Her er jeg med

torsdag den 9. maj 2013

Min minikøkkenhave

Så er mit minidrivhus tilplantet. Der kan ikke være mere derinde, dvs. jeg har skumle planer om at få hængt nogle ampeller op, så jeg også udnytter det øverste af drivhuset, men lad os nu se. Jeg har nemlig lige fundet ud af, at en af planterne kan blive 7 m høj, så er der nok ikke plads i overskud!

Et fuldt drivhus
I den bagerste ende af drivhuset (th på billedet) er der plantet agurker, da de skal have mest varme. I midten er der tomater. Begge dele købt i det gamle DDR. Til venstre er der 2 squashplanter, en chili, en basilikum og en minikiwi.
Jeg er helt sikker på, at sidstnævnte på et tidspunkt skal ud igen, da den både kan komme til at fylde meget i højden og op til 4 m. i bredden, samtidig med, at den skal have noget at klatre op ad. Det havde nok været en god idé at læse på lektien, inden jeg købte den! Men lidt heldig har man da lov at være. Tilfældigvis købte jeg en plante af typen "Issai", som er selvbestøvende, ellers skulle jeg have haft 2.
Desuden købte jeg en ananaskirsebær (Physalis). Den er jeg meget spændt på. Den står foreløbig i stuen, og så må vi se, hvor meget den udvikler sig. Den kan også blive temmelig stor, men så må den jo ud.
Så lidt kom der ud af mit besøg på den stedlige planteskole, som nu er med i kæden Garden Shop i stedet for Bo Grønt, som tidligere. Der er sket meget nyt derude, og nu kan man finde rundt. Blomsterne er ordnede efter farver, der er en lille café, et galleri osv.
Jeg må huske kameraet næste gang.


10 kommentarer:

  1. Det lyder spændende med planterne i dit minidrivhus! Jeg håber, vi må følge med, mens de vokser op. Ja, tag endelig et kamera med, når du besøger Garden Shop - det lyder som et dejligt sted med både café og galleri.
    Ha' en rigtig god Kristi himmelfartsdag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu må vi se, hvordan det går. Heldigvis har nabofruen og jeg en aftale om at passe hinandens drivhus, når vi skal på ferie, så jeg håber, at der på et tidspunkt også bliver noget at høste og at vise!
      Ja, jeg må huske kameraet næste gang. Mange tak, Madame, og god fredag!

      Slet
  2. Sikke mange planter, du har fået plads til, det bliver spændende at se, hvordan de udvikler sig!

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Det bliver nemlig rigtig spændende at følge udviklingen. Jeg håber, at den bliver som forventet, så vi på et tidspunkt kan nyde godt af de hjemmedyrkede frugter/grøntsager. Mange tak, Randi, og god weekend!

      Slet
  3. Hold.da.op, hvor bliver der trængsel i det lille hus :-) Kan det virkelig være der altsammen, når det vokser til? Du er simpelthen nødt til at anskaffe dig et større drivhus - prøv at kigge efter dem til september, så kommer de på udsalg. Vi fik vores til en god pris, fordi det var sent på sæsonen.

    SvarSlet
  4. Jeg er godt klar over, at der er for meget i drivhuset:-)! Jeg må flytte noget af det ud, når det bliver for stort.
    Det største problem omkring et større drivhus er at få overtalt Husbonden! Men tak for tippet. Jeg vil kigge mig omkring til sept.
    Mange tak, Ellen, og god weekend!

    SvarSlet
  5. Man må da sige, at du har udnyttet pladsen til fulde. Der bliver godt nok kamp om pladsen, som du også selv ved nu :-) EN squashplante alene fylder hele drivhuset, og måske vil rådyrene lade dem stå i fred, når de vokser lidt til. De har nemlig stikkende blade :-) Ananaskirsebær smager så godt, så jeg har også købt sådan en plante, det bliver spændende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er godt klar over, at der bliver kamp til stregen. Problemet er blot, at selv om vi har nogle højbede, så kan jeg ikke bruge dem til så meget, netop fordi rådyr og dræbersnegle ikke kan lade planterne være i fred.
      Det bliver spændende med ananaskirsebærrene - uhm! Mange tak, Pia, og god weekend!

      Slet
  6. Fint lille minidrivhus. Det lyder som om der godt kunne blive trangt der - men sikke nogle dejlige ting du har i det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget glad for det lille drivhus. Man skal jo begynde i det små :-)?
      Jeg glæder mig til at se, om planterne fortsat vil trives, og kan de ikke være derinde, så må nogle ud i krukker! Mange tak, Anette, og god weekend!

      Slet