Her er jeg med

torsdag den 20. marts 2014

Børnebørn og meget andet godt

I sidste weekend havde vi vores datter med børn på besøg. Hyggeligt og dejligt. Tiden gik med ingenting. Vi var lige et smut nede i byen, men ellers opholdt vi os på matriklen, men vejret indbød faktisk heller ikke til meget andet.
Der blev leget, læst, tegnet og kigget iPad og ellers ikke meget andet. Dvs. Morfar og Øglen havde travlt med at bygge det nye Lego Friends, som Øglen havde fået i fødselsdagsgave af sin farfar. Hun er vældig god til at bygge, og morfar gik nærmest kun til hånde. Det var en skole, der skulle bygges, og som en anden Byggemand Bob gik hun ivrigt til den.



Desværre har det ene billede vendt sig undervejs i collageprocessen! Jeg aner ikke hvorfor. Varanen var ude i blæsten og gik i gang med at måle bænken og undersøge et grantræs mulighed for at blive juletræ til næste år. Nederst i højre hjørne har Kenzo gjort dem selskab. Desværre løber tiden alt for hurtigt i godt selskab, så sådan en weekend slutter, næsten før den er begyndt. Vi glæder os til næste besøg.

Siden sidste indlæg har vi været til Australian Winemakers´ Dinner. Det var også en skøn oplevelse: 7 retter med 7 forskellige australske vine. Alt sammen fremragende. Maden var så australsk, som det kan lade sig gøre her, og vinene passede fantastisk godt dertil, eller er det omvendt? Der blev skænket godt op. Ingen behøvede at gå tørstige derfra. Oplevelsen blev også bedre af, at vi var blevet placeret sammen med vores søde nabo, hans kæreste og et andet par, som vi også kender. Vi var blevet spurgt, om vi ville sidde alene eller sammen med nogen. Vi havde sagt, at vi gerne ville sidde sammen med nogen, og da restaurantens indehaver kender os, havde hun placeret os sammen med naboen, som hun også kender.
Jeg tog ikke billeder af hele menuen, men her er et par "smagsprøver".


Vægtæppet, vævet af Grete Balle, hænger på en af væggene i restauranten og er i flere lag. Fantastisk smukt. Udover de grillede krabbekløer med mango-chili sauce, lammekrone med zucchinitærte, entrecote med søde scalotteløg, Pavlova og ost med figenkompot fik vi også kammuslinger og kængururagout. Forrygende.
Vi vaklede hjem. Restauranten ligger heldigvis i gåafstand. Der var fuldt hus, og restauranten kunne have solgt dobbelt så mange billetter. Det var et samarbejde mellem restauranten og byens vinhus. De må gerne arrangere noget tilsvarende en anden gang!

Jeg springer lige til en hundefødselsdag. Kenzo havde 10 års fødselsdag i går, og vi havde inviteret  dens veninde, nabohunden, sammen med dens "mor". Hundene fik lagkage (leverpostej, kogt skinke, tatar), og vi fik noget andet! Alle nød serveringen.

10 kommentarer:

  1. Tillykke med Kenzo og de 10 år - sikke en festlig hundelagkage. Og jeres australske menu lyder helt forrygende lækker. Sikke dejlige billeder du viser, også fra Øgle- og Varanbesøget! I den kommende weekend er det mig, der har glæden af barnebarnbesøg.
    Rigtig god aften!

    SvarSlet
  2. Mange tak! Ja, hundelagkagen gjorde lykke. Kenzo fik et stort, tørret kødben af gæsterne, men han kan ikke stille noget op med det :-)! Rigtig god weekend sammen med Bella. Vi får også besøg af børnebørn; denne gang er det sønnens og hans familie.

    SvarSlet
  3. Det lyder superhyggeligt med sådan en stille og rolig weekend sammen med de to børnebørn - hvor bliver de store :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var superhyggeligt som altid. Ja, tiden iler :-)! Mange tak !

      Slet
  4. Så I fik kængurukød :-) Ellers havde det da heller ikke været en ægte australsk menu ... som i øvrigt lyder rigtig dejlig. Det lyder som om det var værd at deltage i. Herligt, at I var fri for at skulle tage bilen.
    Dejligt med et helt weekendbesøg. To, oven i købet :-)

    SvarSlet
  5. Ja, vi fik kængurukød. Jeg ved, at restauranten havde været vidt omkring for at få fat i ingredienserne til middagen. Hvor langt, ved jeg ikke. Både tiden og pengene var godt givet ud!
    Weekendbesøg er skønt :-)! Mange tak, Ellen, og God fredag!

    SvarSlet
  6. Sikke en skøn lagkage! Der er virkelig basis for fremtidig efterligning :-) Til lykke med Kenzo, som efterhånden er ved at være en moden herre. Det er altid rart at få målt tingene op, og man kan slet ikke gå for tidligt i gang med at finde det helt rette juletræ. Og så gad jeg altså også godt have gode restauranter inden for gå afstand.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak tak! Ja, opmåling og et udsøgt juletræ er rare at have på plads i god tid! Det er ikke dårligt med en restaurant i gåafstand. Det er egentlig en kursusejendom, som har en rigtig god restaurant, beliggende helt nede ved vandet. Jeg tror også, at de om sommeren har weekendophold. Husbonden går forbi med Kenzo flere gange om ugen. Kenzo elsker sine svømmeture. God weekend!

      Slet
  7. Billederne af menuen ser godt ud, og det lyder som om det også var det. Vi har været forbi kursusejendommen for at gå ture, men vi har ikke spist der.
    Hundefødselsdag fejres selvfølgelig med flag og måske også et enkelt lys. Jeg har set mange fine 'hunde-mad-lagkager' i datterens vennekreds.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en virkelig god oplevelse, både mad- og vinmæssigt. Jeg er faktisk ikke klar over, om der er åbent hele tiden, eller der kun bliver afholdt arrangementer der. Man kan gå nogle ganske dejlige ture der. Husbonden går flere gange om ugen ned forbi kursusejendommen, så hunden kan bade.
      Hundelagkagen gjorde i hvert fald lykke :-)! Mange tak, Pia, og god weekend!

      Slet