Her er jeg med

fredag den 13. februar 2015

Græsenke og nye bøger

Jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af? Utroligt, hvor hurtigt den løber.
Siden sidst er der sket en hel del: De to børnebørn fra den nordlige provinsby har været på miniferie, de to andre børnebørn har været på besøg sammen med deres far, strikkeklub, rejse for Husbondens vedkommende, besøg hos en veninde og hendes mand, opstart af spansk osv.

Børnebørnene spiller "Violine" (Oline!)
Sønnen og hans yngste gør bilen ren
Første ord i overskriften refererer til en tur, som Husbonden lige er kommet hjem fra. Arbejdet kan føre en vidt omkring, viser det sig. Denne gang drejede det sig om et krydstogt i Det fjerne Østen med dette skib.
Han skulle flyve til Singapore, gå om bord (plads til ca. 3000 passagerer +besætning) og besøge Malaysia og Thailand med bountystrande og seværdigheder. Han kom hjem i går med masser af billeder og notater. Forude venter en weekend med artikelskrivning.
Fantastisk, hvad sådan et kæmpeskib kan rumme. Det er som en større by med gadeskilte, forretninger, restauranter, fitnesscenter, biograf, teater, cafeer, konferencecenter, kunstudstillinger mv.
Jeg var så som sagt græsenke i de 9 dage, turen varede. Tiden fløj af sted, både for ham og mig.
Jeg havde troet, at jeg kunne nå en masse, men nåede ikke tilnærmelsesvis, hvad jeg havde forestillet mig.
På et tidspunkt fik jeg ca. et kg urenset stenbiderrogn ind ad døren via naboen, og så var det bare at gå i gang med rensningen. Da sønnen så kom på besøg og smagte rognen, ville han også have et kg. Af sted med ham til vores lille lokale havn, hvor der landes kvabsøer hver morgen. 150 kr. pr. kg. rogn. Så måtte han i gang med rensningen. Stenbiderrogn = forårstegn, så det vil noget!

Nyrenset stenbiderrogn
Indtil videre har vi spist den ret traditionelt, med rødløg, citron, creme fraiche, salt, lækkert brød og måske avocado. Det smager så godt i sig selv, så jeg synes ikke, at jeg har behov for at blande rognen op med andre ingredienser, højst krydderurter. Med et godt glas hvidvin til er det et fantastisk måltid (evt. forret). Første portion er sat til livs, så jeg er sikker på, at vi skal af sted i morgen efter en ny.

I løbet af ugen faldt jeg over to bøger, som jeg har læst om hos andre bloggere, og som jeg tænkte, jeg gerne ville læse. Pludselig lå de hos Føtex til en meget overkommelig pris, så de endte hos mig. Jeg er først lige begyndt på den ene, så en anmeldelse kan ikke komme på tale endnu.

Nyindkøbte bøger
Heldigvis havde jeg jo Kenzo hjemme, så helt alene var jeg ikke. På et tidspunkt fik jeg også besøg af et andet dyr. Fascinerende.

Uden for køkkenvinduet
Og så er vinterferien ved at være forbi!