gang!
Min svoger, som oprindelig kommer fra Tyskland, fortalte om, da han en gang var med hjemme i præstegården. Han var ved at få influenza, og han sagde, at min mor straks beordrede ham i sennepsbad. Et badekar fyldt med meget varmt vand og en del sennepspulver. Der skulle han så ligge og svede 10-15 minutter, derefter op og tørres og så lige lukt i seng! Næste morgen var han frisk som en havørn. Han beskriver overordnet sin svigermor som et blødt væsen med megen energi.
Eftermiddagen forløb i en let, lys, lystig og livgivende stemning. Alle gav udtryk for, at det havde været hyggeligt, og de helt unge fik lært deres mormor/oldemor bedre at kende.

Det var som om, at mormor var stået op for en stund som en anden fugl Fønix!
Vi vinkede til hende gennem ovenlysvinduet.

I et tidligere indlæg er der et billede af min mor :Pandoras æske eller noget

Lørdagskølle

For første gang skulle jeg prøve at tilberede en rådyrkølle. Vi skulle have gæster til middag i går, så det meste af dagen gik op i madlavning og tilrigning.
Med både rengøringsfeens manglende besøg pga sygdom og mit hosteri ugen igennem (det er heldigvis blevet markant bedre) var der nok at se til. Helt bortset fra, at jeg arbejder bedst under pres!

Selve køllen skulle langtidssteges, havde jeg tænkt mig: Dækket med pancetta kom den først ca. 7 timer i ovnen på 90 grader, så 1 time ud at hvile, derefter ca. 3/4 time i ovnen på 225 grader, og tilsidst skulle den hvile i 1-2 timer. I bunden af bradepanden lå forskellige ituskårne rodfrugter, som skulle give smag til sovsen. Der blev tilsat dyrefond, og så passede køllen ellers sig selv.

Den blev serveret med små, kogte kartofler, vildtsauce, Waldorfsalat og tyttebær. Gæsterne sagde, at den smagte virkelig godt. Da også Husbonden sagde det samme, blev jeg glad, fordi han vil sige det, hvis det ikke var tilfældet. Jeg var bange for, at den måske kunne gå hen og blive en kende tør, men på ingen måde. Dertil en rødvin, Kantanala Creek fra Australien.
Det var første del af det rådyr, som vi i fællesskab med naboens havde købt hos vores næste nabo, og delt.
Naboens og vi har fælles ryg, dyreryg, som jeg har lovet at tilberede, når vi finder en dato, hvor alle kan.
Som forret fik vi en god, gammel salat fra 80´erne med flûtes: Grapefrugtsalat med rejer og avocado.
Dertil en hvidvin, Côtes de Saint Mont, Frankrig.
Og til efterret  Gorgonzola med friske pærer, kiks og syltede figner. Dertil en Vintage Port fra 1995.
Desværre fik jeg ikke taget billeder af forret og efterret.

Senere til kaffen fik vi sæsonens første hjemmelavede æbleskiver med hjemmelavet brombærsyltetøj til. Det er Husbonden, der står for æbleskiverne her i huset efter en af min mors gamle opskrifter. I forgårs købte han sig en ny æbleskivepande af støbejern, le Creuset. Vi er nemlig gået over til induktion, og stort set alle gryder og pander skulle skiftes ud.
Det trængte de så også til!. Husbondens æbleskiver smagte heldigvis lige så godt, som de plejer.

Gæsterne havde medbragt en meget smuk buket.