Her er jeg med

tirsdag den 3. september 2013

Endnu en skøn weekend

Den lille reptilfamilie i Den nordlige provinsby er i den grad ramt af vandskade (skjult rørskade), så de bor uden badeværelse, Øglens værelse, entré + det løse. Så længe istandsættelsen står på, har de en toilet- og badvogn til rådighed.
De trængte til en lille pause fra al hurlumhejet, og her er de mere end velkomne.
Der blev leget ude og inde og hygget som sædvanlig, og Varanen snupper sig nogle gevaldige middagslure på 2 - 3 timer! Den friske luft her trætter.
Heldigvis var vejret godt i lørdags, så sandkassen kunne komme i brug. Ved samme lejlighed fik den tilført nyt sand.


Senere var vi på brombærjagt, men det var stort set håbløst. Brombærrene her er meget små og tørre efter denne herlige sommer, så udbyttet blev ikke særlig stort.


Ind imellem foregik aktiviteterne inden døre, som fx da Øglemor gerne ville se, om vi stadig havde noget af hendes Fabuland-lego. En del kasser blev hentet ned fra loftet og gennemgået. Jeg tror, at der stadig resterer et par kasser. Det må vente til næste gang.


Hun drog af sted med en stopfuld plasticbærepose fuld af Fabulandting, bl.a. 67 dyr! Og byggevejledninger, som også indeholder små historier.
En tom kasse er altså også sjov!


Ved samme lejlighed blev der fundet mindst 150 legomænd. Dem samler Husbonden på. Han er fascineret af al den opfindsomhed og kunnen, der skal til for at fremstille dem. Så nu har vi langt over 200 gætter jeg på.
Da vi havde sølvbryllup, boede vi stadig i Billund kommune (det hed den så ikke dengang), og vores sølvbryllup blev holdt på Borgen i Legoland. Ved hver kuvert stod en legomand/-kvinde. De gjorde stor lykke.


En lille del af samlingen!
Øglen hyggede sig også med sin nye Prinsessebog og "Padden".


Alt godt får som bekendt en ende. Inden familien tog hjem, var de lige et smut ude på Naturskolen. Vejret var ikke så godt, så de kom hurtigt hjem igen.
Heldigvis fik de de små hængebugsgrislinger at se. De er helt nye, faktisk fra forrige weekend, hvor vi var derude med børnene.
Så var endnu en hyggelig weekend forbi. Jeg er sikker på, at der kommer flere, under og efter vandskaden!

Fra matriklen:

Vores meget langhårede hængepil trængte til en studsning. Det fik den så. Jeg gætter på, at vi ikke vinder nogen pris for beskæring! Stammen og tykke grene dannede under kronen et sammensurium og ligner nu mest af alt et fantasidyr. Men den tørre underkrone er væk.
På det sidste billede er der nys plantet et spinkelt træ. Husbonden fik et gavekort til den nærliggende planteskole og valgte en magnolie. Der er taget højde for, at den kan blive 4 m høj!

10 kommentarer:

  1. Herligt, at det gamle Lego kom frem. Jeg synes, det er så dejligt, når legetøjet kan bruges af endnu en generation. Det er så hyggeligt at se det i brug igen :-)

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sådan har vi det også. Fabuland er også sjovt på den måde, at det ikke har eksisteret siden 1989. Det varede 10 år. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det ikke findes mere, da det appellerer til børn mellem 4 og 8 (læs: vores børnebørn :-)!). Jeg tror, det var tænkt som en overgang fra DUPLO til LEGO.
      Det er rart at kunne dele ud af det. Der er for meget til at lege med en enkelt weekend.
      Mange tak, Randi, og god tirsdag!

      Slet
  2. I har rigtigt hygget jer, og det var dejligt at læse og se de fine billeder. Hvor var det klogt at I havde gemt alt det spændende legetøj til børnebørnene! Uha, sikke noget med vandskaden - godt at man kan leje en vogn med et helt badeværelse.
    Rigtig god tirsdag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Madame. LEGO forgår ikke så let, så det kan holde i mange generationer, heldigvis. Nu er det på tide, at der bliver delt ud af det.
      Ja, det er godt, at der findes vogne med hele badeværelser.
      God tirsdag!

      Slet
  3. Dejligt, at I kan huse Reptil-familien, når deres rørskade driller. Jeg undrede mig over, at jeg ikke kendte Fabuland-Lego, men forklaringen er i dit svar til Randi; i den periode legede hverken jeg eller mine omgivelser med Lego. Findes der virkelig 200 forskellige Lego-mænd. Hold da op! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er dejligt, at Reptilfamilien kan være her, når de trænger til en pause fra deres vandcirkus.
      200 forskellige LEGO-mænd er ikke så mange. Jeg har læst mig til, at der findes mindst 3600 forskellige!
      Mange tak, Frue, og god onsdag!

      Slet
  4. Fabuland har hverken vi, eller vores børn ikke stiftet bekendskab med. Jeg selv havde lidt lego som barn, så det har vi bygget videre på, især Mads. Camilla legede mest med heste i alle størrelser. Hele huset var ombygget til folde :-)
    Jeg har høstet store fine brombær i sidste uge, og vi er absolut også tørlagt i denne sommer.
    Badeværse er ikke sjovt at undvære, men godt der findes erstatninger, og man ikke skal nøjes med haveslangen, som vi gjorde for nogle år siden, hvor sommeen blev væk. Det var en kold fornøjels.

    SvarSlet
    Svar
    1. Da vi boede i nærheden af LEGO, var det nærliggende at investere i nogle kasser. Således har vi stadigvæk en hel togbane med alt, hvad dertil hører, stående på loftet. Det er godt, at det kan bruges. Vores datter legede også med heste. Senere fik hun sin egen pony.
      Jeg fik for øvrigt inden for de sidste par dage ca. 1,5 kg friske og velsmagende brombær. Husbonden kom på sin vej med hunden forbi et fyldt krat.
      Ja, et mobilt badeværelse er en god idé.
      Mange tak, Pia, og god torsdag!

      Slet
  5. En ønskeweekend for bedsteforældre :-)
    Jeg kender heller ikke Fabuland, og Charlotte har ellers lige alderen ... men hun sprang Lego over - af en eller anden grund har det først fanget hende nu, hvor hun leger med Lego sammen med sine børn!
    Jeg plukkede nogle få brombær i dag, men selv om de var helt sorte, var de meget sure.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan en bedsteforældreweekend er alle tiders :-)!
      LEGO har ikke rigtigt kunnet fange pigerne, når de er kommet over småbørnsstadiet. LEGO har prøvet forskelligt for at ændre på det, men uden den store succes. Om det "nye" LEGO Friends slår an, vil tiden vise.
      Fabuland´et er i hvert tilfælde i brug nu.
      De sidste par dage har jeg spist mange dejlige brombær og frosset ca. 1 kg ned. De er plukket på en nærliggende mark.
      Mange tak, Ellen, og god torsdag!

      Slet