Her er jeg med

tirsdag den 23. juli 2013

Sommerweekend

Vejret kunne absolut ikke have været bedre end i den forgangne weekend. At det så fortsætter er fantastisk. Nu har jeg klaget over kulde og kedeligt vejr i mange måneder, så jeg skulle være et skarn, hvis jeg begyndte at klage over varmen, selv om det nogle gange er for meget.
I weekenden havde vi gæster af Reptilfamilien. Det var indledningen på deres ferie. Det var også længe siden, de havde været her, så det var godt at se dem alle 4.
Weekenden bød på mange forskellige aktiviteter. Her kommer nogle i flæng: Gåture med morfar for Øglens vedkommende, ture til stranden for at samle sten og for at bade, samle puslespil, se TV, male, tegne, øve bogstaver, lege med Kenzo osv.


På vej til stranden ved Røsnæs
Kenzo og kanonen
Kanonen er et eksempel på dem, der blev brugt i Kanonbådskrigen i forbindelse med Englandskrigen i 1809
 
De sten, der blev fundet, blev brugt til at male på, da alle var vel hjemme. Øglen og hendes mor gik om bord i opgaven med stor koncentration. Varanen ville også være med, men lod sig nøje med papir og blyant.
 
Farvestrålende sten
Diskussionen faldt på et tidspunkt på fordele og ulemper ved traditionel grill og gasgrill. De unge mennesker sværger til gasgrillen, og jeg tror ikke, det varer længe, før de har fået os overbevist. Det tager laaaang tid med traditionel grill, både at få gang i den og at tilberede maden, så nu må vi se, hvad det ender med. Bortset fra det smagte de bagte kartofler, pakket ind i stanniol, med en klat smør, plus den grillede oksecuvette godt..
På nabohalvøen Asnæs er der en lille badestrand. Vi tog af sted tidligt, så vi undgik middagsheden, og ungerne nød det i fulde drag. Blikstille og det herligste vejr.
 
Øglen og Kenzo i Kalundborg Fjord
Den sødeste strandløve
Ind imellem fik vi mad, den mindste og de ældste fik en middagslur, og alle hyggede sig. Da mårmor og mårfar sov middagslur, var Øglen alt andet end tilfreds. Hun sad og hang og lavede puslespil, mens hun digtede en sang om at sove til middag: "Og mårmor og mårfar sover. Hvornår vågner de op igen? Det tager en evighed. Det er rigtig kedeligt......" Øglemor havde optaget et brudstykke på telefonen. Meget morsomt!
Men vi vågnede op igen, og så skulle vi på nye eventyr. På kirsebærjagt. Øglen og jeg gik ned til vores observationspost (mere om den en anden gang), hvor der er kirsebær. De var dog for sure for hende, men til alt held kom en stor killing forbi. Jeg ved ikke, hvor den hører hjemme. Den var også lidt sky, men Øglen hyggede sig med den.
 
Det nye kæledyr
Begge børnene er meget trygge ved Kenzo og den ved dem. Det store hit er at give ham "kxcks", som Varanen siger, og det elsker Kenzo selvfølgelig. Han får megen opmærksomhed fra dem. For øvrigt er Varanen så stor nu, at man kan kommunikere med ham. Man forstår meget af det, han siger, og vice versa. Fantastisk. "Si" er selvfølgelig "is"! Hvad ellers!
 
Så gode venner var de vist!
Øglemor tjekkede sine gamle tøjdyr ud. Dem havde vi haft liggende på loftet. Kun 3 stk. fandt nåde for hendes øjne, resten røg i skraldespanden.
 
Hvalborg og Hvalter! Giraffen mangler.
 
En dejlig weekend var ved at være forbi. Det var rigtig dejligt at have deres besøg. Børn og børnebørn kan man ikke se for tit! 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

10 kommentarer:

  1. Hvor var det dejligt at læse - I har rigtigt hygget jer - og billederne siger alt. Den søde strandløve og billedet af Øglen og killingen er slet ikke til at stå for. Må jeg spørge dig, hvilken maling I bruger til stenene? Det kunne jeg tænke mig at prøve med min Bella.
    Ha' en rigtig god solskinsdag.

    SvarSlet
  2. Tusind tak, Madame. Ja, vi hyggede os rigtigt. Og vejret lagde op til det i den grad.
    Mht stenmaling købte jeg i sin tid "Mal og leg med sten" i Gyldendals Bogklub. Der var et hæfte med med eksempler, maling, øjne, fjer, pensler og sågar en sten! Det drejer sig om akrylmaling. Desværre har jeg ikke kunnet finde det i deres sortiment i år, for vores trænger til fornyelse. Det er meget populært. Også voksne synes, det er sjovt. Det vil bestemt også være noget for Bella! Også rigtig god solskinsdag til dig!

    SvarSlet
  3. Tusind tak, Nonna - jeg må på jagt efter akrylmaling!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt! Ja, af sted med dig :-)!

      Slet
  4. Sikke dejlige sommerbilleder af børnene! I har rigtig feriehygget:-)
    Vi har lige haft Sander på besøg - det er så hyggeligt at have god tid sammen.
    Det er mange år siden, vi har malet på sten - det var vist i sommerhuset hos mine børns farmor, da de var små. Det var en hyggelig beskæftigelse, og dit billede giver også mig lyst til en tur til stranden efter flotte sten, der kan males på sammen med Sander. Hvor er det dejligt at hente inspiration hos andre :-)

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Randi. Med det vejr vi havde i weekenden, kan man kun feriehygge!
      Stenmaling er en sjov beskæftigelse. Jeg er sikker på, at Sander også vil synes det :-)!
      Jeg får også ofte inspiration fra blogland. Der er mange gode muligheder!
      God torsdag aften!

      Slet
  5. Stenmaling! Det har jeg da helt glemt ...
    Jeg var i flere år modstander af gasgrill, men da John fik en i fødselsgave engang, måtte jeg lynhurtigt kapitulere. Det er bare SÅ meget nemmere, og man undgår en masse griseri med asken. Plus, at jeg nu kan langtidsstege ved indirekte varme. Det fandt jeg aldrig rigtig ud af på kulgrillen, men det bliver smaddergodt på gasgrillen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Stenmaling plejer at sætte gang i de kreative evner, som man ikke vidste, at man havde! Både hos børn og voksne.
      Det er rart at høre lidt mere om gasgrillens fortræffeligheder. Jeg har altid syntes, at en traditionel grill var det eneste saliggørende. Men jeg er lige ved at tro, at vi giver gasgrillen en chance :-)! Mange tak, Ellen, og god torsdag aften!

      Slet
  6. Dejlig sommerture og aktiviteter.
    Da jeg så stenmalingen, kom jeg til at tænke på en anden beskæftigelse, vi brugte meget, nemlig indsamling af blomster og blade som blev lagt i pres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så fungerer kommentargivningen igen! Fantastisk!
      Jeg mindes også, hvordan jeg som barn har presset masser af blomster og blade og lagt dem i pres i fx gamle telefonbøger.
      Tak fordi du mindede mig om den aktivitet. God søndag!

      Slet