Her er jeg med

tirsdag den 28. januar 2014

Min specielle svigermor

Hvis jeg kaldte hende almindelig, ville hun nok blive fornærmet.
Grunden til, at jeg har valgt at fortælle lidt om hende nu, er den, at Husbonden fik et par fotos af hende i julen. De er taget i 60´erne.


Min svigermor har været journalist i mange år, både på diverse ugeblade og siden på en avis. Her er hun fotograferet til "Hjemmet", hvis chefredaktør, Paul Hammerich, hun kendte. Hun bærer en foret frakke, som hun selv har kreeret og syet. Jeg synes, at både hun og frakken er meget flot.
Stoffet er designet af greve Percy von Halling-Koch (Design, til du segner!), som lader til at have været en dygtig og humørfyldt tekstildesigner. Således reklamerede han på et tidspunkt for Samarin på store plakater, fotograferet af Rigmor Mydtskov, og i bar figur.
På frakken er der forneden to pærer, en i hver side, med en gul orm på tværs.
Senere syede min svigermor gardiner til Paul Hammerichs sommerhus i Nordsjælland af den samme slags stof.


Denne operettehat fik min svigermor, også kaldet (Tr)oldemor, af den kendte filmmand Jørgen Roos. Han fotograferede hende selv med den.
Vi skal helst ikke forstyrre, når der er modeopvisninger i TV, ligesom hun også holder sig godt orienteret på mange andre fronter.

Til sidst en opskrift på en af min svigermors mange selvkomponerede retter:

Troldemors skønhedssuppe
Gulerødder en masse
3 løg
3 æbler
1 pære (måske)
appelsinsaft
lidt olivenolie
fennikelfrø
ingefær
kardemomme
paprika
vanilje
salt
peber
Der skal kun lidt i af hvert krydderi.
Suppen kan serveres med ristede rugbrødsterninger eller flûtes, en skefuld creme fraiche og persille.

Hun elsker at eksperimentere i et køkken, og der kommer altid noget godt ud af det.

Jeg garanterer ikke for, at der ikke på et senere tidspunkt kommer mere om troldemor.

10 kommentarer:

  1. Hvor har hun været smuk, din svigermor - ja, det er hun måske stadig? Og sikke et spændende liv hun har haft. Det er nogle dejlige billeder, du viser af din svigermor.
    Ha' en rigtig god aften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Madame. Ja, det er nogle fantastiske billeder af min svigermor, som vi her har fået. Hun nærmer sig de 85 og er en smuk ældre dame. Rigtig god onsdag!

      Slet
  2. Er det virkelig Troldemor - sikken flot dame! Mon det er hende, Varanen har sine mørke øjne efter?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi synes også, det er en flot dame, vi ser på billederne. Varanens mørke øjne kan også skyldes andre i den nærmeste familie. Mange tak, Frue, og rigtig god onsdag!

      Slet
  3. Det må da være en svigermor, man aldrig keder sig i selskab med!
    Herlig læsning :-)

    SvarSlet
  4. Du har fuldstændig ret. Man keder sig aldrig i hendes selskab. Hun har altid sjove og finurlige historier i ærmet, hvis det da ikke lige er politikerne, der får én på frakken! Mange tak, Ellen, og rigtig god onsdag til dig!

    SvarSlet
  5. Hun både er og var en smuk dame. Måske på grund af suppen? (Som i øvrigt lyder vældig fæl. Har du smagt den?) ;-)

    Og ja - hun ville i dén grad blive fornærmet, hvis du kaldte hende almindelig. For hvem gider være det, som hun ville sige. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Måske er det suppens udseende, der er tale om, når hun kalder det en skønhedssuppe? Jeg har ikke smagt den, endnu. Jeg tør godt prøve :-)! Måske vil hun så sige: Tag en portion mere. Den første har ikke hjulpet ;-D!!
      Almindelig! Nej tak, ikke hos hende!
      Mange tak, Øglemor, og rigtig god onsdag til jer.

      Slet
    2. Nå, jeg tager det i mig igen. Nu har jeg smagt suppen, og den smagte faktisk rigtig rigtig godt. Jeg fik endda en portion med hjem, så der var ingen smalle steder. Hvorvidt den virkede, må dog være op til andre at bedømme :-)

      Slet
  6. Det er godt, at suppen smagte dig 😉! Jeg må hellere prøve at lave den på et tidspunkt? Suppen behøver ikke at virke hos dig. Det har du ikke behov for !

    SvarSlet