For mange, mange år siden drog en fattig lærerinde fra det lille land højt mod nord mod syd til det store naboland, hvor hun skulle tilbringe ét år på et hertugeligt gods.
Jeg tror desværre ikke, at jeg kan gennemføre eventyrstilen, så jeg fortsætter på min sædvanlige facon!
Da jeg havde været lærer i 4-5 år, følte jeg, at der skulle ske noget. Jeg havde ingen forpligtelser ud over jobbet, og da det kunne lade sig gøre at få orlov, lå mulighederne åbne. Som tidligere fortalt fik jeg et "arbejde" som Erzieherin (en slags guvernante) gennem Amalienborg. Fysisk foregik det på et gods i Nordtyskland.
Jeg husker tydeligt, at en af mine kolleger kørte mig dertil med alt mit habengut, og det efter en afskedsfest, som kollegerne havde holdt for mig aftenen før, og som fortsatte til den lyse morgen. Dengang kunne man holde til noget mere!
Godset ejedes af et hertugpar. De er begge døde nu. Fruen var også prinsesse af Preussen og barnebarn af den sidste tyske kejsers bror. Herren i huset tilhørte huset Mecklenburg-Schwerin og skulle tiltales "Königliche Hoheit". Hertuginden kunne vi nøjes med at kalde "Hoheit". Jeg undgik så vidt muligt at bruge titlerne!
De historiske kendsgerninger omkring hertugparrets familier, hvem der var søn/datter af hvem, hvordan de forskellige var i familie med hinanden, bedsteforældre, besiddelser her og i udlandet har jeg meget lidt styr på.
Dog ved jeg, at hertugen var kong Frederiks fætter. Desuden var der 3 børn på godset. De to var hertugparrets egne, den tredje var prinsesse fra Glücksburg. Hendes mor var søster til hertugen.
På billedet ses den væsentligste del af Hovedhuset (das Herrenhaus) bygget i engelsk landstil. Det hele havde tilhørt den sidste tyske kejsers bror, hvis mor var engelsk prinsesse, derfor cottage-stilen. Han havde revet det oprindelige hus ned og bygget nyt. Hertuginden havde så siden arvet det hele. Hun sværmede også for alt engelsk og skandinavisk.
Hovedhuset har ført en omskiftelig tilværelse. Hertugfamilien boede nemlig ikke der.
Under 2. verdenskrig havde British Air Force beslaglagt huset, senere brugte Røde Kors det, og da jeg var der, var hovedhuset overtaget af Johanniterordenen, som havde oprettet et internat for drenge og piger, som gik i skole i den nærliggende by.
Hertuginden var ofte verbalt efter de unge mennesker, som boede på internatet. Enten ødelagde de omgivelserne, eller de råbte ude i gården. De opførte sig i hvert fald ikke ordentligt efter hendes mening. Jeg var kun inde i hovedhuset en enkelt gang.
For at komme ind på gårdspladsen, som de forskellige bygninger ligger rundt om, måtte man køre gennem porthuset. Lige efter, at man har passeret igennem porten, ligger/ lå? til højre og venstre de gamle lader. Det er de oprindelige lader. Hvor længe de har eksisteret, ved jeg ikke.
Man hører første gang om godset i 1500-tallet. Mit indtryk er, at op igennem årene er der blevet bygget arbejderboliger, mejeri, mølle og andre bygninger, som tilsammen udgør landsbyen af samme navn.
De tre børn på godset er alle flyttet tilbage efter år i andre byer og i udlandet.
Når man står med ryggen mod døren ind til Hovedhuset og kigger til højre, ser man dette kavalerhus, også kaldet Victoriahuset. Her boede familien. Nederst ligger bl.a. hallen, salonerne, køkkenet, spisestuen, bryggers, vaskerum, forrådsrum samt anegalleriet.
På 2. sal ligger alle børneværelser, gæsteværelser, badeværelser og hertugparrets private lejlighed.
Øverst oppe havde "tyendet" værelser. Vi boede kun 2 deroppe, den kvindelige godssekretær og jeg. Hun havde været på godset i 5 år og kendte det hele ud og ind. Når hun var færdig på godskontoret, var jeg også færdig. Vi spiste alle måltider sammen med herskabet, men efter aftensmaden kunne vi gøre, hvad vi ville. Vi kunne også låne bilen, og det benyttede vi os selvsagt af.
På en af markerne ligger et mausoleum. Der ligger hertugindens bedsteforældre begravet og en farbror, som omkom som ganske ung.
Til selve godset hører 500 ha, som både er marker, skove og en stor sø. Ved søen ligger en campingplads.
Billederne har desværre en del år på bagen, og kvaliteten lade noget tilbage at ønske!
Som lille pige, er det vel de fleste af os der drømmer om at være prinsesse og bo på et slot. For dig gik det i opfyldelse, omend drømmen måske først kom senere, det ved jeg jo ikke :-)
SvarSletDet er spændende at komme ind i sådanne boliger og man kan let fare vild i alle de rum. Man skal ikke være bange for mørke og lyde, når man går helt alene, og ved at det er helt umuligt at blive hørt, om man så råber nok så højt.
Din historie lyder som et eventyr og jeg glæder mig til næste afsnit.
Mange tak, Pia. Det var helt bestemt et spændende år, hvor man fik indblik i hertugparrets gøren og laden. Jeg behøvede ikke at være nervøs for at gå alene på gangene. Så stort var stedet trods alt ikke, og der var altid nogen hjemme. Næste afsnit kommer til at handle lidt mere om, hvad jeg oplevede dernede.
SletDet må have været en fantastisk oplevelse for dig. Dejligt at I havde fri om aftenen, når I havde spist, og også kunne låne bilen! Men det ligner jo mest en herregård og ikke et sted, et hertugpar, kongens fætter bor/boede. Du blev sikkert perfekt til tysk og fik en masse oplevelser i det år, du var der. Det kunne sjovt at høre mere om!
SvarSletHa' en rigtig god aften.
Ja, stedet ligner ganske vist ikke noget slot. Der er ikke noget prangende over det. Jeg kunne en del tysk i forvejen, da jeg havde haft sproget som hovedfag på seminariet, men året gav mig selvfølgelig en masse sprogligt, så mit tysk blev flydende. Ja, næste del kommer til at handle om, hvad jeg foretog mig dernede, og hvilke oplevelser jeg fik. Mange tak, Madame!
SletDet er så hyggeligt at få den slags historier serveret. Jeg glæder mig til fortsættelsen :-)
SvarSletDet var egentlig en ret familiær stilling, I havde, hvis I indtog måltiderne med herskabet - og fedt, at I bare kunne tage bilen.
Hvornår taler vi om her? Start-70'erne? (Uh, nu håber jeg ikke, jeg fik fornærmet nogen ...)
Tusind tak, Ellen! Ja, man kan godt sige, at det var en forholdsvis familiær stilling, vi havde.
SletDu har bestemt ikke fornærmet nogen/mig! Faktisk var det i slutningen af 60´erne. Deraf kan udledes, at jeg ikke er nogen vårhare mere :-)!
Altså, hvor spændende. Rart at læse, at du ikke blev behandlet som usselt tyende, men spiste sammen med herskabet og endda måtte låne bilen. Var det iøvrigt den, man kan se på billedet? Det er da noget af en sej øse ;-) Glæder mig til næste kapitel.
SvarSletVi havde det ganske udmærket på godset. Ingen tvivl om det. Ja, det var den seje Kia på billedet, vi lånte. Jeg synes ikke, at vi brugte den så meget, men det var rart at have den til rådighed.
SletMange tak, Frue. Jeg glæder mig også til at skrive næste kapitel :-)!
Hej Hoheit :) Jeg er vild med, at dine tags er gods, hertug, orlov og prinsesse. Så er stilen lagt. Det er spændende læsning og gode billeder der giver et indtryk af tid og sted. Ser frem til næste indlæg...
SvarSletHej Nichte! Mange tak, Observatoria! Ja, jeg mente også, at disse værdiladede tags ville kunne lægge rammen om mit godsår. Selv om billederne er fra anno dazumal giver de dog et indtry6k af noget anderledes. God onsdag!
SletUndskyld, indtryk! selvfølgelig, ikke noget med tryk 16 eller tryk 6 :-)!
Slet