Årets første besøg i Tivoli fandt sted i lørdags. Vi var inviteret til surpriseparty i Grøften. Vores "svenske" niece var genstand for opmærksomheden. Hendes kæreste havde inviteret os til frokost i anledning af hendes fødselsdag. Det var en vældig sød idé, synes jeg.
Så hun stod tidligt op i Stockholm lørdag morgen, og hun og kæresten drog afsted. Hun anede ikke, hvor turen gik hen, så hun blev noget overrasket, da hun pludselig skulle i Tivoli. Da hun kom ind i Grøften , trådte vi frem fra vores gemmested (!) med flag og hurra-råb. Hun blev helt paf og glad!
|
Velkommen til Tivoli |
|
Stemningsbillede |
Der var heldigvis vældig godt vejr, så det var en fornøjelse også at slentre rundt og nyde de forskellige scenarier: Aladdin, musik på Plænen, Spøgelsestoget, boderne, alle blomsterne og springvandene osv.
|
Endnu et stemningsbillede |
|
Velkommen til Grøften |
|
Min tallerken: Varmrøget laks med æggeblomme og en masse grønt |
Efter et par timers godt selskab var det tid til at takke af. De unge mennesker havde også andre aftaler, som kæresten ligeledes havde sørget for, og vi skulle videre for at hente en lille feriegæst.
Vi kørte ud for at hente
Øglen, som gerne ville på ferie hos mormor og morfar i 4 dage. Og hun holdt nøje tal på dagene.
Hun er kun 4 år, og hun kaldte kun på sin mor en gang, da hun havde slået sig. Ikke engang, når hun skulle i seng, var der så meget som et lille pip. Fantastisk! Jeg tror hun nød at have alenetid med bedsteforældrene.
Vi lavede en masse forskelligt i løbet af de dage. Det vil naturligvis føre for vidt at berette om det hele. Hun er en sød, sjov og glad lille pige, som har et fantastisk godt ordforråd.
På et tidspunkt ville hun gerne tegne og male. Hun måtte vælge 3 billeder fra "Tegn med tal" fra Shufflebook. Hun valgte en prins, en prinsesse og en romer. Jeg tegnede dem pligtskyldigst, og så skulle hun farvelægge dem. Hun startede med romeren.
|
De 2 billeder af romeren |
Da hun havde farvet hjelmen, sagde hun pludselig:"Mormor, han ligner Justin Bieber"! Øhhh, hvor kom det fra? Fra børnehaven sikkert. Sjovt var det at høre hende sige netop det.
Lidt senere:"Vil du se min kunst oppe på værelset?"
|
"Det er et hus med meget sne på vinduet!" |
Hun filosoferer meget,det lille myr. "Her i familien hjælper vi hinanden. Når morfar gør noget for dig, så gør du jo også noget for ham, ikke?" Det var noget med at rydde op i køkkenet og vaske skjorter! Hun er herlig at lytte til.
En morgen kunne hun ikke spise alle de havregryn, hun havde hældt op. Jeg lokkede hende lidt, men så sagde hun:"Du skal bare sige, hvor mange skefulde jeg skal tage!" Jeg sagde 5, og så spiste hun 5 skefulde. Skønt.
En dag spiste vi frokost udenfor. Hun elskede at pakke madkurv og være med til at bestemme, hvad der skulle med. Det var så hyggeligt.
|
Frokost i det grønne |
Vi nåede også at bage. Vi bagte pandekager, marengs (som af en eller anden grund blev helt flade) og en gulerodskage. Hun vil meget gerne hjælpe til i køkkenet.
|
Gulerodskage |
Vi sludrede om løst og fast, og hun kastede sig ud i alle emnerne. En aften ville hun gerne se TV, men jeg var ikke sikker på, at der var noget for hende. Vi tog en tur gennem alle kanalerne, og pludselig var der noget hun gerne ville se: Landskamp i håndbold mellem DK og Tyrkiet! Hun så hele første halvleg og gik meget op i det. Jeg forklarede, og hun spurgte og kommenterede. "Nu har de hvide (Tyrkiet) fået mål igen. Nu må de stoppe! Hvor mange mål har de nu? Hvorfor er der én i en blå trøje (målmand)?" osv. Det var sjovt, så jeg spurgte, om hun skulle gå til håndbold, når hun blev større. Nej, det skulle hun ikke.
En anden dag var vi ved stranden.
|
Hun samler sten i posen |
Hun fik sko og strømper af, så hun kunne prøve at dyppe tæerne i vandet, men dels var det koldt, dels vrimlede det med små kræ, såsom tanglopper, fluer og andre typiske strandkryb, så det blev ikke til noget. Til gengæld fandt hun mange sten. Hun fokuserede på dem, der glimtede.
Vel hjemme igen, ville hun gerne spille vendespil, men det indeholdt mange brikker, så det var for uoverkommeligt. Desuden havde jeg fået det første "bestik", og så gad hun ikke mere.
Vi snakkede også om hendes børnehave. Der havde hun mødt en, der snakkede " pinbinsk" (filippinsk). Øglen forveksler ofte b og v. Det lød simpelthen så sødt, så jeg spurgte, om hun kom fra Pingvinien. Ja, det gjorde hun.
Således gik dagene med at synge, tralle, læse, tegne, se Ipad, lege, spille, bage, finde Holger igen og igen, spise og sove. Dagene gik hurtigt. Hun er en nem feriegæst, og da hun blev hentet, græd hun den første time I bilen hjem, fordi hun savnede os. Hvis succesen skal måles på det, så må det siges at have været én.
Lillebror var naturligvis med til at hente.
|
En, der er oplagt til sjov! |
Undskyld det lange indlæg, men hvad hjertet er fuldt af...................
Sikke en dejlig ferie Øglen har været på hjemme hos jer! Jeg er sikker på, at det er dejligt for et barn at være i centrum og have hele bedsteforældrenes opmærksomhed. Sikke mange sjove ting I fik lavet i løbet af de fire dage.
SvarSletEn tur i Tivoli er altid godt, og fødselsdagsfejringen i Grøften lyder som en rigtig succes-surprise :-)
Randi
Begge begivenheder må siges at have været en succes. Det var også godt, at vejret var så dejligt, som det var. Det giver det hele et løft.
SvarSletJa, jeg er også sikker på, at Øglen har nydt at være i centrum. Det er også skønt at have børnebørnene hver for sig.
Tivolituren var også en rigtig god oplevelse, og der var ægte surprise og glæde.
Mange tak, Randi, og god torsdag!
Ih, hvor fint altså, at det gik så godt med Øglens besøg hos Mårfar og Mårmor :-) Hele fire dage er ellers lang tid, når man selv kun er fire år, men det er sikkert skønt at have jeres opmærksomhed uden at skulle dele hverken jer eller ting og sager med Varanen.
SvarSletJa, jeg er sikker på, at hun nød det, og jeg var meget forbavset over, at hun ikke gav udtryk for længsel eller savn. Det passede hende tilsyneladende storartet at være her helt selv :-)!
SvarSletMange tak, og god torsdag!
Åh hvor er det dejligt at læse, Nonna - sikke meget spændende, I har oplevet, først surpriseparty i Grøften, og så besøg af Øglepigen. Så hyggeligt at I lavede picnic i haven og har samle sten ved stranden. Jeg tror, børn har godt af at have deres bedsteforældre helt alene ind imellem. God torsdag aften til dig!
SvarSletMange tak, Madame! Jeg tror også, at Øglen hyggede sig, og dagen efter picnic´en ville hun gerne ud med madkurven igen, men det blæste simpelthen for meget. Det var hun ikke tilfreds med :-)!
SletJa, surprisefrokosten i Grøften var også super!
God torsdag aften!
Tivoli er jo dejlig, især når vejret er godt, og jeg er sikker på, at den unge dame nød overraskelsen.
SvarSletJer er sikker på, at det var nogle helt vidunderlige dage med Øglen - både for hende og mormor og morfar.
Tivoli er helt bestemt dejlig, og det er meget længe siden jeg har været der. Ja, niecen nød helt sikkert overraskelsen meget.
SletOg dagene med Øglen var netop vidunderlige. Hun er vældig nem at have på ferie. Så vi har fået lov til at hente hende igen på et tidspunkt :-)!
Mange tak, Salix, og god torsdag!
Det lyder som en skøn tur i Tivoli - og sikke en overraskelse for niecen :) Dejlige billeder :)
SvarSletMange tak, Anette. Det var en herlig tur, så meget som vi nåede. Der var ikke så meget tid til at gå rundt, fordi vi skulle videre.
SletJa, niecen blev godt nok overrasket, men også glad for oplevelsen. God torsdag aften!