Her er jeg med

onsdag den 29. maj 2013

Kassetænkning m.m.

Under oprydning i redskabsskuret dukkede der pludselig nogle kasser op. De to med en historie, den tredje uden.
Allerførst fandt vi en sættekasse, som vi faktisk troede var blevet væk. Heldigvis dukkede den op, og nu bliver den overdraget til vores næstældste barnebarn, som garanteret vil elske at finde små dimser til at sætte i sættekassen (!), ellers vil hendes mor.
Sættekassen er blevet brugt som sådan på det hedengangne dagblad "Sønderjyden" i Sønderborg. Den avis lukkede omkring 1974, hvor vi boede i Sønderborg.


Den næste kasse er en granatkasse. Oven på den står der 2 Patronen, men da der kun er plads til 2, og vægten er 45 kg, så vælger jeg at kalde dem granater. Der er meget mere tekst og klistermærke med "Explosive", så indholdet har ganske givet været meget farligt.
Hvor har vi den så fra ? Ja, Husbonden købte den i sin tid i den jyske by, som vi boede i i 19 år, før vi flyttede til Sjælland. Han købte den såmænd i Kvickly. Hvorfor? Både for indholdets og emballagens skyld! Den var fyldt med Rød Tuborg, og hvor finder man lige så original en indpakning? Jeg tror, at det var i 80´erne.


Den 3. kasse har sikkert stået i skuret, siden vi overtog huset. For tiden er det jo moderne at bruge trækasser til forskelligt i huset, så vi får naturen ind i boligen. De sidstnævnte kasser vil jeg snildt kunne finde anvendelse for.
Jeg er ikke klar over, om den 3. kasse kommer fra et schweizisk firma. Den bærer påskriften Brüngger 3018.


Alle tre kasser trænger til en ordentlig omgang rengøring. Måske skal den 3. kasse også slibes og lakeres, men den må heller ikke miste for megen patina efter min mening.
Kassetænkning? Ja vist.

Forleden havde jeg en rest friske ramsløgsblade til overs, så jeg gik i gang med at lave ramsløgssalt. Det er såre simpelt.
Hvor meget groft salt og hvor mange ramsløgsblade, man bruger er afhængigt af, hvor stærk en salt, man gerne vil have. Desuden kan man putte lidt revet citronskal i. Alt blendes og fordeles på en plade  på bagepapir. Derefter ind i ovnen i omkring en time ved 50 grader.
Da jeg tog pladen ud, var saltet tørt, men det lå i klumper. Kagerullen kom i sving, og kort tid efter så saltet sådan ud. Urtesalt skulle være sundere end almindelig salt.


Til sidst et kig på vores syrener, som endelig er sprunget ud. Måske har de været det et stykke tid, uden jeg har lagt mærke til det.
Vi har syrener i 3 forskellige farver:







10 kommentarer:

  1. Sikke nogle spændende kasser I havde i gemmerne - de skal nok vække glæde, når de kommer i brug.
    Dine syrener er helt vidunderlige! Vi har desværre ikke selv syrener, men mange her i nærheden har, så jeg nyder dem hver dag. Og så er det en rigtig god med ramsløgssaltet - den idé tager jeg straks til mig!
    Rigtig god dag til dig, Nonna.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg håber, at jeg får glæde af mine kasser. Jeg overvejer stadig, hvor granatkassen skal stå. Måske i pejsestuen, hvor der i forvejen star en trækasse med brænde i (en gammel kasse fra en fransk vingård, indført her i huset af Bo Bedres indretningsekspert).
      Jeg synes også, at syrenerne er smukke og duften skøn. Ramsløgssalt! Det giver lige det lille ekstra pift til maden. Mange tak, Madame, og god torsdag!

      Slet
  2. Det er godt, at de kasser nu kommer til ære og værdighed, for de er da virkelig fine - ting med en historie er altid godt.
    Vi har også syrener i de tre farver, og især den lyslilla betyder meget for mig, den har vi nemlig for mange år siden fået som en lille aflægger hjemme fra mine forældre. Mellemste søn har så for nogle år siden fået en aflægger af den fra os, og den blomstrer i år for første gang :-)

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også glad for, at vi fandt frem til kasserne. Jeg tror, at kassen, hvis historie jeg ikke kender, skal bruges til legetøj. Du har helt ret: Ting med en historie er altid godt.
      Jeg kan godt forstå, at du sætter særlig pris på den lyslilla syren. Den har en rigtig god historie! Mange tak, Randi, og god torsdag!

      Slet
  3. Fine kasser, på hver deres måde :-) Er det Øglen, der er den heldige? Syrener er skønne. Jeg bliver altid lidt rørstrømsk over blomstrende syrener - noget med ungdom, tidlig sommer, eksamenslæsning og sene cykelture gennem København. Ak ja, det var den gang ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sættekassen er til Øglen. Jeg håber, at hun bliver glad for den.
      Med syrener sætter nostalgien ind for fuld kraft :-)! Sådan har jeg det også.
      Jeg kommer også altid til at tænke på schlageren : Hvide syrener......, sunget af Birthe Wilke! Ja, det var den gang.
      Du har Ganske ret: Syrener er skønne! Mange tak og god torsdag!

      Slet
  4. Kasse nr. 2 er vist en helt speciel en. Trækasser, altså frugt- kartoffelkasser, har vi et par stykker af, som for det meste bare står og fylder, bare fordi vi ikke nænner at kassere dem.
    Ramsløgsalt har jeg også lavet en kæmpe portion af. Syrenerne er på retur her, så jeg på min vandretur i dag. Jeg er nemlig på udkig efter en hvid aflægger, som jeg syntes ville passe fint i vores have sammen med den mørkviolette :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har jeg placeret kasse 2 i stuen langs et stort vindue, så må vi se, om det er der den skal stå. Den kan måske fungere som en ekstra vindueskarm?
      Jeg tror faktisk, at jeg skal have lavet mere ramsløgssalt. Det forsvinder simpelthen :-)!
      Jeg nænner ikke at plukke ind af de hvide syrener, da træet er fhv. spinkelt. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have en hvid også!
      Tak, Pia, og god weekend!

      Slet
  5. Sættekasser er jeg ret glad for - har to gamle og originale af slagsen, plus nogle af de gamle blytyper.
    Kasserne er sjove, især med historie til, så jeg forstår godt, at de skal frem og til ære og værdighed igen.
    Ramsløgsalt smager godt. For godt ... jeg er tilbøjelig til at bruge for meget af det, fordi det er så godt ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sættekasser er så fine. Vi har også blybogstaver liggende, men dem får børnebørnene ikke, da de jo er giftige. Til gengæld har Husbonden nogle gamle træbogstaver. Han har været i avisbranchen i mange år.
      Jeg synes også, at vores ramsløgssalt forsvinder lidt for hurtigt. Måske skal jeg lave en ny portion? Jeg har stadigvæk ramsløg i haven.
      Mange tak, Ellen, og god weekend!

      Slet